Grønland bør begynde at bygge den stat, drømmen om selvstændighed kræver

Fjernstyrede institutioner

Daron Acemoglu, Simon Johnson og James Robinson fik Nobelprisen i økonomi i 2024 for deres forskning i, hvordan institutioner dannes og påvirker velstand.

Deres pointe er enkel: Samfund bliver ikke stærke, bare fordi de har ressourcer, valg, flag eller formelle rettigheder. De bliver stærke, når regler håndhæves, myndigheder fungerer, magt begrænses, og borgere kan stole på staten.

Samfund med en svag retsstat og svage institutioner skaber ikke varig vækst eller forandring.

Grønland skal ikke igen overtage en hel arv og først bagefter opdage, hvor tung den er.

Hans Brummerstedt
Kandidat i politisk kommunikation

En central del af deres forskning handler om tidligere europæiske kolonier. De viser, at kolonimagter ikke byggede institutioner neutralt.

Nogle steder blev institutionerne indrettet til at beskytte bredere grupper, fordi europæiske bosættere selv skulle leve under dem. Andre steder blev de indrettet til at styre på afstand, udnytte den lokale befolkning og trække værdier ud.

Det fik langvarige følger.

Grønland er ikke et af de lande, de har undersøgt. Men mekanismen er relevant. For institutioner bærer spor af den måde, de blev bygget på.

Grønlands forvaltning blev længe formet langt fra de steder, den skulle virke: først gennem danske direktorater, siden gennem Grønlands Styrelse og Grønlandsministeriet.

En tung arv

Jeg interviewede tidligere landsstyreformand Lars-Emil Johansen til mit speciale.

Han beskrev overgangen til hjemmestyre som at betræde "helt jomfrueligt land". Der var ingen skabelon, intet kildemateriale og ofte hverken ansatte eller lokaler.

Grønland overtog store områder "en bloc", sådan som staten havde opbygget dem. Den Kongelige Grønlandske Handel blev overtaget som en gammel statslig organisme og først bagefter delt op i det, der senere blev Royal Greenland, Royal Arctic Line og Grønlands største forsyningsvirksomhed, Kalaallit Niuerfiat (KNI).

I biografien 'Den utæmmelige' beskrives hjemmestyrets første år som et kæmpe IKEA-møbel uden samlevejledning.

Det var hjemmestyret. Selvstændighed bliver langt mere komplekst.

Grønland skal ikke igen overtage en hel arv og først bagefter opdage, hvor tung den er.

Rekord i mangelfuld økonomistyring

Der er stadig meget, der ikke er overtaget. 50 områder er helt eller delvist hjemtaget, men efter selvstyret i 2009 er kun tre nye områder kommet til: råstoffer, arbejdsmiljø for offshorearbejde og tidens bestemmelse.

Men ud over de mange områder, der endnu ikke er hjemtaget, handler det også om økonomi. Aaja Chemnitz, tidligere medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit, har sagt, at Grønland ikke er økonomisk klar til at hjemtage områderne. En overtagelse af fødevareområdet vil være et højt tocifret millionbeløb.

De resterende områder er blandt andet domstole, politi, anklagemyndighed, grænsekontrol og finansielt tilsyn. Og ved selvstændighed følger også udenrigspolitik, forsvar, sikkerhedspolitik, valuta og statsborgerskab. Områder, der foruden at være økonomisk tunge, kræver omfattende specialviden.

Statsdannelse er ikke abstrakt. Det er løn, børn, skat, bevillinger, kontrol og ansvar.

Hans Brummerstedt
Kandidat i politisk kommunikation

Sagen om Kujalleq Kommune bør stå som en advarselslampe. TV 2 beskrev i marts, at Kujalleq Kommune havde alvorlige styringsproblemer, manglede økonomisk overblik, havde fejl i administrationen og fik hård revisionskritik.

Professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh kaldte det muligvis en "rigsfællesskabsrekord" i mangelfuld økonomistyring og tilføjede: "Fundamentet for hele demokratiet er, at man ikke bruger penge, der ikke er politisk godkendt. Hvis det skrider, kan alt skride."

I samme artikel sagde Niels Jørgen Mau Pedersen, projektchef i VIVE og tidligere chef i Indenrigsministeriet: "Jeg ville bekymre mig for, om selvstændighed i sidste ende vil gå ud over de dårligst stillede, når tingene kan få lov at gå så galt i den her kommune."

En enkelt sag skal ikke fælde dom over Grønland. Men den minder om noget, selvstændighedsdebatten ikke kan springe over. Statsdannelse er ikke abstrakt. Det er løn, børn, skat, bevillinger, kontrol og ansvar.

Fra følelser til handling

Pointen er ikke, at Grønland skal sætte tempoet ned. Grønland har haft en forfatningskommission, der resulterede i et forfatningsudkast. Og så sent som i marts blev § 21-kommissionen sat i gang. Den skal udrede selvstyrelovens bestemmelse om selvstændighed: processen, folkeafstemningen og forfatningens rolle i en statsdannelse.

Det er juridisk forberedelse. Nu mangler den praktiske.

Det kunne være en kommission, der forbereder landet på dagen som selvstændig stat. En kortlægning, hvad staten faktisk skal kunne: hvilke myndigheder der mangler, hvilke kompetencer der skal bygges op, og hvilke områder der fortsat vil kræve samarbejde med andre lande.

Statsdannelse er ikke abstrakt. Det er løn, børn, skat, bevillinger, kontrol og ansvar.

Hans Brummerstedt
Kandidat i politisk kommunikation

Den skal ikke være endnu en tekst om nationens sjæl. Den skal svare på det, der ikke forsvinder af sig selv: Hvad koster det? Hvem skal ansættes? Hvilke uddannelser mangler? Hvilke it-systemer skal bygges? Hvad kan løses gennem aftaler med andre lande? Hvad må aldrig outsources, fordi det er statens kerne?

Det ville være kedeligt på den helt rigtige måde.

Kommissionen eller en anden form for forberedelse ville ikke gøre selvstændigheden mindre grønlandsk. Den ville gøre den mere virkelig. Den ville flytte debatten fra stemning til rækkefølge, fra erklæring til bemanding, fra vilje til drift.

Uret stilles

Der er grund til håb.

Grønland er kommet langt siden 1979, hvor hjemmestyret blev indført. Der findes et selvstyre, et parlament, en centraladministration, hjemtagne sagsområder, offentligt ejede selskaber, diplomatiske erfaringer, jurister, økonomer, dygtige embedsfolk og et langt højere uddannelsesniveau, end dengang de første hjemmestyremyndigheder måtte opfinde sig selv, mens de allerede var i drift.

Netop derfor bør debatten være mere krævende.

Et land, der kan diskutere forfatning, bør også kunne diskutere lønsystemer. Et land, der kan diskutere højhedsret, bør også kunne diskutere fogedret og så fremdeles.

Det lyder mindre smukt end selvstændighed. Men det er dér, selvstændigheden bliver virkelig.

Derfor bør Grønland allerede nu begynde at bygge den stat, drømmen om selvstændighed kræver. Tiden vil vise, hvornår landet bliver selvstændigt. Men tiden bør ikke gå med at vente.

Tiden er hjemtaget.

Uret skal stilles til forberedelse.

Det er tid til at blive klar.