Greenpeace om Ilulissat: Beskyttelsen af Det Arktiske Ocean er deprimerende

DEBAT: Der er ingen grund til skåltaler, når ministre fra Ilulissat-landene i disse dage mødes for at fejre 10-året for erklæringen. På trods af erklæringens fine hensigter, er manglen på beskyttelse af Det Arktiske Ocean nemlig total, skriver Sune Scheller fra Greenpeace.

Af Sune Scheller
Projektleder, Greenpeace

Lige nu fejrer Anders Samuelsen sammen med udenrigsministrene fra de arktiske kyststater 10-året for Ilulissat-erklæringen i Grønland. Heri har USA, Norge, Rusland, Canada og Kongeriget Danmark erklæret, at problemstillinger relateret til det Arktiske Ocean skal håndteres inden for rammerne af international lov.

Her er der især tænkt på kyststaternes krav om retten til havbunden omkring Nordpolen - en langstrakt proces forankret i FN’s Havretskommission, hvor Danmark også har gjort sine krav gældende.

Der er i høj grad grund til at fejre tiltag, der søger at løse konflikter gennem diplomatiets vej frem for den militære. Det er imidlertid også vigtigt at påpege, at der i Ilulissat-erklæringen også er en fremtrædende anerkendelse af det unikke Arktiske Ocean og de fem kyststaters særlige forpligtelse til at beskytte det marine miljø.

Her 10 år efter skåltalerne i Ilulissat er manglen på bedre beskyttelse af Det Arktiske Ocean total.

Arktis mangler havbeskyttelse
I dag nyder blot 4,7 procent af det arktiske havområde en form for beskyttelse. Det er et tal, der står i skærende kontrast til de 10 procent af klodens havområder, verdenssamfundet igennem FN har forpligtet sig på at beskytte i 2020.

Tager man Arktis som målestok, har kyststaterne - og altså heriblandt Kongeriget Danmark - kun formået at udpege halvdelen her to år inden deadline.

Tallet bliver på ingen måde mere imponerende af, at tallet allerede var 4,1 procent i 2005 - tre år inden aftalen i Ilulissat. På 10 år har man altså kun formået at udpege langt mindre end én procent til beskyttelse. Fortsætter den nuværende hastighed, vil vi først nå målet om 10 procent havbeskyttelse i 2113.

Helt deprimerende bliver det, når man ser nærmere på graden af beskyttelse af områderne i Nord- og Nordøstgrønland, der tæller langt størstedelen af Kongerigets bidrag. På IUCN’s 6-trins skala er beskyttelsen i den helt slappe ende med et såkaldt beskyttelsesniveau 5.

Det er på ingen måde et manglende datagrundlag, der står bag navlepilleriet i Arktis. Arktisk Råd og Grønlands Naturinstitut har gennem årene produceret værdifulde data, der har medvirket til at identificere særlige havområder, som bør beskyttes.

98 områder er blevet identificeret med en samlet størrelse på 14 millioner kvadratkilometer eller 76 procent af det samlede arktiske marine område. I grønlandsk farvand har forskere udpeget ikke mindre end fire områder som mulige verdensarvssteder.

Effektivt tilbageslag
Den manglende politiske vilje fra grønlandske og danske politikere er den egentlige stopklods. Det gælder naturligvis områder inden for Rigsfællesskabets territorium, men i høj grad også i internationalt farvand uden for den eksklusive økonomiske zone.

Gennem de senere år har der gennem det internationale OSPAR-samarbejde eksisteret et forslag om beskyttelse af det arktiske, internationale havområde i direkte forlængelse af Nordøstatlanten. Et forslag, der effektivt er blevet blokeret af Rigsfællesskabet, Norge og Island.

Danmarks medvirken til at få lagt forslaget i graven var et solidt skridt i den forkerte retning, når det gælder det fortsatte fravær af et internationalt juridisk regime, der kan udpege beskyttede havområder i de internationale farvande i Arktis.

Ilulissat-erklæringen og initiativet bag har ifølge en undersøgelse været medvirkende til at lægge låg på tiltag om yderligere internationale institutioner med slagkraft i regionen. Men bundlinjen er, at hverken Ilulissat-erklæringen, OSPAR, Arktisk Råd eller de arktiske kyststater har formået at sikre en bedre havbeskyttelse.

I Grønlands egen interesse
Grønland er et land, som i høj grad er afhængige af dets naturressourcer. Det gælder især de marine ressourcer, der understøtter landets fiskeri og absolut vigtigste økonomiske indtægtskilde.

Oprettelsen af strategiske havreservater er et vigtigt værktøj, der kan medvirke til at sikre fiskebestande og gøre økosystemer i havet mere robuste over for trusler fra blandt andet klimaforandringer, havforsuring, ressourceudvinding.

Derfor bør det også være i Grønlands egen interesse at sætte fart på havbeskyttelsen med oprettelsen af beskyttede områder, der kan bidrage til at fremtidssikre landets levegrundlag.

Det er slemt nok, at både Danmark og Grønland nøler med havbeskyttelsen i områder under Rigsfællesskabets kontrol, men det er dog endnu værre, at man i fællesskab modarbejder tiltag, der søger at beskytte havområder i internationalt farvand. Farvand, der ikke tilhører Grønland eller Danmark, men er en del af den fælles verdensarv.

Her må der allerede i dag, i morgen og de næste ti år - på Ilulissat-erklæringens bagtæppe af gode intentioner - leveres markant mere for et af verdens mest enestående havområder.

Forrige artikel S: Vi skal undgå en militær magtkamp i Arktis S: Vi skal undgå en militær magtkamp i Arktis Næste artikel Professor: Kvalitetsskole på grønlandsk er første skridt til uafhængighed Professor: Kvalitetsskole på grønlandsk er første skridt til uafhængighed
Den grønlandske lufthavnsrevolution

Den grønlandske lufthavnsrevolution

FREMTID: Udvidelsen af to lufthavne vil forandre Grønland for altid. Det er i hvert fald håbet hos tilhængerne af Grønlands største offentlige investering nogensinde.