Regeringsgrundlaget afslører en stille revolution i dansk sikkerhedspolitik

Et sikkerhedspolitisk paradoks

Hvad gør Europa, hvis USA pludselig træder ud af Nato? Hvordan skal alliancen reagere, hvis et medlemsland angriber et andet? Og hvilke samtaler kan EU's udenrigsministre egentlig føre med hinanden, hvis Ruslands udenrigsminister, Sergei Lavrov, tilsyneladende får adgang til fortrolige interne dokumenter?

Det er ikke hypotetiske spørgsmål. Det er nogle af de mest afgørende spørgsmål for Danmarks og Europas sikkerhed netop nu. Alligevel er de så politisk eksplosive, at de ikke kan diskuteres åbent – og da slet ikke i de institutioner, de vedrører.

Mange europæiske udenrigstjenester befinder sig derfor i et sikkerhedspolitisk paradoks: De spørgsmål, der fylder mest, er samtidig dem, man nødig vil rejse offentligt af frygt for at svække de institutioner, man forsøger at beskytte.

Resultatet er, at stadig mere sikkerhedspolitisk koordinering og diplomati flytter over i mindre og mere uformelle kredse af ligesindede lande. Samarbejdsformater som NB8, Nordic Defence Cooperation (NORDEFCO) og JEF er ikke længere blot supplementer til Nato og EU; de er i stigende grad blevet de centrale arenaer, hvor man kan diskutere de spørgsmål, som de gamle institutioner har vanskeligt ved at håndtere.

Et godt eksempel herpå fandt sted i marts 2025, da Financial Times kunne afsløre, at en lille gruppe europæiske lande – herunder Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Danmark samt de øvrige nordiske lande – arbejdede med konkrete planer for et Nato med en markant mindre amerikansk rolle. Ikke fordi det var et scenarie, nogen ønskede at se realiseret, men fordi det ville være uansvarligt ikke at være forberedt på det værst tænkelige.

At sådanne drøftelser finder sted uden for Nato er ikke tilfældigt. Det afspejler en bredere erkendelse af, at både den europæiske sikkerhedsorden og de institutioner, der understøtter den, er under forandring.

Udviklingen i Washington

Men det er ikke kun institutionerne, der er under pres. Også selve måden, hvorpå sikkerhedsdiplomati føres, er ved at ændre sig.

I årtier har europæiske stater kunnet føre diplomati med USA gennem relativt stabile institutionelle kanaler, hvor embedsværk, udenrigstjenester og faste konsultationsmekanismer skabte forudsigelighed og kontinuitet. Denne forudsætning er i stigende grad blevet udfordret af udviklingen i Washington.

Flere forskere, herunder de amerikanske professorer i statskundskab Stacie E. Goddard og Abraham Newman, har beskrevet Trump-administrationens styreform som en form for ny-royalisme, hvor magt og beslutninger i stigende grad samles omkring lederen selv frem for omkring de institutioner, der traditionelt har kanaliseret og modereret dem.

Stadig flere af de vigtigste sikkerhedspolitiske samtaler foregår i dag i mindre og mere uformelle kredse af ligesindede lande.

Anne Ingemann Johansen
Adjunkt, Center for War Studies, SDU

I et sådant system bliver personlige relationer, loyalitet og direkte adgang til magtens centrum vigtigere end formelle procedurer og bureaukratiske processer.

Flere danske og norske embedsmænd inden for sikkerhedsdiplomatiet har da også over for undertegnede givet udtryk for, at det er blevet tiltagende vanskeligt at orientere sig i – og forsøge at påvirke – amerikansk udenrigspolitik som følge af denne nye form for "paladspolitik".

Løsningen synes i stigende grad at være det, man inden for international politik kalder minilateralisme: mindre kredse af ligesindede lande, som kan handle hurtigere, tale mere fortroligt og koordinere tættere, end det ofte er muligt i Nato- og EU-regi.

Samarbejdsformater som NB8, JEF, NORDEFCO og forskellige NB8+-konstellationer er derfor gået fra at være nyttige supplementer til Nato og EU til i stigende grad at stå i egen ret. Det er også denne udvikling, regeringen anerkender i sit nye regeringsgrundlag.

Relationsbåret diplomati

NB8 er det mest synlige eksempel på denne udvikling. Siden Ruslands invasion af Ukraine har de nordiske og baltiske lande udviklet et markant tættere samarbejde gennem fælles erklæringer, koordinerede positioner og tættere politisk koordinering.

