Vækstudspil vil mindske langtidsledigheden

DOKUMENTATION: Regeringens vækstpakke sætter ind mod langtidsledigheden med 7 punkter. Læs initiativerne her.
Under titlen "Holdbar Vækst" fremlagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og justitsminister Lars Barfoed (K) i går tirsdag regeringens vækstpakke.
Dokumentation

Nye initiativer til forebyggelse af langtidsledighed:

1. Jobrettet indsats for langtidsledige

For at styrke indsatsen mod langtidsledighed skal forsikrede ledige fremover have ret til et job med løntilskud i de sidste 6 måneder af dagpengeperioden.

2. Forlængelse af virksomhedsrettet praktik fra 4 til 13 uger

Tidsbegrænsningen for virksomhedspraktik skal ændres fra 4 til 13 uger for modtagere af dagpene og for de arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere, der i dag kun har ret til 4 ugers praktik. Initiativet indebærer mindreudgifter til aktivering, som medgår til at finansiere de andre initiativer mod langtidsledighed.

3. Tidligere mulighed for jobrotation

For at gøre ordningen mere fleksibel skal ledige kunne komme i jobrotation allerede efter 1 måneds ledighed.

4. Ret til "opkvalificeringsjob"

Forsøgsordning med "opkvalificeringsjob" giver mulighed for, at ledige ufaglærte og faglærte samt ledige med forældede uddannelser kan få tilskud til uddannelse i op til 6 uger i forbindelse med en ansættelse. Ordningen udvides til at gælde alle ledige med minimum 3 måneders ledighed (1 måned for unge under 30) uanset forudgående uddannelse.

5. Bedre muligheder for uddannelse for ufaglærte ledige

Et midlertidigt forsøg, hvor ufaglærte ledige kan få tilbud fra jobcentret om uddannelse i første ledighedsperiode, skal forlænges til udgangen af 2013.

6. Uddannelsesplaner til alle ledige unge uden uddannelse

Unge ledige under 30 år kan fremover få udarbejdet en "uddannelsesplan", som sætter mål for, hvordan den unge kan opnå varig beskæftigelse gennem relevant studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse.

7. Varslingsindsatsen forlænges og styrkes

For at forebygge langtidsledighed tilføres varslingsindsatsen yderligere 43 mio. kr. i 2012. Ordningen kan finansiere op til 2 ugers jobsøgningskurser eller op til 8 ugers opkvalificering, efter- eller videreuddannelse.


Altinget logoArbejdsmarked
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget arbejdsmarked kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00