Lektor: Rigsfællesskabet skal vise USA, at Grønland ikke er en arena for Kinas udenrigspolitik

Det er dog svært at danne sig et entydigt klart billede af, hvor de amerikanske positioner i forhold til Grønland er i øjeblikket, da hoffet omkring Trump ikke er en homogen organisme.

Miller-parret arbejder i denne sammenhæng for en af Maga-fraktionerne, men der er også andre kræfter, der arbejder på en mere løs tilknytning af Grønland.

Forskellige fraktioner, forskellige løsninger

Der har således også været meldinger fra de fraktioner af Trumps hof, der snakker om opnåelse af amerikansk kontrol gennem indgåelsen af en fri associeringsaftale, hvor Grønland, efter at de er blevet selvstændige, ‘frivilligt’ vil vælge et tættere samarbejde med USA.

I denne model vil USA overtage ansvaret for forsvar og sikkerhed af Grønland, samtidig med at Grønland økonomisk kan bindes til USA gennem investeringer, som derved kan holde Kina ude.

Modellen involverer dog et betydeligt højere niveau af grønlandsk selvbestemmelse end integrationsscenariet og det, som Miller-parret har givet udtryk for. 

Det øgede fokus på forsyningssikkerhed kan være med til at forklare USA's nylige interesse i at skære Danmark ud af ligningen om Grønland.

Rasmus Brun Pedersen
Lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet

Disse fraktioner virker til i øjeblikket at kæmpe om præsidentens øre, og den amerikanske linje over for Grønland vil højest sandsynligt lægge sig inden for spændvidden af disse to positioner, når den officielle amerikanske linje bliver konkretiseret.

Det er i øjeblikket vanskeligt at vurdere, hvem der vinder i denne magtkamp, men uenigheden virker primært til at gå på, hvilke midler USA skal bruge for at nå sine mål, mens der er en grundlæggende enighed om, at USA skal have mere kontrol over Grønland.  

Kina er central

Hvis man skal prøve at nærme sig kernen i de amerikanske forestillinger og interesser i ‘kontrol’ med Grønland, skal den voksende amerikanske interesse ses som et symptom på en grundlæggende reformulering af amerikansk sikkerhedspolitik, hvor den geopolitiske konkurrence om adgang og kontrol over kritiske ressourcer og mineraler står stærkt i konkurrencen med Kina.

Mens mere traditionelle forsvarspolitiske spørgsmål fortsat spiller en rolle, virker USA imidlertid ikke ivrige efter selv at opruste og udbygge sit baseforsvar på Grønland, da man gerne ser, at Nato-kredsen, herunder Danmark, opretholder disse udgifter, selv efter en overtagelse eller en fri associeringsaftale.

Det øgede fokus på forsyningssikkerhed kan være med til at forklare USA's nylige interesse i at skære Danmark ud af ligningen om Grønland, da adgangen til den grønlandske undergrund reguleres af Nuuk – og ikke København.  

I lyset af de slet skjulte amerikanske trusler om anvendelse af militær magt er det derfor helt rigtigt set af den danske og grønlandske regering at forsøge at få bragt forhandlingerne væk fra medierne og ind i en mere ’normal’ diplomatisk forhandlingsproces via det amerikanske udenrigsministerium – og for grønlænderne også gennem drøftelser med den nyudnævnte særlige udsending til Grønland.

I disse forhandlinger bør muligheden for amerikanske investeringer stå stærkt, da det er vigtigt for grønlænderne at signalere, at Grønland og rigsfællesskabskonstruktionen ikke – ligesom Venezuela og Panama – repræsenterer en åben dør ind til USA's interessesfærer for Kina.