Professor: Kvalitetsskole på grønlandsk er første skridt til uafhængighed

DEBAT: Hvis Grønland og Færøerne ønsker selvstændighed, kræver det politisk vilje, human kapital og finansiel uafhængighed. Første skridt for Grønland er at opbygge en kvalitetsskole på grønlandsk, skriver professor Rasmus Gjedssø Bertelsen.

Af professor Rasmus Gjedssø Bertelsen
PhD (Cantab), UiT Norges Arktiske Universitet

Det er klart fra interviewet med Suka Frederiksen her i Altinget, at Danmark og Grønland (men også Færøerne) har brug for en konstruktiv, civiliseret og fremadrettet ramme for at udvikle vores fremtidige forhold.

Danmarks forhold til Nordatlanten er et tidsmæssigt og geografisk rum, hvor det er nyttigt at sammenligne mellem Danmarks forhold til Island, Færøerne og Grønland til forskellige tider.

Danmarks historie i Nordatlanten begyndte med en union med Norge i 1380 og dets bilande, Færøerne (underlagt Norge ca. 1000), nordboerne i Grønland (underlagt Norge i 1261) og Island (underlagt Norge i 1262).

Danmark-Norges kontakt med Nordatlanten var prisgivet af Storbritannien efter tabet af flåden 1801/1807. Nordatlanten gik til Danmark ved Kielerfreden i 1814 på trods af den oprindelige tilknytning til Norge.

Danmarks kontakt til Nordatlanten har siden været prisgivet først af Storbritannien og siden USA fra anden verdenskrig.

Den franske revolutions nationalliberale ild med national identitet og selvbestemmelse fejede over Europa og siden resten af verden som en steppebrand. Den ild ville uundgåeligt fortære Kongeriget Danmark med svag fælles identitet, forskellige nationer, sprog og kulturer.

Forsøget på at skabe en dansk nationalstat førte umiddelbart til den første slesvigske krig og islandsk uafhængighedspolitik fra 1851, islandsk grundlov i 1874, selvstyre i 1904, selvstændighed og suverænitet i 1918 som Kongeriget Island i personalunion med Kongeriget Danmark og Republikken Island i 1944 i henhold til 1918 forbundsloven.

Færøerne fulgte efter med hjemmestyre i 1948 og Grønland i 1979, begge udvidet i 2005, og siden selvstyre for Grønland i 2009.

Tre betingelser for selvstændighed
Danske magthavere har aldrig ønsket eller formået at skabe en inkluderende flernational, flerkulturel og flersproglig statsidentitet, som tysktalende, islændinge, færinger eller grønlændere kunne være del af.

Derfor vil Færøerne og Grønland sandsynligvis bevæge sig mod større og endeligt fuld selvstændighed i takt med egen samfundsudvikling og ydre chok (som tidligere Napoleonskrige, første og anden verdenskrig, kold krig etc.).

Denne udvikling kan enten foregå i stød og chok, som Danmark pludselig vågner op til, eller som et fælles projekt mellem Danmark, Færøerne og Grønland. Det er op til Danmark.

Sammenligning af Island, Færøerne og Grønlands forhold til Danmark over de sidste 100 år viser tre indre betingelser for større og endeligt fuld uafhængighed: politisk vilje, human kapital og finansiel uafhængighed – og så ydre chok som verdenskrige.

Island blev selvstændigt i 1918, fordi det opfyldte alle tre krav: 1) Islændingene var forenede om uafhængighed, 2) De havde i århundreder haft uddannelsesniveauet til at drive eget samfund på eget sprog, 3) Deres økonomiske lykke var at kappe de finansielle bånd (et årligt ”bloktilskud” på 60.000 danske kroner) i 1918, så den islandske nordiske velfærdsstat senere blev udviklet baseret på egen økonomi.

Færøerne og Island viser vejen
Færingerne er mere delte om uafhængighed, men har uddannelsesniveau til i høj grad at drive eget samfund på eget sprog, og deres afhængighed af bloktilskud er meget begrænset.

Der er et stærkt ønske om uafhængighed i Grønland, men Grønland er meget afhængigt af dansk human kapital og bloktilskud.

Grønlandske politikere bør fokusere på at opfylde de indre samfundskriterier fremfor at fokusere på tidshorisonter. Med viljen til uafhængighed er det næste skridt uddannelsesniveauet til at drive eget samfund på eget sprog.

Island og Færøerne viser vejen hertil: eget uddannelsessystem på eget sprog og kultur af høj kvalitet og så brain circulation: at rejse ud for at få uddannelse i Norden, Europa, Nordamerika og så videre for så vende hjem for at drive egen forvaltning, erhvervsliv, sundhed, uddannelse med mere på eget sprog.

Grønlændere har som nordiske og europæiske borgere adgang til uddannelse i hele Norden og Europa, som ofte kan være mere relevant end dansk uddannelse.

Kvalitetsskole på grønlandsk
Færøerne med en lidt mindre befolkning end Grønland viser, at det er uddannelsesniveauet, som er afgørende – og ikke befolkningsstørrelsen, som er et forstyrrende og vildledende argument.

Det er for eksempel flyfriske danske fuldmægtige og vikar-sundhedspersonale uden lokale sproglige, kulturelle og samfundsmæssige kompetencer, som skal erstattes i første omgang, ikke enkelte eksperter, som følger senere.

