Debat: Kina kan brænde rigsfællesskabets rådne bånd

Af Jonas Stengaard Jensen
Studerende ved Europa Akademiet

Kinas metode blev skræmmende tydelig, da Philippinerne, på trods af at have fået medhold i den internationale voldgiftsret, gav afkøb på retten til Scarborough-skæret til gengæld for en genrøse handelsaftale og omfattende udviklingsbistand.

Jonas Stengaard Jensen
Studerende, Europa Akademiet

Når først man har fundet det på verdenskortet, er Danmarks mest bemærkelsesværdigt for sin enestående strategiske beliggenhed.

Som portvogter til Østersøen har lilleputstaten altid ligget i stormagterne sigtekorn.

Det bevidner de gamle politikeres snilde og hyggens ukuelige kraft, at landet ikke er blevet yderligere lemlæstet siden 1864, da vi stod jordmord ved Tysklands blodige fødsel.

Ud af den hyggelige krog
Ikke desto mindre har global opvarmning trukket Danmark ud af sin hyggelige krog og påmindet stormagterne om, at vi stadig kontrollerer verdens 12. største territorium, nemlig Grønland.

Arktis er på kurs til at blive isfri i 2040, og de nye søveje, der åbenbares af den vigende indlandsis, har tiltrukket de geopolitiske hajer. 

I 2008 mødtes de fem arktiske stater – Danmark, Norge, Canada, Rusland og USA – i Ilulissat og dedikerede sig der til at løse eventuelle stridsmål i regionen fredsommeligt.

Et årti har vist sig som en evighed i politik, og få geopolitiske scener er bedre sat til konflikt. I modsætning til det Sydkinesiske hav eller Ukraine, er Arktis nemlig ikke en lus fanget mellem kun 2 negle, men ligger nydeligt imellem hele tre stridslystne konkurrenter. 

Kan man holde hovedet koldt?
Siden 1942 har USA vedligeholdt luftbasen ved Thule, og som medstifter af NATO er Danmark og dermed Grønland også traditionelt blevet anset som værende inden for den amerikanske indflydelsessfære.

Den skaldede ørn, der okkuperer 1600 Pennsylvania Avenue, tåler ingen udfordring, og da Trump-administrationens såkaldte ”Axis of adults” smelter hurtigere end is, bliver det stadig mere usikkert, om man vil kunne holde hovedet koldt, mens norden kommer i kog. 

I Rusland har Zar Vladimir bygget sin autokratiske autoritet på et fatamorgana af militær magt, og den russiske flåde er afhængig af farvandet øst for Grønland for at nå ud i Atlanterhavet. Derfor har russerne arbejdet hårdt på at genoprette deres militære kapacitet i Arktis, og spændingen fra Baltikum vil hurtigt kunne sprede sig nordover.

Riget i midten
Russisk-amerikansk spænding er naturligvis intet nyt for Danmark, der har siddet i skarpere sakse. X-faktoren kommer denne gang fra riget i midten.

Kina har nemlig deklareret, at deres store prestigeprojekt ”Bælte og Vej Initiativet”, en kolossal kæde af infrastrukturinvesteringer, skal inkludere en ”polar silkevej”.

En drage ruger bag formand Xi Jinpings blide ydre. Den har som i de gamle eventyr også en guldskat, men den hviler ingenlunde roligt på sine kostbarheder.

I stedet har Kina forvandlet sine kapitalreserver til et sindrigt politisk våben. Kinas generøse investeringer bør nemlig ikke sammenlignes med den gamle Marshall-plan, men bærer en mere slående lighed med en mafioso, der lokker sit klientel i dybere og dybere gæld og derved uddyber deres afhængighed af hans generøsitet.

Kinas metode blev skræmmende tydelig, da Philippinerne, på trods af at have fået medhold i den internationale voldgiftsret, gav afkøb på retten til Scarborough-skæret til gengæld for en genrøse handelsaftale og omfattende udviklingsbistand. 

Det rådnende fællesskab
Kina er styret frem i Arktis og er utvivlsomt den mest destabiliserende faktor i regionen, da de tilbyder netop, hvad Grønlands befolkning fattes: penge.

Rigsfællesskabet mellem Grønland og Danmark er rådnet hurtigere end indlandsisen, og det eneste reelle bånd imellem os er bloktilskuddet, der dækker halvdelen af Grønlands udgifter.

Ikke desto mindre er fattigdommen udbredt, uligheden jammerlig og velfærden sørgelig - sammenlignet med den velstand og hygge, vi har herhjemme.

Eftersom hverken sprog eller kultur længere forbinder Grønland og Danmark, dominerer uafhængighed den politiske mainstream, og det er nu kun et spørgsmål om, hvornår og hvor drastisk Grønland løsriver sig.

Hvis Kina rækker sin gyldne krog frem og tilbyder en økonomisk holdbar version af uafhængighed, kunne Danmark let miste sit sidste skær af storhed, og Arktis kunne snart bløde såvel som smelte.