Professor: Kvalitetsskole på grønlandsk er første skridt til uafhængighed

Af professor Rasmus Gjedssø Bertelsen
PhD (Cantab), UiT Norges Arktiske Universitet

Det er klart fra interviewet med Suka Frederiksen her i Altinget, at Danmark og Grønland (men også Færøerne) har brug for en konstruktiv, civiliseret og fremadrettet ramme for at udvikle vores fremtidige forhold.

Danmarks forhold til Nordatlanten er et tidsmæssigt og geografisk rum, hvor det er nyttigt at sammenligne mellem Danmarks forhold til Island, Færøerne og Grønland til forskellige tider.

Danmarks historie i Nordatlanten begyndte med en union med Norge i 1380 og dets bilande, Færøerne (underlagt Norge ca. 1000), nordboerne i Grønland (underlagt Norge i 1261) og Island (underlagt Norge i 1262).

Danmark-Norges kontakt med Nordatlanten var prisgivet af Storbritannien efter tabet af flåden 1801/1807. Nordatlanten gik til Danmark ved Kielerfreden i 1814 på trods af den oprindelige tilknytning til Norge.

Danmarks kontakt til Nordatlanten har siden været prisgivet først af Storbritannien og siden USA fra anden verdenskrig.

Der er et stærkt ønske om uafhængighed i Grønland, men Grønland er meget afhængigt af dansk human kapital og bloktilskud.

Rasmus Gjedssø Bertelsen
Professor, UiT Norges Arktiske Universitet

Den franske revolutions nationalliberale ild med national identitet og selvbestemmelse fejede over Europa og siden resten af verden som en steppebrand. Den ild ville uundgåeligt fortære Kongeriget Danmark med svag fælles identitet, forskellige nationer, sprog og kulturer.

Forsøget på at skabe en dansk nationalstat førte umiddelbart til den første slesvigske krig og islandsk uafhængighedspolitik fra 1851, islandsk grundlov i 1874, selvstyre i 1904, selvstændighed og suverænitet i 1918 som Kongeriget Island i personalunion med Kongeriget Danmark og Republikken Island i 1944 i henhold til 1918 forbundsloven.

Færøerne fulgte efter med hjemmestyre i 1948 og Grønland i 1979, begge udvidet i 2005, og siden selvstyre for Grønland i 2009.

Tre betingelser for selvstændighed
Danske magthavere har aldrig ønsket eller formået at skabe en inkluderende flernational, flerkulturel og flersproglig statsidentitet, som tysktalende, islændinge, færinger eller grønlændere kunne være del af.

Derfor vil Færøerne og Grønland sandsynligvis bevæge sig mod større og endeligt fuld selvstændighed i takt med egen samfundsudvikling og ydre chok (som tidligere Napoleonskrige, første og anden verdenskrig, kold krig etc.).

Denne udvikling kan enten foregå i stød og chok, som Danmark pludselig vågner op til, eller som et fælles projekt mellem Danmark, Færøerne og Grønland. Det er op til Danmark.

Sammenligning af Island, Færøerne og Grønlands forhold til Danmark over de sidste 100 år viser tre indre betingelser for større og endeligt fuld uafhængighed: politisk vilje, human kapital og finansiel uafhængighed – og så ydre chok som verdenskrige.

Island blev selvstændigt i 1918, fordi det opfyldte alle tre krav: 1) Islændingene var forenede om uafhængighed, 2) De havde i århundreder haft uddannelsesniveauet til at drive eget samfund på eget sprog, 3) Deres økonomiske lykke var at kappe de finansielle bånd (et årligt ”bloktilskud” på 60.000 danske kroner) i 1918, så den islandske nordiske velfærdsstat senere blev udviklet baseret på egen økonomi.

Færøerne og Island viser vejen
Færingerne er mere delte om uafhængighed, men har uddannelsesniveau til i høj grad at drive eget samfund på eget sprog, og deres afhængighed af bloktilskud er meget begrænset.

Der er et stærkt ønske om uafhængighed i Grønland, men Grønland er meget afhængigt af dansk human kapital og bloktilskud.

Grønlandske politikere bør fokusere på at opfylde de indre samfundskriterier fremfor at fokusere på tidshorisonter. Med viljen til uafhængighed er det næste skridt uddannelsesniveauet til at drive eget samfund på eget sprog.

Island og Færøerne viser vejen hertil: eget uddannelsessystem på eget sprog og kultur af høj kvalitet og så brain circulation: at rejse ud for at få uddannelse i Norden, Europa, Nordamerika og så videre for så vende hjem for at drive egen forvaltning, erhvervsliv, sundhed, uddannelse med mere på eget sprog.

Grønlændere har som nordiske og europæiske borgere adgang til uddannelse i hele Norden og Europa, som ofte kan være mere relevant end dansk uddannelse.

Kvalitetsskole på grønlandsk
Færøerne med en lidt mindre befolkning end Grønland viser, at det er uddannelsesniveauet, som er afgørende – og ikke befolkningsstørrelsen, som er et forstyrrende og vildledende argument.

Det er for eksempel flyfriske danske fuldmægtige og vikar-sundhedspersonale uden lokale sproglige, kulturelle og samfundsmæssige kompetencer, som skal erstattes i første omgang, ikke enkelte eksperter, som følger senere.

Det grundlæggende og målbare mål for Grønland i partnerskab med Danmark, Færøerne, resten af Norden, Europa, Nordamerika og Asien bør være at opnå samme uddannelsesniveau for den grønlandske befolkning som den færøske.

Det vil kræve at læge sår i grønlandske sjæle og andre samfundstiltag, men det er det afgørende trin for større reel selvstændighed.

Første skridt er en kvalitetsskole på grønlandsk, som kan forberede grønlandske unge til videre uddannelse i Grønland og resten af verden, som kvalitetsskole på islandsk og færøsk i århundreder har lagt grunden til, og så hjem at drive eget samfund på eget sprog.

Næste skridt er så at gøre Grønlands økonomi selvbærende.