Bliv abonnent
Annonce
Debat

Grønlænder: Vi kan ikke stole på, at Trump overholder de aftaler, han indgår

Mere USA vil ikke være godt for grønlænderne, skriver Emil Chemnitz.
Mere USA vil ikke være godt for grønlænderne, skriver Emil Chemnitz.Foto: Nathan Howard/Reuters/Ritzau Scanpix
14. januar 2026 kl. 02.00

E

Fhv. praktikant ved den grønlandske repræsentation i Washington D.C.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det har været fremme i medierne, at amerikanerne måske tilbyder den grønlandske befolkning et meget stort kontantbeløb. Disse overvejelser finder sted blandt folk omkring Trump, selvom 85 procent af grønlænderne i en meningsmåling sidste år sagde klart "nej" til at blive en del af USA. 

Selv hvis Grønland tog imod tilbuddet om et kontantbeløb, vil det formentlig betyde hyperinflation i Grønland og sende det grønlandske folk i en katastrofal og ødelæggende økonomisk krise. 

På trods af det grønlandske folks klare afvisning af at blive en del af USA, må det forventes, at USA vil fremlægge et aftaleudkast for eksempel i forbindelse med mødet mellem Vivian Motzfeldt, Lars Løkke Rasmussen, vicepræsident J.D. Vance og USA's udenrigsminister Marco Rubio onsdag. 

Trump truede på rent gangstermanér Grønland og Danmark den 9. januar på kamera med følgende ord: ”Vi vil gøre noget vedrørende Grønland, uanset om de vil det eller ej… Jeg ville foretrække, vi lavede en aftale, I ved, på den lette måde, men gør vi det ikke på den lette måde, så gør vi det på den hårde måde.” 

Læs også

Hvis USA fremlægger et aftaleudkast, vil dette aftaleudkast formentlig indeholde løfter om selvstændighed, fred og penge til Grønland. Det har USA gjort mange gange før til oprindelige folk i USA som for eksempel cherokeserne (Aniyvwiya), sioux (Oceti Sakowin) og apache (Ndé).   

Oprindelige folk kan ikke stole på USA

Nogle i Grønland taler for, at Grønland alene skal forhandle og indgå aftaler med USA. Men jeg må på det kraftigste advare mine landsmænd i Grønland mod at tro, at Grønland kan indgå aftaler med USA, som USA vil overholde. Tværtimod vil det være farligt for Grønland og alle i Grønland at indgå aftaler med USA.

Amerikanerne har historisk lavet mellem 350 og 500 traktater med oprindelige folk i USA (det eksakte tal afhænger af opgørelsesmetoden). 

Men et oprindeligt folk som det grønlandske folk kan ingen tillid have til USA. Aftalerne med oprindelige folk blev underskrevet af USA's præsidenter, og flere er ratificeret af USA’s kongres. 

I disse aftaler (traktater) fremgik løfter til oprindelige folk om fred, sikkerhed, selvstændighed og årlige pengeudbetalinger (annuities). USA har brudt næsten alle deres løfter, der stod i de traktater. Nu lever oprindelige folk i fattigdom i små reservater med meget lidt selvbestemmelse i forhold til det, de engang havde.  

Oprindelige folk kan ikke stole på USA. Og slet ikke nu, hvor Trump er præsident. Trump er en patologisk løgner. 

Emil Chemnitz
Fhv. praktikant ved den grønlandske repræsentation i Washington D.C.

Oprindelige folk kan ikke stole på USA. Og slet ikke nu, hvor Trump er præsident. Trump er en patologisk løgner. I sin første præsidentperiode udtalte han mere end 30.000 løgne og vildledende påstande. Dette tal er blot steget siden. For eksempel har han sagt, at der vrimler med kinesiske og russiske skiber langs Grønlands kyst. Passer det? Nej. Har I set nogle?  

Så sent som i juni 2025 brød Trumps regering en aftale mellem USA's regering fra 2023 og fire oprindelige folk, der blandt andet vedrørte beskyttelse af vigtige laksegydesteder omkring Columbia-floden i delstaten Washington.   

Selvstændighed er uforenligt med realiteterne

Nogle stemmer i Grønland gentager på Facebook "Vi vil ikke være amerikanere, vi vil ikke være danskere. Vi vil være grønlændere." Udsagnet viser det klare ønske, der er blandt mange i Grønland, ønsket om selvbestemmelse og selvstændighed. 

Jeg har stor sympati for ønsket, men udsagnet overser de geopolitiske realiteter.  

USA vil aldrig tillade et reelt selvstændigt Grønland. Allerede i dag er Grønlands geopolitiske handlerum stærkt begrænset. Det er ikke uden grund, at USA har militærbaser i Pituffik og i Kangerlussuaq.

Læs også

Disse baser er en vigtig del af USA's missilforsvar og luftforsvar. Under Den Kolde Krig, da USA var meget bange for Sovjetunionen, havde USA tusindvis af soldater udstationeret i Grønland.  

I de senere år har vi set, hvordan USA's tidligere forsvarsminister James Mattis begrænsede Grønlands handlefrihed i forbindelse med anlæggelsen af lufthavnene i Grønland. I 2017 arbejde Kielsens regering på få aftaler og lån fra Kina til anlæggelsen af lufthavnene. I stedet kom Danmark, formentlig grundet Mattis pres, med en fordelagtig lånepakke til Grønland.  

Selvom Trump truer med at overtage Grønland, fordi det vil sikre hans eget psykologiske velbefindende, så har både republikanske og demokratiske senatorer meddelt, at USA ikke skal overtage Grønland, som er en del af rigsfællesskabet.

En annektering af Grønland vil kunne skabe utryghed blandt andre amerikanske Nato-allierede i Europa og svække USA's troværdighed som Vestens leder, der beskytter sine allierede. 

Den amerikanske fare

Grønlands nuværende selvstyre er kun muligt, fordi Grønland er en del af rigsfællesskabet og dermed også af Nato og i tæt forbindelse med EU. Den eneste grund til, at USA, Rusland og Kina ikke har annekteret Grønland, er, at Grønland er en del af rigsfællesskabet.  

Skulle Grønland blive lokket eller truet til selvstændighed, så vil USA formentlig i løbet af kort tid annektere Grønland.

Emil Chemnitz
Fhv. praktikant ved den grønlandske repræsentation i Washington D.C.

Grønlands befolkning er alt for lille og økonomien for ringe til at kunne igangsætte en egentlig statsdannelse med alt, hvad det indebærer af jurister med speciale i folkeret og statsret og tolke, der kan tale andre vigtige diplomatiske sprog end engelsk, jeg tænker her på kinesisk og fransk. 

Dem har vi nærmest ingen af i Grønland. Vi har få højtuddannede akademikere inden for statsøkonomi, embedsfolk, militær med mere.

Skulle Grønland blive lokket eller truet til selvstændighed, så vil USA formentlig i løbet af kort tid annektere Grønland. USA vil ikke kunne leve med, at Rusland eller Kina måske gør det. 

Og uden rigsfællesskabets alliancer med Nato-lande og EU vil der ikke være nogle til at forsvare Grønlands selvstændighed. Håb om dette vil alt andet lige være himmelråbende naivt. USA vil gå ind Grønland få timer, ja måske få minutter, efter selvstændighed. 

Og som det fremgår i første afsnit i denne artikel, vil det ikke være godt for et lille oprindeligt folk som inuit i Grønland, at der kom mere USA til Grønland. 

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce

Nyhedsoverblik




Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026