Grønlandsk forfatter: Den største trussel mod Grønlands selvstændighed kommer ikke fra Danmark

Juaaka Lyberth
Forfatter og kommunalbestyrelsesmedlem i Nuuk for Inuit Ataqatigiit (IA)
Uagtet kritikken af DR's kryolitdokumentar er det selvfølgelig vigtigt, at få afklaret en række forhold i historien Grønland og Danmark imellem. Det omfatter selvfølgelig også, hvordan de økonomiske værdistrømme hang sammen gennem 300 års forbundethed.
Historien er nemlig meget mere nuanceret end det, der blev fortalt i 'Det hvide guld'.
Jeg mener dog, at det væsentligste emne at debattere for os nu burde være USA's aggressive imperialistiske politik med Trump i spidsen samt hvilke konsekvenser, det kan få os i Grønland, hvis Trump får kontrol med Grønland.
Det billede, der dukker op i mit sind, er fra Det Gamle Testamente, hvor den lille David skal kæmpe mod den store Goliat. Jeg trøster mig ved, at det var den lille David, der vandt den ulige kamp.
For den største trussel mod Grønlands selvstændighed kommer ikke fra Danmark. Truslen kommer først og fremmest fra USA og Trumps imperialisme. Derfor mener jeg, at Grønland i fællesskab med Danmark og EU, bør skabe en fælles front mod USA's aggressive fremfærd.
Trumps underliggende motiver
USA har som bekendt allerede militære anlæg i Grønland, som de kan udvide. Investeringer i minedrift har de også allerede rig mulighed for.
Trumps idéer er derfor ren og skær imperialistiske. Den såkaldte fredsplan for Ukraine og det amerikanske ønske om at tilegne sig den ukrainske undergrund er desværre også en kedelig temperaturmåling for Trumps interesse i Grønland.
Trump er ligeglad med den grønlandske befolkning. Det er landet og dets ressourcer, han ønsker.
Juaaka Lyberth
Forfatter og kommunalbestyrelsesmedlem i Nuuk for Inuit Ataqatigiit (IA)
Jeg tror på, at Grønland kan blive et selvstændigt land ude i fremtiden. Det vil åbenlyst kræve en række reformer, men økonomisk selvstændighed bør være målet.
Der er, for mig at se, ingen tvivl om, at forholdet mellem Grønland og Danmark skal fornyes gennem nye aftaler og en ny ramme for rigsfællesskabet. Men det er også nødvendigt, at der kommer en forsoning mellem Grønland og Danmark.
Hvis man er i tvivl, skal man blot skæve til den debat, der foregår i Grønland om dels DR's kryolitdokumentar, men også satireindslaget fra 'Tæt på sandheden', som på hver deres måde gnider salt i såret af den oplevede uretfærdighed fra spiralsagen, sagen om juridisk faderløse og så videre.
Fælles front mod Trump
Vi skal altså forsone os med hinanden og vores forskellige vilkår i en fælles fortid.
Men når det er sagt, så er fortiden fortid, og det er også tid til at se fremad, så vi sammen kan danne fælles front mod Trumps ønske om at få fuld kontrol med Grønland.
Trump er ligeglad med den grønlandske befolkning. Det er landet og dets ressourcer, han ønsker.
Og måske også en plads i historiebøgerne som den, der udvidede USA's areal. Derfor må vi bruge alle vores kræfter på at bekæmpe Trumps imperialisme. Det er Davids kamp mod Goliat, vi står midt i.
Artiklen var skrevet af
Juaaka Lyberth
Forfatter og kommunalbestyrelsesmedlem i Nuuk for Inuit Ataqatigiit (IA)
Omtalte personer
Nyhedsoverblik

Grønlands nye folketingsmedlemmer sætter turbo på opbruddet i rigsfællesskabet

Ny grønlænder på Borgen: En kommende dansk regering skal bakke op om at ændre selvstyreloven og grundloven

Sidst fiskede Løkke efter grønlandsk støtte på valgnatten. Det problem har han ikke nu

Her er de nordatlantiske mandater

De kan blive afgørende: Det har de nordatlantiske partier sagt om, hvem de vil pege på


















