Ny regering i Grønland: IA dropper løsrivelsesparti og går sammen med socialdemokratiske Siumut

Grønland har mandag fået et nyt landsstyre.
Det er det venstreorienterede parti IA, der har skiftet sin koalitionspartner gennem knap et år, løsrivelsespartiet Naleraq, ud med det store socialdemokratiske parti Siumut.
Den nye koalition mellem IA og Siumut sidder nu på 22 af de 31 mandater i det grønlandske parlament, Inatsisartut.
Uranforbud står ved magt
IA og Naleraq kom til magten ved Inatsisartut-valget i april 2021. Og Siumut blev skubbet ud af landsstyrekontorerne. Men nu vender partiet altså tilbage.
IA gik dengang til valg på et stop for grønlandsk uranudvinding. Det fik partiet igennem parlamentet sidste år under store protester fra blandt andre Siumut.
Forbuddet kan kun ophæves, hvis et flertal i den grønlandske befolkning beslutter det. Og den nye landsstyrekonstruktion kommer ikke til at sende uranforbuddet til folkeafstemning. Det står ved magt, forsikrer Siumuts formand Erik Jensen.
“Det spørgsmål lader vi ligge lige nu,” siger Erik Jensen til grønlandske medier.
Prioritere grønlandsk sprog
Den nye koalition vil blandt andet udforme en ny turismelov og arbejde for at sikre mere frihed til befolkningen, flere i arbejde og bedre vilkår for pensionister, samt at det grønlandske sprog bliver prioriteret i selvstyrets administation.
Desuden vil man igangsætte en analyse af, hvordan en grønlandsk tilslutning til Paris-aftalen vil påvirke den grønlandske befolknings levevis.
Forhandlet henover weekenden
Det nye koalitionsgrundlag er blevet forhandlet på plads henover weekenden. Det var IA, der rakte ud til Siumut, da partiet ikke mente, at samarbejdet med Naleraq fungerede længere.
De to koalitionspartnere har ad flere omgange stødt sammen. Det skete for alvor, da Naleraq-medlemmet Pele Broberg i et interview i Berlingske luftede idéen om, at kun grønlændere med inuit-baggrund skulle have lov til at stemme om grønlandsk selvstændighed.
“Det kunne ikke undgås at blive lagt mærke til, at vi og Naleraq er blevet mere uenige politisk,” sagde IA-formand Múte B. Egede ved præsentationen af den nye koalition.
Múte B. Egede (IA) fortsætter som landsstyreformand. Hvem der ellers kommer til at sidde i landsstyret, bliver præsenteret ved det næste Inatsisartut-møde tirsdag.
Siumut får fire pladser i landsstyret, mens IA beholder sine nuværende seks medlemmer. Samtidig overtager Siumut formandsskabet i Inatsisartut, som på nuværende tidspunkt bestrides af Hans Enoksen fra Naleraq.
Omtalte personer
Emner i denne artikel
Indsigt

Aaja Chemnitz spørger Peter HummelgaardVil Politiet i Grønland se på, hvordan der kan skabes mere fleksible rammer for at passe på deres betjente?
Sascha Faxe spørger Lars Løkke RasmussenHvad bliver konsekvenserne, hvis man fra dansk side vælger at opsige baseaftalen med USA?Besvaret
Aaja Chemnitz spørger Peter HummelgaardKan grønlændere i Danmark få adgang til et pas, hvor der står Kalaallit Nunaat/Grønland og Danmark?Besvaret
- Han foreslog Trump at "købe" Grønland. Nu bliver han Jeppe Kofods kollega
- Mette Frederiksen danner regering efter rekordforhandlinger. Her er, hvad vi ved
- De koloniale skeletter vælter ud af skabet i vigtigt værk om Grønlands “hvide guld”
- Journalistforbund: Grønland står i en demokratisk krise
- KD-politiker: National stolthed må ikke stå i vejen for nye arktiske skibe
Nyhedsoverblik

SF vil "gå til kanten" af Grundloven for at hjælpe Grønland og Færøerne

Det er et grønlandsk ønske til den nye regering. Nu bakker Sjúrður Skaale også op om grundlovskommission

Ny grønlænder på Borgen vil løsne Danmarks bånd: Grønland bør selv kunne anerkende Palæstina

Grønlands nye folketingsmedlemmer sætter turbo på opbruddet i rigsfællesskabet

Lidegaard åbner for et selvstændigt Grønland: Klar til at gentænke rigsfællesskabet
