Det grundlæggende og målbare mål for Grønland i partnerskab med Danmark, Færøerne, resten af Norden, Europa, Nordamerika og Asien bør være at opnå samme uddannelsesniveau for den grønlandske befolkning som den færøske.

Det vil kræve at læge sår i grønlandske sjæle og andre samfundstiltag, men det er det afgørende trin for større reel selvstændighed.

Første skridt er en kvalitetsskole på grønlandsk, som kan forberede grønlandske unge til videre uddannelse i Grønland og resten af verden, som kvalitetsskole på islandsk og færøsk i århundreder har lagt grunden til, og så hjem at drive eget samfund på eget sprog.

Næste skridt er så at gøre Grønlands økonomi selvbærende.

Forrige artikel Greenpeace om Ilulissat: Beskyttelsen af Det Arktiske Ocean er deprimerende Greenpeace om Ilulissat: Beskyttelsen af Det Arktiske Ocean er deprimerende Næste artikel Forsker: Miljøorganisationer bliver ikke taget seriøst i Arktis Forsker: Miljøorganisationer bliver ikke taget seriøst i Arktis
  • Anmeld

    Looqi Sigurdsen · Medlem af Suleqatigiissitsisut - Samarbejdspartiet

    Human kapital

    Grønland kan ikke sammenlignes enten med Færøerne eller Island. Selvom begge lande kan tjene som rollemodeller uddannelsesmæssigt, så kan Grønlands spinkle befolkningstal ikke rumme læger, fuldmægtige, sygeplejersker, professorer, gymnasielærere med kandidatgrad samt tilsvarende universitetsundervisere. Folkeskolelærere mangler landet, samt pædagogisk personale til landets vuggestuer og børnehaver. Landet skal også have fiskere, som pt. holder økonomien på et gunstigt niveau. Nå ja, vi skal da også lige ruste op til den kommende råstofeventyr: Kemiingeniører til udarbejdelse af sjældne jordarter, eksperter samt advokater med international erfaring (gerne grønlændere med exceptionelle engelske sprogfærdigheder), udover dem så kontormedarbejdere, kokke, sikkerhedsfolk, maskinmestre, minearbejdere... Pointen er, Grønland vil altid have behov for samarbejde når det det til det humane kapital. Man kan ikke uddanne de kommende generationer med selvstændighed i sinde, ellers risikerer man at "skynde sig" til målstregen, som rent faktisk er en fatamorgana. Selvstændighed som politisk ideologi kan man altid godt have, og selve ordet kan man altid skåle til under festmiddage hos Siumut, Partii Naleraq, Atassut samt Nunatta Qitornai. Men der er aldrig kommet konkrete forslag til fra disse partier, som kan informere deres vælgere hvad de kan bruge ordet selvstændighed til i deres hverdage.

  • Anmeld

    Svend-Erik Hansen · Intellektuel

    Den gode professor har travlt

    Hvorfor prøver professoren at spille på splittelsen?

    Når han efterlyser en inkluderende flernational, flerkulturel og flersproglig statsidentitet, er det jo netop, hvad der er skabet med rigsfællesskabet, hvilket han behændigt overser for at promovere hans politiske tanker om separatisme.

    Lokale sprog og dialekter er fint, men det, der mangler, er, at man også lærer dansk godt nok til at kunne begå sig i den danske stat og kunne samarbejde med "flyfriske" københavnere.

  • Anmeld

    Peter Hansen

    Mangler & fejl

    Den kære professor tager fejl mht. at sammenligne Grønland med Island og til dels Færøerne.

    For det første er udgangspunktet et helt andet, for hvor man kan sige, at Færøernes og Islændingenes tilhørsforhold, kultur osv. altid, har været en del af den vestlige verden, tankegang med mere, så er en stor del af den grønlandske befolkning af en helt anden oprindelse og først i det sidste århundrede rigtigt kommet ind i den moderne verden, og det tror jeg gør en forskel.

    En anden ting, som den kære professor påpeger er, at befolkningstallet ikke har en betydning, men har det heller ikke det, når befolkningen er spredt ud over så kæmpe et areal som Grønland er?

    Befolkningen i Grønland er ikke en samlet befolkning, der har nem tilgængelighed til hinanden, der hersker stort set ingen effektiv og billig infrastruktur der binder landet sammen.

    Et andet sted. som måske lidt viser den kære professors ikke helt fuldstændige kendskab til Grønland, det er hans opfordring til, et rent grønlandsksproget uddannelsessystem, for med dette vil han opnå fuldstændigt det modsatte, af hvad han aggitere for, for hvis der ikke er tilgang til danske lærerkræfter, uddannelser, lærebøger, osv. så vil udbudet af nævnte være meget indskrænket og begrænset, og der er iøvrigt også meget begrænsede ressourcer, hvis man ønsker, at oversætte div. uddannelsesmaterialer til grønlandsk.

    Grønlandsk sprog og skriftsprog, kan sket ikke sammenlignes med det islandske og færøske. Selv i dag, trods selvstændighed, så studere mange islændinge i Danmark, og det kræver, at man kan sproget.

    Så alt i alt vurdere jeg professorens udredning for lige kæk nok, og indeholdene oversete og afgørende faktorer hvad angår Grønlands særlige vilkår og betingelser.

Den grønlandske lufthavnsrevolution

Den grønlandske lufthavnsrevolution

FREMTID: Udvidelsen af to lufthavne vil forandre Grønland for altid. Det er i hvert fald håbet hos tilhængerne af Grønlands største offentlige investering nogensinde.