Filmproducer til den danske presse: I burde skamme jer

Uforbeholden støtte til dokumentaren

Med udgangspunkt i dokumentarfilmens filmiske og dokumentariske kvaliteter tager jeg kraftigt afstand fra den uanstændige og destruktive reaktion, den har været udsat for siden lanceringen på DR 9. februar, kulminerende med DR’s afpublicering af dokumentaren 19. februar.

Jeg udtrykker en lige så uforbeholden støtte til skaberne af og de medvirkende i dokumentarfilmen samt til DR for modet til i første omgang at programsætte og vise dokumentaren.

Der er intet afgørende, som er faktuelt forkert i dokumentaren, herunder de to gange 400 milliarder kroner i omsætning. Der er i dokumentaren klare beskrivelser af dokumentarens præmisser. Der er i dokumentaren intet afgørende, som er etisk forkert, herunder de to grønlandske politikeres reaktioner.

Det, der udspiller sig i den danske presse lige nu, er intet mindre end uværdigt.

Klaus Georg Hansen
Filmproducer og ph.d. i Grønlands kolonihistorie

Intet af det, som er blevet kritiseret, kompromitterer kernen i dokumentarens fortælling, nemlig at der er sket en økonomisk udbytning af Grønland som dansk koloni.

Set i forhold til den danske presses reaktioner efter lancering af dokumentarfilm om Grønland, såsom 'Flugten fra Grønland' (2006) og 'Kampen om Grønland' (2020), er der lige nu tale om en voldsomt tendentiøs og direkte primitiv journalistisk dækning af dokumentarfilmen fra Grønland, 'Orsugiak – Grønlands hvide guld'.

Det danske narrativ

Der er selvsagt en årsag til, at reaktionerne i Danmark er så voldsomme. Årsagen kan kobles direkte sammen med, at dokumentarfilmen rammer ind i solar plexus af det danske narrativ.

Det danske narrativ, som i sin grundform blev skabt i 1830'erne, går på, at Danmark har været den gode kolonimagt i Grønland; at Danmark har gjort en uegennyttig civiliserende indsats for Grønland og dets befolkning; at Danmark har ofret et stort økonomiske bidrag i sin bestræbelse på at hjælpe Grønland.

Det narrativ lever stærkt endnu i Danmark her næsten 200 år senere og ligger helt på linje med de narrativer, som de øvrige europæiske kolonimagter på det tidspunkt skabte for deres tilstedeværelse i og udbytningen af deres kolonier. Lige nu hænger Danmark som den eneste kolonimagt fortsat fast i et klassisk kolonimagtsnarrativ.

Det er dette bundforældede danske narrativ, som dokumentarfilmen har formået at punktere.

Desværre er punkteringen blevet mødt med en massiv fornægtelse, som viser, at meget store dele af dansk presse desværre endnu ikke formår at være reflekterende nok til at tage en konstruktiv dialog om dansk koloniherredømme i Grønland på et bredere grundlag end det gamle danske partsnarrativ.

Korthuset er væltet

I de senere år har der i forvejen været fokus på den ene problematiske sag efter den anden. De sager har indtil nu til dels været forsøgt bortforklaret med det forældede danske narrativ om, at alt foregik i den bedste mening, om end dette mantra er kommet til at lyde stedse mere hult.

Til den danske presse skal herfra lyde: I burde virkelig skamme jer, herfra og til den kommende undskyldning foreligger.

Klaus Georg Hansen
Filmproducer og ph.d. i Grønlands kolonihistorie

Men så pludselig hin søndag i februar 2025 kom der som et lyn fra en klar blå himmel en dokumentarfilm, der har sat sig for at belyse en lille flig af de rå økonomiske relationer mellem Danmark og Grønland.

Det var en uventet indtrængen i den danske komfortzone. Dokumentarfilmen 'Orsugiak – Grønlands hvide guld' spiller modigt trumfkortet 'økonomi'.

Her kom noget, som Danmark ikke ville kunne acceptere, uden at det narrative danske korthus for alvor ville styrte i grus. Nogen var nødt til at træde i karakter og forsvare det gamle hæderkronede (men hule) danske narrativ.

Den danske offentlighed var helt uforberedte på at skulle forholde sig til en blotlægning af den danske koloniale økonomi. Det har store del af den danske presse så reageret på i panik ved at gå til modangreb med fornægtelse og afledning fra kernen i sagen, godt flankeret af gadens parlament på SoMe.

Som indledningsvist anført har reaktionerne på en måde været forventelige, for den danske reaktion er lige efter bogen om reaktioner på alvorlig chok. Lige nu er store dele af dansk presse og tilhørende hadekor i den første fornægtende fase. Der må og skal findes syndebukke.

Først blev den redelige dokumentarfilm fornægtet som et falsum. Det er ikke rigtig lykkedes. Dernæst er DR blevet hængt ud på det groveste som en uansvarlig budbringer. Det endte med, at DR i et desperat forsøg på politisk overlevelse så sig nødsaget til at udøve selvcensur og skride til afpublicering af dokumentaren. Men det var heller ikke nok. Siden er de involverede i dokumentaren blevet angrebet personligt på helt uanstændig vis.

Sideløbende er en række andre grønlandske filmskabere blevet misbrugt i den danske presses uindskrænkede vendetta. Til den danske presse skal herfra lyde: I burde virkelig skamme jer, herfra og til den kommende undskyldning foreligger.

Akut behov for dyb dansk selvransagelse

Det står helt klart, at en forudsætning for at etablere en konstruktiv dialog mellem Danmark og Grønland fremadrettet, er, at Danmark må bryde fuldstændigt med det snart 200 år gamle kolonisatornarrativ om, hvorfor Danmark beskæftiger sig med Grønland.

Det totale fravær af kritisk refleksion fra dansk side er meget beskæmmende at være vidne til.

Klaus Georg Hansen
Filmproducer og ph.d. i Grønlands kolonihistorie

Danmark er nødsaget til at foretage en diskursiv drejning, hvis der skal skabes grundlag for en konstruktiv dialog mellem Danmark og Grønland. Bolden ligger lige nu i dén grad på den danske banehalvdel.

I den aktuelle sammenhæng er det totale fravær af kritisk refleksion fra dansk side meget beskæmmende at være vidne til. Det er uværdigt for et land, som holder fanen for demokrati så højt, som Danmark gør i alle sammenhænge.

Danmark må ganske enkelt vise sig voksen nok og tage sig sammen og straks igangsætte en dyb, kollektiv dansk selvransagelse.

Danmark er nødt til at erkende, at det næsten 200 år gamle narrativ nu skal skiftes ud. Danmark har et kæmpe moralsk ansvar for at afkolonisere den forældede danske fortælling om forholdet mellem Grønland og Danmark.

Desuden håber jeg, at kronikken her kan være med til at sikre, at vi filmskabere i Grønland i fremtiden kan få plads til at skabe dokumentarfilm, som ser på forholdet mellem Grønland og Danmark i vores egen naturlige ret, og som anerkendes i Danmark som ligeberettigede fortællinger.

Vi er nødt til at tage retten til at fortælle vores egen vinkel på kolonitiden tilbage til Grønland, og vi har en naturlig forventning om, at vores dokumentarfilm bliver taget alvorligt, også i Danmark.