Forsker i postkoloniale forhold: Danmark og Grønlands relation er en historisk kampplads

Bagsiden af medaljen

300-året for Hans Egedes ankomst til Grønland i 2021 blev således anledning til at diskutere kolonitid og afkolonisering.

Antropolog og journalist Anne Kirstine Hermann fik stor medieopmærksomhed med sin bog Imperiets børn. Da Danmark vildledte FN og Grønland for at beholde sin sidste koloni, som fremhæver en række problematiske aspekter af moderniseringspolitikken og peger på, at Danmark omkring 1953 optrådte manipulerende både i FN og over for de grønlandske politikere.

Den allerede omtalte DR-podcastserie Spiralkampagnen vakte ligeledes stor opsigt i 2022. Podcastserien handler om en særdeles hårdhændet præventionskampagne, som danske læger udrullede i Grønland fra anden halvdel af 1960’erne med det formål at begrænse den store befolkningstilvækst.

Som formand for Naalakkersuisut Múte B. Egede for nyligt udtrykte det, vælter skeletterne fra moderniseringsperioden i øjeblikket ud af skabet.

Tidligere udredninger om den dansk-grønlandske relation

Det er imidlertid ikke første gang, at begivenhederne omkring afkolonisering og moderniseringspolitik får opmærksomhed. Allerede i 1970’erne, i en tid hvor modstanden mod den danske indflydelse blev udgangspunktet for en politisk mobilisering på vejen mod hjemmestyreordningen (1979), kom de første kritiske historiske studier af afkoloniseringsprocessen.

I den senere periode frem mod selvstyreordningen (2009), var emnet igen genstand for såvel forskningsmæssig som bredere offentlig interesse. Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget stod således bag udgivelsen af rapporten The Right To National Selfdetermination - The Faroe Islands and Greenland i 2004.

Historien om Grønlands og Danmarks relation kan på mange måder ses som en kampplads, hvor fortiden konstant spejles i nutidens problemstillinger.

Søren Rud
Lektor i historie

I forlængelse af den debat, rapporten skabte, fremsatte Grønlands landsstyreformand Hans Enoksen et ønske over for statsminister Anders Fogh Rasmussen om en historisk udredning.

Ønsket blev noget modstræbende imødekommet, og DIIS udgav rapporten Afvikling af Grønlands kolonistatus 1945-54. En historisk udredning i 2007.

DIIS-rapporten skabte straks debat. Lars-Emil Johansen, Kuupik Kleist og Høgni Hoydal fra Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget rettede en stærk kritik mod rapporten for at være ”en utrolig uskøn sammenblanding af politik og forskning”.

Mens DIIS-rapporten bekræftede meget af det, Den Nordatlantiske Gruppe havde fået gravet frem om afkoloniseringsprocessen, var rapportens formuleringer diplomatiske, og de juridiske implikationer af Danmarks optræden blev ikke vurderet til at være så vidtrækkende, som kritikerne mente, at de var.

Mange i Grønland betragter stadig DIIS-rapporten som mangelfuld, og Inatsisartut besluttede i juni 2022, at spørgsmålet igen skulle undersøges.

Historien om Grønlands og Danmarks relation kan på mange måder ses som en kampplads, hvor fortiden konstant spejles i nutidens problemstillinger. Adskillige grønlandske politikere har beskrevet dansk arrogance og manglende vilje til at anerkende, og danske politikere har kun modstræbende imødekommet det grønlandske behov for at få undersøgt historien.

Derfor er det glædeligt, at landene nu i fællesskab har besluttet at iværksætte en historisk udredning af forholdet. Ikke fordi en sådan kommission nødvendigvis kan nå frem til den endegyldige sandhed om fortiden, men snarere fordi beslutningen markerer en fælles vilje til at forholde sig til den besværlige fortid, som ikke forsvinder, men derimod bliver ved med at spøge i samtiden.