Retorikere: Medierne dækker Grønland bedre end før. Men de skal undgå at falde tilbage i koloniale fordomme

Tilbage i efteråret 2022 udtalte den nu afdøde konservative politiker Søren Pape
Poulsen for eksempel, at Grønland var “et Afrika på is” – og i februar i år blev den kontroversielle DR-dokumentar ‘Grønlands hvide guld’ gjort til satire, da programmet ‘Tæt på sandheden’ cementerede netop de fordomme, som man i Grønland længe har kæmpet for at vriste sig fri fra: At grønlændere er et primitivt, indfødt folk.

Det interessante her er egentlig ikke, at man i Danmark kan have disse fordomme om Grønland og grønlændere.

Det interessante er, at medierne lufter de gamle fordomme på et tidspunkt, hvor kolonitidens skeletter rasler i skabet, og hvor man i rigsfællesskabet arbejder på at blive forsonet med hinanden og historien.

‘Tæt på sandheden’ satire gik nok for langt

“Det er ytringsfrihed,” lyder ét af argumenterne i debatten om eksempelvis satiren på dokumentaren ‘Grønlands hvide guld’ – for er det ikke en del af præmissen for det frie ord og demokratiet, at man skal kunne tåle kritik og satire som den i ‘Tæt på sandheden?’

Jo, det er det selvfølgelig. Men i det dansk-grønlandske forhold kan man argumentere for, at emnet stadig er for betændt til, at det tåler satire på den måde, som man vælger at gøre det i ‘Tæt på sandheden.’

Man skal helt frem til slutningen af 2010’erne, før danske medier begynder at anlægge en mere konstruktiv dækning af Grønland.

Emily Cecilie Ferm og Kristian Duch
Retorikere

Lidt mere simpelt kan man sige: I Danmark oplever man måske satiren på dokumentaren ‘Grønlands hvide guld’ som en kritik af tvivlsom journalistik og wokeisme, men i Grønland ser man måske mere satiren som en hån af den grønlandske identitet og tiden som dansk koloni – endda med en dansk public service-kanal som afsender.

Først i 2010’erne blev Grønlandsdækningen konstruktiv

Tilbage i sommeren 2023 færdiggjorde vi kandidatuddannelsen i retorik med et speciale, hvor vi netop undersøgte udviklingen i danske mediers dækning af Grønland og grønlændere i en periode fra omkring årtusindskiftet til i dag.

Vores undersøgelse viser, at danske medier i den første halvdel af denne periode viderefører grove stereotyper om Grønland og grønlændere, hvor det gennemgående fokus enten ligger på landets sociale problemer eller grønlændere som et – mere eller mindre indirekte – “laverestående folk” end danskere.

En fremstilling, der i øvrigt er helt i tråd med den danske opfattelse af grønlændere i de lidt mere end 200 år, Grønland var en officiel dansk koloni.

Som vores undersøgelse også viser, skal man helt frem til slutningen af 2010’erne, før danske medier begynder at anlægge en mere konstruktiv dækning af Grønland, hvor kolonitiden og dens konsekvenser italesættes som et vilkår for det moderne rigsfællesskab.

Det er også først hér, at grønlændere rigtigt bliver gjort til aktive deltagere i samtalen, som man ser det i afdækningen af Spiralkampagnen og debatten om racisme mod grønlændere i Danmark.

Medierne bærer stadig et stort ansvar

Klichéen om medierne som samfundets vagthund er selvfølgelig sand: Ytringsfriheden og den frie presse er vigtige i den demokratiske debat, også når det kommer til kritik af historiske dokumentarer, der måske trækker mere på følelser end på fakta.

Medierne har et ansvar for at afspejle, at Grønland ikke længere er en koloni.

Emily Cecilie Ferm og Kristian Duch
Retorikere

Men man kan samtidig ikke overse, at medierne også bærer et ansvar som mikrofonholder for samfundets overhørte stemmer, som det har været tilfældet for grønlændere igennem alle disse år.

Fundene i vores undersøgelse viser nemlig, at det ikke er mere end ti år siden, at danske medier så igennem fingre med en ensidig dækning af Grønland og – noget ironisk – negligerede deres ansvar som vagthund ved slet ikke at italesætte konsekvenserne af Danmarks egen rolle som kolonimagt i Arktis.

En saglig dækning af rigsfællesskabet kræver derfor, at medierne ikke falder tilbage på at fremstille Grønland som et arktisk uland, men at de holder fast i den konstruktive og nuancerede journalistik, som de ellers var begyndt på i det seneste årti.

Medierne har et ansvar for at afspejle, at Grønland ikke længere er en koloni. Også når det drejer sig om Grønlands-dokumentarer og satire på den grønlandske identitet.