Tidligere ambassadør: Grønlandsk selvstændighed, suverænitet eller løsrivelse? Politikere roder rundt i begreberne

Det nationalkonservative Dansk Folkeparti går til yderligheder, når partiet dels mener, at “Grønlænderne har ikke mere ret til Grønland end danskerne,” “Grønland kommer aldrig nogensinde til at få selvstændighed” og “... nu gider vi ikke høre mere selvstændighedssnak.”

Forhenværende erhvervsminister, Henrik Sass Larsen, udtaler sig formynderisk og konkluderer “Grønland forbliver en del af det danske rige, og vi afgiver ikke en millimeter suverænitet…”

Hvem er vi?

Chefredaktør på Berlingske Tom Jensen vurderer, at “der findes ikke en virkelighed i nær fremtid, hvor det grønlandske samfund kan opnå reel selvstændighed (min fremhævelse)... Grønland [er] dybt afhængig af Danmark.”

Den konservative Grønlandsordfører Rasmus Jarlov åbner for sit vedkommende gerne en pengekasse (!) til Grønland, hvis man forbliver i rigsfællesskabet. “Statsdannelse, selvstændighed og løsrivelse betyder det samme, nemlig at Grønland skal være sit eget land,” udtaler han uden nogen skelnen mellem begreber, der rodes sammen.

Selvstændighed er, at en stat er uafhængig og bestemmer selv. Suverænitet er en stats retlige uafhængighed af andre stater og magten til at bestemme over egne anliggender.

Claus von Barnekow
Seniorrådgiver, Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder

Senest har B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, i en kommentar på valgdagen informeret om, hvad statsminister Mette Frederiksen “frygter ved det grønlandske valg.”

Valgkampen, siger han, “har i høj grad handlet om selvstændighed…” Man kan formode, at han får følgeskab af andre kommentatorer og journalister.

Selvstændighedsbegrebets egentlige betydning

Så hvad er op, og hvad er ned i debatten om Grønlands fremtid og muligheder? Hvilken juridisk betydning har forskellige begreber som ‘suverænitet’, ‘løsrivelse’ og ‘selvstændighed’? Og hvilke konsekvenser har det, når både meningsdannere og politikere bruger dem fejlagtigt?

For det første tager Qvortrup fejl. Af de seks grønlandske partier, der opstiller til Inatsisartut, går de fem ind for selvstændighed – det er der intet nyt i – men de adskiller sig vedrørende forudsætninger, tidsfaktor og fremgangsmåde. Og den fremtidige tilknytning til Danmark er uklar.

Den centrale diskussion mellem Inuit Ataqatigiit, Siumut og Demokraatit angår, hvordan selvstændighed kan opnås, uden at velfærden bryder sammen.

Siumut-formanden Erik Jensen udtalte for nogle dage siden i Altinget, at selvstændighed fyldte for meget i de danske medier, som glemte befolkningens dagligdag, for eksempel sundhed, velfærd og folkeskole.

Lokalpolitikeren og formanden for forfatterforeningen Juaaka Lyberth udtrykte det således i Altinget på valgdagen: Valgkampen er “lidt kedelig.” Slagsmålet om selvstændighed er udskudt, og partilederne ønsker et Grønland, der “står sammen mod Trump.” 

Det afgørende er, hvorledes Grønlands økonomi kommer til at “hænge sammen” inden drøftelsen om en “selvstændig (udefineret) stat i fremtiden.”

Udtrykket “Djævelen sidder i detaljen” vil komme til sin ret, når valgresultatet og dets muligheder skal fortolkes, og en ny regering dannes de kommende dage.

Selvstændighed er, at en stat er uafhængig og bestemmer selv. Suverænitet er en stats retlige uafhængighed af andre stater og magten til at bestemme over egne anliggender. Det er magtanvendelsen, der på nuværende tidspunkt skamrides af USA.

Udtrykket “fuld selvstændighed” eller “reel selvstændighed” må ses i forbindelse med dets modsætning begrænset eller formel selvstændighed, som netop aktuelt gælder for Kalaallit Nunaata naalaga (Grønlands Selvstyre 2009) og heimastyri Føroya (Færøernes hjemmestyre), det vil sige det nuværende rigsfælleskabs to andre rigsdele.

Danske politikere kan ikke forhindre Grønlands uafhængighed. Det er således muligt for Grønland at opnå uafhængighed helt uden den danske regerings eller Folketingets samtykke.

