Professor: Der tales om løsrivelse i Østgrønland. Det viser, at udkanten af landet har fået nok

Partiet, som er i sin vorden, kæmper for en reel adskillelse mellem Vest- og Østgrønland og begrunder det med, at Østgrønland systematisk bliver overset af den politiske og økonomiske elite i Vestgrønland, herunder Nuuk, og som konsekvens deraf på en lang række parametre, som for eksempel indkomst og uddannelse ligger lavere end landsgennemsnittet i Grønland. Det ønsker man at lave om på. 

Løsningen er ifølge initiativtagerne ikke at opsplitte den eksisterende storkommune, Sermersooq, som samler Øst- og Vestgrønland og danne en selvstændig kommune i øst. Det rækker ikke. Man ønsker selvstændighed.

Det kan forekomme urealistisk, når man betænker, at området i runde tal har omkring 3.000 indbyggere. Men det politiske budskab, som gruppen af borgere i Tasiilaq sender til Nuuk og herunder de østgrønlandske politikere, er ikke til at tage fejl af. Udkantsgrønland har fået nok. 

De grønlandske kommuner 

I 2009 reformerede Grønland efter dansk forbillede det kommunale landskab. Resultatet blev fire storkommuner: Den nordlige kommune Qaasuitsup, den sydlige kommune Kujalleq, Qeqqata Kommune og endelig Sermersooq Kommune.

I 2018 blev den nordlige kommune Qaasuitsup delt op i to kommuner: Avanaata Kommune mod nord med Ilulissat som hovedby og Qeqartalik Kommune mod syd med Aasiaat som hovedby. 

Østgrønland står med alvorlige sociale og økonomiske problemer.

Benedikte Brincker
Professor i sociologi ved Københavns Universitet

Sermersooq Kommune adskiller sig fra de fire andre kommuner, som alle ligger i Vestgrønland ved at strække sig fra vestkysten med hovedstaden Nuuk til østkysten og byerne Tasiilaq (knap 2.000 indbyggere) og Ittoqqortoormiit (knap 350 indbyggere). Kommunen går således som den eneste på tværs af Grønland. 

Sermersooq Kommune rummer og er dannet med henblik på at favne store modsætninger. Dens knap 25.000 indbyggere udgøres både af beboerne i hovedstaden Nuuk, som med sine knap 20.000 indbyggere er landets mest folkerige by og af befolkningen i den del af Grønland, som ofte betegnes som mindst udviklet – altså Østgrønland. 

Sermersooq Kommune styres fra hovedstaden Nuuk. Der er ikke noget vejnet på Grønland, og skal man fra vest til øst, foregår det med fly og helikopter.

En ikke uvæsentlig del af transporten til og fra Østgrønland forlader sig på flyforbindelser via Island til områdets lufthavn i Kulusuk. Der er således kun sporadisk kontakt mellem Vest- og Østgrønland. 

Store forskelle mellem øst og vest

Forskellene mellem Vest- og Østgrønland begrænser sig ikke til befolkningstæthed. Østgrønlænderne taler en dialekt, som er markant forskellig fra det nationale sprog vestgrønlandsk og ofte betegnes som et selvstændigt sprog.

Folk på vestkysten har meget svært ved at forstå det sprog, der tales på østkysten, hvorimod østgrønlænderne lærer vestgrønlandsk i skolen, fordi det som nationalt sprog er undervisningssprog i hele Grønland.

Vest- og Østgrønland har meget forskellig kolonihistorie. Hvor koloniseringen af Vestgrønland dateres til 1721 med Hans Egedes ankomst til Nuuk, blev Østgrønland koloniseret senere.

Den dateres typisk til begyndelsen af 1880'erne og dermed til konebådsekspeditionen, som skabte varig kontakt mellem Danmark og Østgrønland.

Den relativt sene kolonisering af Østgrønland har medført, at områdets oprindelige kultur er forholdsvis velbevaret sammenlignet med den oprindelige kultur i store dele af Vestgrønland. 

Alvorlige sociale problemer i Østgrønland

Østgrønland står med alvorlige sociale og økonomiske problemer. Her er stærkt begrænsede uddannelsesmuligheder efter folkeskolen, stor arbejdsløshed og selvmordsraten særligt blandt unge mænd er meget høj i området. 

Men der er også andet end dårligt nyt fra østkysten. Området oplevede i perioden efter 2009 et stort løft med indførslen af storkommunerne, som satte mange initiativer i gang for eksempel inden for bygge og anlæg.

De problemer, østkystens to byer og syv bygder slås med, har det med at forsvinde i den politiske debat.

Benedikte Brincker
Professor i sociologi ved Københavns Universitet

Også på uddannelsesområdet er der i kølvandet på kommunalreformen blevet arbejdet målrettet på at skabe udvikling ud fra erkendelsen af, at Østgrønland ikke klarer sig uden uddannelse. 

Men det er op ad bakke. Skolen i Tasiilaq, som har omkring 450 elever, står over for store udfordringer. Eleverne afspejler i sagens natur de sociale og økonomiske vanskeligheder, som kendetegner området.

Med dens placering midt i byen er skolen et samlingspunkt for byens familier, og den spiller en central rolle i den daglige håndtering af de vanskeligheder

Men den har svært ved at rekruttere og fastholde uddannede lærerkræfter. I mangel af bedre forsøger man at tiltrække læreruddannet arbejdskraft fra Danmark med det resultat, at eleverne undervises af lærere, som hverken taler vest- eller østgrønlandsk.

Dette råder man så bod på ved at ansætte ikke-læreruddannede lokale kræfter, der fungerer som hjælpelærere, og som oversætter ofte både sprogligt og kulturelt. Men mange af de uddannede lærere, som rekrutteres fra Danmark, bliver kun i kort tid, og så må der averteres igen.

Det er lidt af et puslespil.

Nuuk skal nok klare sig

Det er en udbredt opfattelse, at Sermersooq Kommune er den rigeste kommune i Grønland. Det billede knytter sig først og fremmest til hovedstaden Nuuk, som er relativt velhavende sammenlignet med andre grønlandske byer.

Man omtaler Nuuk som Grønlands vækstlokomotiv. Nuuk skal nok klare sig.

Den har mange ressourcer i form af sine indbyggere, som er blandt de højest uddannede i Grønland og dertil en stor tilstrømning af folk, som flytter til Nuuk fra mindre byer og bosteder blandt andet for at uddanne sig og for at arbejde.

Om også Sermersooqs østlige del klarer sig, er en anden sag.

Ifølge borgerne i Tasiilaq har indbyggerne i Nuuk det med at glemme, at Sermersooq Kommune også er Østgrønland. De problemer, østkystens to byer og syv bygder slås med, har det med at forsvinde i den politiske debat.

Og det, selvom alle anerkender, at der er mange på østkysten, som har det svært.

Står det til stifterne af det nye parti Partiet for et selvstændigt Østgrønland, klarer de sig bedre selv – langt væk og frigjort fra Nuuk og resten af Grønland.