Grønlandsk politiker: Grønland bør føre sin egen dialog med USA

Fastholder et kolonialt magtforhold

Den nuværende Selvstyrelov er ikke symbolpolitik. Den er en bindende retsakt, vedtaget af både det grønlandske og det danske folk. I §12 står det sort på hvidt, at Naalakkersuisut kan forhandle og indgå folkeretlige aftaler med fremmede stater og internationale organisationer, når aftalerne alene vedrører Grønland og fuldt ud angår overtagne sagsområder. Det er ikke en gråzone. Det er klar lovtekst.

Med andre ord: Når Grønland har hjemtaget et ansvarsområde – eksempelvis råstoffer, fiskeri, uddannelse eller miljø – har vi også ret til selv at forhandle internationale aftaler på disse områder. Det gælder både bilateralt og multilateralt. Det gælder også i relationen til USA.

At insistere på, at Grønland ingen udenrigspolitiske beføjelser har, er derfor enten udtryk for manglende viden eller bevidst fordrejning. Begge dele er problematiske. For det fastholder et kolonialt magtforhold, hvor Danmark fortsat fremstiller sig selv som Grønlands udenrigspolitiske formynder – på trods af, at lovgivningen siger noget andet.

Men udenrigspolitik handler ikke kun om formelle regeringsaftaler. Den handler også om parlamentarisk diplomati. Grønland skal selv have direkte kontakt med USA – ikke kun på regeringsniveau, men også på parlamentarisk niveau. Det er helt normalt i moderne diplomati, at parlamenter nærer egne relationer og udveksler erfaringer og lærer hinanden at kende rent politisk. Hvorfor skulle Grønland være undtagelsen?

Grønland skal selv have direkte kontakt med USA – ikke kun på regeringsniveau, men også på parlamentarisk niveau.

Juno Berthelsen
Medlem af Inatsisartut for Naleraq 

Verden har ændret sig

Når grønlandske folkevalgte mødes direkte med amerikanske kongresmedlemmer i USA, er det ikke et brud på det, man ynder at kalde ”"rigsfællesskabet" eller loven. Det er demokratisk selvudfoldelse. Det er en naturlig konsekvens af, at Grønland har sit eget parlament og sit eget politiske mandat fra befolkningen.

Den samme ret anvender Danmark til at opretholde relationer med andre lande som USA på parlamentarisk niveu, med sit eget politiske mandat fra den danske befolkning.

Problemet er, at Danmark stadig tænker i et hierarkisk system, hvor udenrigspolitik ses som et kerneområde, der kun kan håndteres fra København. Men verden har ændret sig.

Internationale relationer foregår i dag på mange niveauer: statsligt, regionalt, lokalt og parlamentarisk. Hvis Grønland skal kunne varetage egne interesser – særligt i en tid med øget stormagtsinteresse i Arktis – kan vi selvsagt ikke være reduceret til en passiv tilskuer.

Danmark har svært ved at give slip

USA har strategiske interesser i Grønland. Det er ikke nyt. Men det er nyt, at Grønland i stigende grad selv formulerer sine politiske prioriteter. Det kræver, at vi også selv sidder ved bordet. Ikke som et bilag til den danske delegation, men som en selvstændig politisk aktør. Det er en naturlig forlængelse af selvstændighedsprocessen.

Her opstår en ubehagelig sandhed: Danmark har svært ved at slippe kontrollen. Man taler gerne om partnerskab og respekt, men i praksis ser vi gang på gang, at Grønland bliver behandlet som et udenrigspolitisk problemfelt, der skal "håndteres" fra dansk side – ikke som et folk med egne interesser og mål.

Når DR ukritisk gengiver påstanden om, at Grundloven forhindrer Grønland i at føre udenrigspolitik, afslører det et strukturelt problem i dansk mediedækning. Man citerer ikke Selvstyreloven. Man gentager bare gamle forestillinger om, hvem der "bestemmer".

Tiden for symbolske gestusser er forbi. Grønland skal føre sin egen udenrigspolitik.

Juno Berthelsen
Medlem af Inatsisartut for Naleraq 

Men her er realiteten: Grønland er ikke en dansk region. Vi er et folk med ret til selvbestemmelse, anerkendt i folkeretten. Selvstyreloven er et skridt på den vej – ikke en endestation. Når vi bruger de beføjelser, loven giver os, er det ikke illoyalitet. Det er ansvar.

Ansvar over for vores befolkning. Over for vores økonomi. Over for vores virkelighed og vores fremtid.

Hvis Grønland skal kunne navigere i en verden præget af geopolitisk konkurrence og andre landes interesser kræver det politisk engagement gennem diplomati. Det kræver, at vi selv definerer vores relationer. Også til USA. Også på parlamentarisk niveau.

Danmark må beslutte sig: Enten respekterer man Selvstyreloven og folkeretten – eller også må man ærligt indrømme, at man ikke mener, Grønland bør have reel politisk indflydelse. Begge dele kan ikke være sande på samme tid.

Tiden for symbolske gestusser er forbi. Grønland skal føre sin egen udenrigspolitik – på sit eget folks vegne. Det er ikke en trussel mod det danske Kongerige. Det er en konsekvens af det.

Og den konsekvens bør Danmark begynde at tage alvorligt.