Samarbejdet har givet gruppen en langt tydeligere stemme i europæisk sikkerhedspolitik, end de enkelte lande ville have haft hver for sig. Men samtidig er det værd at huske, at NB8 i sin nuværende form i høj grad er et improviseret produkt af Ukrainekrigen.

Samarbejdet er ikke en ny nordisk-baltisk institution med faste procedurer, sekretariater eller beslutningsstrukturer. Tværtimod har styrken netop ligget i det modsatte.

NB8-diplomatiet har i høj grad udspillet sig som en signalgruppe blandt de nordiske og baltiske stats- og regeringsledere, der gennem fælles erklæringer, koordinerede besøg og fælles politiske udmeldinger hurtigt har kunnet sende signaler til både Moskva, Washington og resten af Europa.

Men NB8's styrke peger samtidig på et bredere skifte i den måde, sikkerhedsdiplomati føres på. Trump-administrationens ny-royalisme har vist, hvor hurtigt politik kan ændre karakter, når magt samles omkring personer frem for institutioner.

Ukrainekrigen har skabt en bemærkelsesværdig grad af politisk enighed mellem de nordiske og baltiske lande.

Anne Ingemann Johansen
Adjunkt, Center for War Studies, SDU

I Norden og Baltikum er udviklingen selvfølgelig drevet af noget andet end i USA, men resultatet er på nogle punkter det samme. Diplomati flytter opad i systemet og bliver i højere grad båret af tætte relationer mellem stats- og regeringsledere, fælles trusselsopfattelser og en politisk vilje til at handle hurtigt uden tung institutionalisering.

Det er netop denne fleksibilitet, der har gjort formatet attraktivt. Men den rummer også et paradoks. De nordiske og baltiske lande søger mod mindre og mere uformelle samarbejdsformer som svar på en verden, hvor de traditionelle institutioner er kommet under pres.

Samtidig ligger disse formaters styrke netop i det, som de gamle institutioner blev skabt for at mindske afhængigheden af: personlige relationer, politisk lederskab og uformelle beslutningsprocesser. For små stater som Danmark er det ikke nødvendigvis en ønskværdig udvikling.

En stille revolution

Ukrainekrigen har skabt en bemærkelsesværdig grad af politisk enighed mellem de nordiske og baltiske lande. Men kan den minilateralisme, som er vokset frem omkring Ukraine, også udbredes til andre sikkerhedspolitiske spørgsmål og udfordringer?

Internt rejser det en række spørgsmål. For hvad sker der, når minilateralismen bevæger sig ind på områder, hvor de nationale interesser er mindre sammenfaldende?

Vil de nordiske landes tradition for balancering, pragmatisme og konsensussøgning også her kunne forenes med de baltiske landes ofte mere direkte og konfrontatoriske tilgang til Rusland? Og kan otte små lande skabe et varigt og handlekraftigt sikkerhedspolitisk samarbejde uden et tydeligt lederskab?

Den stille revolution i dansk sikkerhedsdiplomati er allerede i gang.

Anne Ingemann Johansen
Adjunkt, Center for War Studies, SDU

Eksternt er udfordringen mindst lige så stor. I takt med at USA gradvist reducerer sit engagement i Europa, vil de nordiske og baltiske lande være nødt til at finde nye sikkerhedspolitiske partnere, der kan være med til at afskrække Rusland og understøtte den regionale magtbalance.

Storbritannien, Frankrig, Polen og Tyskland interesserer sig da også i stigende grad for regionen, men deres interesser er ikke nødvendigvis sammenfaldende. Udfordringen bliver derfor ikke alene at mobilisere og fastholde deres engagement, men også at omsætte det til varige og ligeværdige partnerskaber.

Regeringsgrundlaget afslører derfor mere end blot en ny nordisk prioritet. Det afslører, at Danmark – ligesom resten af Europa – er begyndt at eksperimentere med nye måder at organisere sin sikkerhed på i en verden, hvor de gamle institutioner ikke længere kan løfte opgaven alene.

Den stille revolution i dansk sikkerhedsdiplomati er allerede i gang. Spørgsmålet er nu ikke længere, om minilateralismen er kommet for at blive, men hvilken rolle den kommer til at spille i dansk og europæisk sikkerhedspolitik.