IA: Vi mangler beskyttelse mod vold og seksuelle overgreb

Aaja Chemnitz Larsen (IA)
MF

Som så mange andre steder på kloden vokser uligheden i Grønland i disse år.

Flere klarer sig bedre og lever bedre og bedre liv. Andre synker bagud økonomisk og får færre muligheder i tilværelsen.

Men der er særligt ét område, hvor sociale problemer også mærkes blandt mennesker, der i øvrigt klarer sig godt: Vold i parforhold og seksuelle overgreb er ikke isoleret til de mest socialt belastede familier.

Som medlem af Folketinget har jeg siden valget i 2015 vedholdende arbejdet for, at Danmark – som sidder med ansvaret for justitsområdet i Grønland – har skullet styrke indsatsen.

Det er påkrævet, for Grønland oplever et voldsomt efterslæb, sammenlignet med de øvrige dele af Rigsfællesskabet.

I diskussionen om følelsen af ligeværd mellem grønlændere og danskere fokuseres der ofte på diskussionen om sprog, kolonihistorie eller etnicitet. Men anerkendelse af os som borgere – som juridiske subjekter i forhold til en retsstat – er faktisk et godt sted at starte.

Aaja Chemnitz Larsen (IA)
MF

Vi har brug for ressourcer til en langt mere håndfast indsats mod seksuelle misbrug og overgreb, vold i parforhold og i forhold til personfarlig kriminalitet i det hele taget.

Jeg ved, hvordan vold føles
Jeg har selv – for mange år siden og i et tidligere forhold – oplevet volden tæt på.

Jeg har derfor ikke ingen problemer med at forstå og sætte mig i de kvinders sted, som ikke oplever, at der er hjælp at hente, når partneren bliver voldelig eller groft overskrider ens personlige grænser.

Og jeg er derfor dybt bekymret for udviklingen – af tre årsager:

Først og fremmest fordi problemerne på dette område ikke er blevet mindre i Grønland – tværtimod – trods en generelt positiv samfundsudvikling i øvrigt.

For det andet fordi det enkelte barn eller den enkelte kvinde ikke får den nødvendige hjælp, hverken i den akutte situation eller i det opfølgende sociale arbejde.

Og endelig, for det tredje, fordi jeg synes, det er et problem for individets retssikkerhed, at adgangen til hjælp er ringere i én del af Rigsfællesskabet end i en anden.

Retssikkerhed handler jo blandt andet om, at vi er lige for loven, og at vores rettigheder ikke må være vilkårlige.

På rette vej
I min tid i Folketinget har jeg løbende drøftet de specifikke grønlandske udfordringer med skiftende danske justitsministre, senest med Søren Pape Poulsen (K).

Det har været gode, oprigtige og nyttige drøftelser og forhandlinger, og jeg er glad for og stolt af, at vi har fået taget hul på det og fundet både penge og vilje til at mindske gabet mellem danske og grønlandske forhold.

Vi er langt fra i mål endnu – men bevægelsen er rigtig. Jeg har oplevet en seriøs, engageret og ligeværdig dialog om spørgsmålene.

Forleden mødtes jeg igen med den danske justitsminister om de 40 millioner kroner, der blev afsat til justitsområdet i Grønland sidste år. Og vi er enige om, at det var en god og nødvendig start til en styrkelse af justitsområdet i Grønland.

Men også med en fælles erkendelse af, at behovet for at sikre et stærkt retssamfund i Grønland er større, end puljen kan sikre.

To grønlandske virkeligheder
Til mødet lagde jeg derfor særligt vægt på at understrege, at der fortsat mangler midler til at få løftet justitsområdet i Grønland.

Det gælder flere penge til hurtigere håndtering af personfarlig kriminalitet, mere målrettet indsats over for ofre, at udligne lønforskelle mellem danske og grønlandske politi- og anstaltsbetjente samt at sikre driften af Landsforsvarsembedet i Grønland.

Grønland er på mange måder et sikkert sted at bo, og på mange måder burde det være en drøm for mennesker, der vil have god tid sammen med deres børn, mindre stress på arbejdet, gode muligheder for natur- og fritidsliv, mindre trafik og forurening, sunde fødevarer fra hav og fjeld og så videre.

Det er den ene del af virkeligheden i Grønland.

Den anden del er altså også, at vi slås med personfarlig kriminalitet i et helt uacceptabelt omfang.

Ingen børn skal opleve seksuelle overgreb, og vi må og skal have nedbragt det høje antal voldsepisoder.

Den udvikling har vi selvfølgelig et eget-ansvar for at få vendt i Grønland. Men justitsvæsenet spiller dog en helt central rolle: Der er brug for hurtig respons fra Politiet, en mere effektiv sagsbehandling i retsvæsenet generelt og en styrket resocialisering i anstalterne.

Det skal være med til at forebygge og hindre fremtidens overgreb.

Ofrenes retssikkerhed skal prioriteres
Naalakkersuisuts strategi mod seksuelle overgreb – Killiliisa – har jeg også drøftet med Søren Pape Poulsen. I strategien peges der på en række tiltag, der skal forbedres på justitsområdet i Grønland, og på vigtigheden af, at der i Finansloven bliver afsat penge til, at Politiet i Grønland får bedre muligheder for at håndtere personfarlig kriminalitet inden for 24 timer.

Et vigtigt aspekt er, at der bliver etableret trygge videoafhøringslokaler.

Det er vigtigt særligt for de sårbare og udsatte børn, der har været udsat for vold eller seksuelle krænkelser, men også for de alt for mange kvinder, der oplever vold eller seksuelle krænkelser i deres tilværelse.

For Grønland er et befolkningsmæssigt lille samfund. Det skal være trygt og sikkert at afgive forklaring, uden at uvedkommende kan se eller overhøre det. Vi må simpelthen tage ofrenes retssikkerhed alvorligt og skabe rammer, der passer til de specifikke grønlandske forhold.

Grønlændere skal anerkendes som borgere
Ulykkeligvis viste tallene i 2017, at der er en markant stigning i forbrydelser som vold og seksuelle overgreb.

De mange personfarlige overgreb i Grønland skaber selvsagt et stort arbejdspres hos Politiet. Jeg er derfor slet ikke i tvivl om, at Politiet i Grønland skal have tilført flere ressourcer for at kunne løfte opgaverne. Politiet i Grønland løfter kæmpe opgaver – og ofte under vanskelige forhold.

Jeg synes også, Rigsfællesskabet skylder betjentene, at deres løn- og arbejdsvilkår er sammenlignelige med deres danske kollegers. Skal de i længden finde motivationen til at rykke ud, så har de også krav på den anerkendelse og respekt, at deres arbejde honoreres på lige fod.

I hele diskussionen om anerkendelse og følelsen af ligeværd mellem grønlændere og danskere fokuseres der ofte på diskussionen om sprog, kolonihistorie eller etnicitet.

Men anerkendelse af os som borgere – som juridiske subjekter i forhold til en retsstat – er faktisk et godt sted at starte.

Lighed for loven, retsbeskyttelse mod overgreb og så videre er fundamentalt for os som borgere. Og jeg ser frem til det fortsatte samarbejde med Folketingets partier og justitsministeren om at sikre dette. Også i Rigsfællesskabets nordligste egne.