Claus von Barnekow
Seniorrådgiver, Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder

Rigsfællesskabet har dog, hvad sjældent påpeges, ligheder med en forbundsstat, idet Grønland og Færøerne har en udstrakt grad af selvstyre, mens statsforfatningen (grundloven), statsborgerskab, Højesteret, udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik samt valuta- og pengepolitik ikke kan overtages af de to rigsdeles myndigheder. 

Danmark kan ikke forhindre grønlandsk selvstændighed

Selvstændighed kan opnås ad to vidt forskellige veje.

Det er en kendsgerning, at Grønland opfylder gældende folkeretlige (internationale) betingelser for en stat (et land).

Grønland kan opnå selvstændighed og blive en uafhængig stat på to måder: Enten gennem løsrivelse eller forhandlet uafhængighed.

Danske politikere kan ikke forhindre Grønlands uafhængighed. Det er således muligt for Grønland at opnå uafhængighed helt uden den danske regerings eller Folketingets samtykke. Det kan ske gennem en ensidig løsrivelse, skriver folkeretsprofessor Jacques Hartmann i Altinget.

Ordet løsrivelse anvendes af flere politikere fejlagtigt, som om det rummede flere folkeretlige begreber. Men – løsrivelse er en ensidig beslutning truffet af den ene part, et fuldstændigt brud med de konsekvenser for især den svage part, som et brud måtte medføre.

Forhandlet uafhængighed er derimod en konsensusbaseret proces baseret på en overordnet enighed mellem parterne om mål. Forhandlet uafhængighed kræver derfor medvirken fra den danske regering og Folketinget som fastsat i Selvstyreloven.

Hvad der er at foretrække, er et politisk valg. Den indenrigspolitiske situation og socioøkonomiske udvikling i Grønland usandsynliggør ensidig løsrivelse. Dermed er den forhandlede løsning om uafhængighed vejen frem. Derved vil karakteren af omfanget af en fælles fremtid for på sigt tre selvstændige stater også blive fastlagt.

Flere meningsdannere og politikere stiller spørgsmål om, hvorvidt Grønland ville kunne klare sig selv. Det spørgsmål hviler imidlertid på den fejlagtige forudsætning, at Grønland skulle løsrive sig ensidigt. Det er som sagt højst usandsynligt.

Hvorvidt Grønland kunne klare sig økonomisk i det usandsynlige tilfælde af en ensidig løsrivelse, er Grønlands ansvar.

Fra rigsfællesskab til statsfællesskab

Statssuccession er et territoriums overgang fra én stats overhøjhed til en andens, i rigsfællesskabets tilfælde efter forhandlede løsninger mellem Danmark og Grønland, samt når tiden kommer mellem Danmark og Færøerne, som aldrig har været formelt koloniseret.

I hvilket omfang, den nye stat, i dette tilfælde Grønland (successorstaten), indtræder i forgængerstatens Kongeriget Danmarks rettigheder og pligter, afhænger af de resultater, den forhandlede løsning vil munde ud i, og hvorledes de omsættes retligt (for eksempel statsejendom, gæld, traktatmæssige forpligtelser og rettigheder).

Er det ikke tid til at erstatte rigsfællesskabet med statsfællesskabet? 

Claus von Barnekow
Seniorrådgiver, Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder

Et folk er befolkningen i et bestemt geografisk område. Både grønlændere og færinger udgør et folk i selvbestemmelsesrettens forstand. Det synspunkt er aldrig blevet bestridt fra skiftende regeringers eller Folketingets side.

Lad mig derfor minde om Grønlands daværende landsstyreformand Lars Emil Johansen (1991-1997), der i 1992 sagde “Jeg kunne måske engang tænke mig en slags forbundsstat: Danmark, Færøerne og Grønland, men der er vi langt inde i det næste århundrede.”

I december 1975 anvendte Statsministeriet så vidt vides for første gang betegnelsen “rigsfællesskabet” i stedet for “rigsenheden.”

Er det ikke tid til at erstatte rigsfællesskabet med statsfællesskabet? Et statsforbund bestående af tre selvstændige og ligeværdige stater med blandt andet fælles kongehus, et ministerråd til at træffe beslutning om fælles anliggender, et nyt landsting, fælles forsvar i Arktis og Nordatlanten med mere. 

På denne måde undgås, at Grønlands og Færøernes forudsete selvstændighed ad åre måtte resultere i et sikkerhedspolitisk tomrum, nu hvor præsident Trump er i gang med en nedbrænding af det internationale statssystem.