
Qupanuk Olsen fra selvstændighedspartiet Naleraq er nu endegyldigt ude af Grønlands parlament, Inatsisartut.
Det skriver Sermitsiaq.
Ved åbningen af samlingens sidste mødedag fredag 14. november fremlagde Inatsisartut-formand Kim Kielsen (S) et ønske fra Qupanuk Olsen om helt at blive fjernet fra mandatlisten.
Samme dag godkendte Inatsisartut, at Qupanuk Olsen træder endegyldigt ud af parlamentet. I stedet bliver suppleant Isak Johannessen nu permanent medlem af Inatsisartut for Naleraq.
Qupanuk Olsen fik ved begyndelsen af efterårssamling i Inatsisartut, bevilget orlov, som først skulle have udløbet ved udgangen af 2025, for at tiltræde et job som forstander for uddannelsesinstitutionen KTI, Tech College Greenland i Sisimiut.
"Man ved jo ikke, hvad der sker i morgen eller om to år, så jeg blev rådgivet til at gå efter den løsning. Jeg planlægger selvfølgelig at blive som forstander for KTI," lød det dengang fra Qupanuk Olsen.
Qupanuk Olsen blev valgt til Inatsisartut ved valget i marts med 202 stemmer.
Som en af Grønlands største influencere er Qupanuk Olsen særligt kendt for sin rejseserie 'Q's Greenland' på YouTube, hvor hun fortæller om grønlandsk historie og traditioner.





















