Debat: Staten sylter sag om forskelsbehandling i Grønland

DEBAT: Den danske stat er alt for fodslæbende i sin håndtering af den forskelsbehandling, der sker af statsansatte etniske grønlændere og etniske danskere i Grønland, skriver Aaja Chemnitz Larsen (IA) og forbundsformand for Politiforbundet, Claus Oxfeldt.

Af Aaja Chemnitz Larsen (Inuit Ataqatigiit)
Medlem af Folketinget
Claus Oxfeldt
Forbundsformand, Politiforbundet.

Det er efterhånden over 25 år siden, at fødestedskriteriet for statens ansatte i Grønland blev afskaffet, og grønlandske og danske offentligt ansatte fik samme vilkår. Det var en stor forandring, der skabte glæde hos både grønlandske og danske statsansatte, herunder sygeplejersker og skolelærere.

Glæden var også at mærke hos den grønlandske befolkning generelt, da det var et skridt i retningen mod et mere ligeværdigt og retfærdigt samfund. Datidens fødestedskriterium bliver i dag med rette husket som en uretfærdig og fuldkommen uacceptabel periode, hvor et menneske blev stillet ringere, blot fordi han eller hun var født det forkerte sted.

Nu står vi her over 25 år senere og må desværre erkende, at datidens fødestedskriterium, som vi finder så grundlæggende forkert, ikke fuldstændigt har sluppet det grønlandske samfund.

Et af de største problemer
Den dag i dag oplever vi stadig, at eksempelvis grønlandske politifolk på nogle områder fortsat har ringere vilkår end deres danske kolleger, fordi de danske og grønlandske politifolk tilhører hvertt deres aftaleområde, selvom de har nøjagtigt samme arbejdsgiver.

Disse forskelle består, på trods af at Politiforbundet har aftalt løntillæg til de grønlandske politifolk for at udligne lønforskellene mellem danske og grønlandske politifolk og i øvrigt fortsat arbejder for, at der skabes helt lige løn- og arbejdsvilkår.

Andre statsansatte i Grønland, for eksempel anstaltsbetjentene, har ikke tilsvarende tillægsordninger og oplever derfor endnu større forskelle i løn- og ansættelsesvilkår.

Siden 2016 har længden og indholdet på politiuddannelsen stort set været det samme i Danmark og Grønland. Udfordringerne som politiansat er absolut ikke mindre i Grønland. Faktisk har grønlandske politifolk helt særlige udfordringer som følge af den meget anderledes geografi, på grund af infrastrukturen, for slet ikke at tale om de klimatiske udfordringer.

Fundamental forskelsbehandling
I dag tilkaldes stadig mange politifolk fra Danmark til Grønland for at kunne fylde alle pladser ud på alle politistationer. Dette indebærer også særlige udfordringer for de grønlandske politifolk, eftersom det jo er dem, som i samarbejdet med deres danske kolleger har de sproglige forudsætninger for at kunne løse mange af opgaverne.

Også med hensyn til arbejdstid er der markante forskelle mellem danske og grønlandske statsansatte. I Danmark har de statsansatte en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer om ugen – i Grønland er den 40 timer. Det skal dog retfærdigvis bemærkes, at danske politifolk, som assisterer i Grønland, også har en 40 timers arbejdsuge.

Efter vores opfattelse er det et fundamentalt problem inden for rigsfællesskabet, at ansatte med samme arbejde, og som arbejder for samme arbejdsgiver, oplever en fundamental forskelsbehandling med hensyn til fastsættelsen af løn- og arbejdsvilkår.

En krænkelse af retfærdighedsfølelsen
Disse forskelle krænker retfærdighedssansen, og det er et emne, som gang på gang bliver taget op hos de grønlandske politifolk, vi møder i Grønland. Disse frustrationer over ringere vilkår er et irritationsmoment og lægger kimen til utilfredshed – og med god grund.

Lige meget hvor meget man elsker sit arbejde, er der også et behov for at føle retfærdighed. Ellers kommer arbejdslivet aldrig helt i balance. Og det er det, vi mener, når vi indledningsvis skriver, at fødestedskriteriet ikke helt har sluppet det grønlandske samfund.

For selvom det teknisk og juridisk set næppe er korrekt, så oplever de hjemmehørende grønlandske politifolk, at de nuværende forskelle i løn og arbejdsvilkår – ud over at være begrundet i den geografiske placering af deres faste arbejdssted i rigsfællesskabet – også er begrundet i deres etnicitet. Noget, som vi alle i dag heldigvis tager afstand fra.

Det forhold, at arbejdsvilkårene for politifolkene i Grønland yderligere besværliggøres af utidssvarende udstyr til radiokommunikation, forringet it-adgang samt udstyr, og at de oplever, at moderniseringen af disse for arbejdet så vigtige redskaber foretages i et væsentlig lavere tempo, end hvad man ser i Danmark, er kun med til at styrke frustrationerne over vilkårene for politifolk i Grønland.

Sneglefart skaber frustration
Den danske stat, og nok særligt Finansministeriet, hænger godt og grundigt i bremsen. Siden 2013 har Inuit Ataqatigiit i Folketinget taget lønforskelle og arbejdsvilkår op politisk. Som følge af pres fra blandt andet Inuit Ataqatigiit i Folketinget, blev der i 2017 nedsat en arbejdsgruppe. Den havde til opgave at undersøge løn- og ansættelsesvilkårene for politifolk og anstaltsbetjente i Grønland.

Det, som blot er blevet en syltekrukke, er udskudt igen og igen til stor frustration. I en tid, hvor der fra Danmarks side er stort fokus på at bevare og styrke rigsfællesskabet, vækker det undren, at en så følsom sag for Grønland ikke ligger højere på regeringens prioriteringsliste.

Forrige artikel Professor: Fnidderet må vige for en arktisk forskningsudvikling Professor: Fnidderet må vige for en arktisk forskningsudvikling Næste artikel Aleqa Hammond: Danmark mangler en langsigtet strategi for Arktis Aleqa Hammond: Danmark mangler en langsigtet strategi for Arktis