Væksthuset: Beskæftigelsesaftale gentager fortidens fejl i troen på et quick fix

Lige før sommerferien landede regeringen ‘Anden delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen’, som skal bruges til finansiering af Arne pensionen. De fleste penge (375 millioner) skal findes ved at reducere brugen af det redskabet ’øvrig vejledning og opkvalificering’.

I aftaleteksten hedder det, at der ikke "foreligger evidens for, at tilbuddene [dvs. ‘øvrig vejledning og opkvalificering’] samlet set har en positiv effekt på afgangen fra ledighed til beskæftigelse”. I stedet skal kommunerne motiveres til i højere grad at bruge “virksomhedsrettede tilbud, ordinære løntimer og ordinær uddannelse”, der i højere grad har vist sig effektive.

Drømmen om et ’quick fix’ har altid eksisteret på beskæftigelsesfeltet. På et tidspunkt var uddannelsen svaret på alt, på et andet tidspunkt var det 25 timers aktivering til alle, og på et tredje tidspunkt har det været ’mentor til alle’.

Men der er, desværre, ikke én ting, der virker helt i sig selv. Konklusionen holder ikke forskningsmæssigt, den overser væsentlig forskning og den gentager fejlen med at styre kommunernes valg af redskaber, hvilket nok desværre vil resultere i en mindre og ikke mere individuel og fleksibel beskæftigelsesindsats. Jeg uddyber denne kritik i det følgende.

Forkert brug af evidens

For det første misbruges evidensbegrebet til en forkert konklusion. De indsatser, der leveres under ’øvrig vejledning og opkvalificering’ indeholder alt fra virksomhedsbesøg til jobsøgning, værkstedsbaseret træning, vejledende samtaler og mindre kurser.

Anbefalingen herfra er derfor, at man ændrer aftalen og lader det være op til kommunerne at finde besparelserne de steder, hvor det giver mest mening.

Leif Tøfting Kongsgaard
Faglig direktør, Væksthuset

Indholdet er så forskelligt, og udmøntes i øvrigt forskelligt fra sted til sted, at det ikke giver mening at måle på dem som én indsats. Statistisk set er kategorien en rodebunke - i praksis er det en mulighed for fleksibilitet og individuel tilrettelæggelse.

Desuden er det ikke holdbart at sammenligne effekten (forstået som umiddelbar arbejdsmarkedstilknytning) af eksempelvis løntilskud eller virksomhedspraktik med effekten af øvrig vejledning og opkvalificering, eller af mentorindsatser i øvrigt.

Det er ikke, som i medicinens verden, et spørgsmål om, hvorvidt den røde eller grønne pille virker bedst. De virker faktisk bedst i sammenhæng.

Samordnede og tilpassede indsatser virker bedst

Forskningsmæssigt (fra Beskæftigelsesindikatorprojektet) ved vi nemlig, at det er samordnede indsatser, og ikke enkeltstående jobrettede indsatser, der giver den bedste langsigtede effekt.

Det vil kort sagt sige, at en kombination af sociale, helbredsmæssige og jobrettede indsatser giver bedre resultater på arbejdsmarkedstilknytning, end hvis man kun bruger eksempelvis virksomhedspraktik alene.

Anden forskning viser, at det er muligheden for at sammensætte og time de rette indsatser på rette tidspunkt til hver enkelt borger, som er mest effektivt. Hermed er vi fremme ved det tredje og måske største problem; nemlig at aftalen gentager fortidens fejl med den stramme styring af kommunernes indsatser.

Mere centralisering og mindre fleksibilitet

Landspolitikerne tror måske, at de med aftalen nu får en mere effektiv og fleksibel beskæftigelsesindsats. Men, jeg tør godt forudsige, at der er stor risiko for, at de får det modsatte. Aftalen gentager nemlig fortidens fejl med fra centralt hold at styre indsatsen i stedet for at hjælpe kommunerne med at tilpasse indsatserne til borgerne.

Jeg ved fra min forskning og samarbejde med adskillige kommuner gennem de seneste 18 år, og fra nylig dialog om netop denne nyeste aftale, at kommunerne lige nu sidder og regner på, hvordan de bedst kan leve op til de nye krav. De vil alle forsøge at leve op til intentionen og til at skabe gode og meningsfulde indsatser for borgerne, men de er også nødt til at rette ind efter de økonomiske og styringsmæssige krav, som nemt risikerer at trumfe faglige overvejelser.

Helt lavpraktisk, så skal kommunerne nu sikre, at flere borgere, også dem med komplekse problemstillinger og i udsatte positioner, skal være i virksomhedspraktik, løntilskud eller være ansat i lønnede timer.