Skaale: Nordatlantiske udmeldinger underminerer folkestyret

DEBAT: Tre af fire nordatlantiske MF'er har meldt ud, at de vil forhandle om dansk regeringsdannelse efter valget. Det vil underminere demokratiet i hele rigsfællesskabet, mener det fjerde nordatlantiske folketingsmedlem Sjúrður Skaale.

Af Sjúrður Skaale
Medlem af Folketinget for Javnaðarflokkurin

Tre af de fire nordatlantiske partier i Folketinget – alle undtagen mit parti – har nu meldt ud, at de ikke vil pege på nogen statsministerkandidat før det kommende folketingsvalg. Man vil i stedet støtte den statsminister, der vil give Grønland eller Færøerne de største rettigheder. Og hvem det er, vil man finde ud af i forhandlinger efter valget.

Dette betyder, at hvis ingen af blokkene på valgaftenen kan mønstre 90 mandater, og nogle af de tre nordatlantiske partier er genvalgt, så kan der ikke dannes regering, før både Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen har forhandlet med dem. Den, der byder højest, får nordatlanterne i sin fold – og dermed regeringsmagten.

Jeg har sammenlignet det med, at man sætter sit tilhørsforhold i Folketinget på auktion og sælger til højestbydende.

Hvad der vil gøre forholdene endnu mere prekære er, at ingen af de tre har meldt ud, præcis hvad det er for indrømmelser, man vil have. Det bekendtgøres, forstås, først efter valget. Hele processen omkring regeringsdannelsen efter valget vil altså blive meget uforudsigelig.

Jeg er blevet spurgt, hvorfor jeg som repræsentant for de færøske socialdemokrater – som den eneste – ikke har meldt mig på banen som kongemager. Det er noget, vi har drøftet i vores parti. Vi har jo haft et meget fint samarbejde med den borgerlige regering. Og hvorfor skal vi så ikke være åbne for at støtte den efter valget?

En central begrundelse er naturligvis, at den socialdemokratiske idé er større end noget land. Vi hører til den nordiske socialdemokratiske familie. Det ville føles illoyalt at støtte en borgerlig regering. Men vi gør det også af respekt for både det færøske og det danske folkestyre.

Uden for grundloven
Det er grundloven af 1953, der bestemmer, at to MF’er skal vælges på Færøerne. Det er stadig på sin plads, for vi er endnu fælles om statens centrale områder såsom forsvar, retssystem etcetera.

Men grundloven siger også, at "Der kan ved lov gives særlige regler om færøske og grønlandske folketingsmandaters ikrafttræden og ophør."

Dette står formentlig blandt andet i grundloven, fordi man har set for sig, at Danmarks Rige kunne udvikle sig væk fra den enhedsstat, som det var i 1953.

Og det er lige, hvad der er sket. Rigsfællesskabets karakter er i dag fundamentalt anderledes, end det var i 1953. Dengang vedtog Folketinget love, som blev direkte gældende på Færøerne. Sådan er det ikke længere. Nu er Lagtinget landets reelle parlament, og Færøerne forfølger også i vidt omfang sine egne interesser internationalt. Der bliver ikke implementeret nogen lov på Færøerne, som ikke er vedtaget af Lagtinget. Færøerne har også sin egen økonomi, og vores vælgere betaler derfor ikke skat i Danmark. Et helt grundlæggende element i demokratiet er derfor ikke til stede: nemlig at vælgere og skatteydere er de samme personer.

Vores vælgere mærker altså hverken de økonomiske eller de politiske konsekvenser af det meste af det, vi er med til at beslutte i Folketinget, og vi er valgt på en helt anden dagsorden end tingets øvrige 175 medlemmer.

Færøernes stadig større selvstændighed har helt naturligt ført til, at de overordnede forhold mellem Færøerne og Danmark ikke forhandles og aftales mellem danske myndigheder og de færøske MF'er, men mellem de to landes regeringer. Det er jo Færøernes regering – landsstyret – der er øverste repræsentant for vores demokratiske system. Det er ikke de to folketingsmedlemmer.

Grundlaget for bestemmelsen om, at to MF’er skal vælges på Færøerne, er altså betydeligt svækket siden 1953.

Dette kræver af os, at selv om vi formelt og juridisk er helt ligestillede med alle andre MF’er, så bør vi politisk forvalte pladserne i Folketinget i overensstemmelse med den nye virkelighed: nemlig at rigsfællesskabet i langt højere grad end før er et fællesskab af forskellige lande og forskellige politiske systemer.

Forkert i begge lande
Hvis det – ikke helt usandsynlige – skulle ske, at den kommende regering må forhandle sig til støtte fra én, to eller tre nordatlantere, så er det demokratisk set problematisk for Danmark. Det vil jo betyde, at MF'er, hvis vælgere ikke betaler skat i Danmark og kun i meget begrænset omfang er omfattet af Folketingets lovgivning, vil få helt afgørende indflydelse på dansk politik.

Det, synes vi, ville være respektløst over for det danske demokrati. At ingen før valget får at vide, hvad "prisen" for nordatlanternes støtte vil være, vil ikke gøre det bedre.

Jeg vil ikke udtale mig om Grønland – men for Færøerne ville den opridsede situation også være et tilbageskridt i forhold til udviklingen hen imod stadigt større selvstyre. Det ville jo medføre, at ét folketingsmedlem, der er valgt af højst 25 procent af vælgerne, på vegne af hele Færøerne ville kunne forhandle med regeringen om de store politiske linjer. Mandatet og magten ville altså blive flyttet fra regeringen på Færøerne til et (færøsk) parti i Folketinget, og færøske forhold ville blive en helt integreret det af det indenrigspolitiske spil i Danmark. Vi ville få en sammensmeltning af Danmarks og Færøernes politiske systemer.

Det, synes vi fra socialdemokratisk hold, ville være at underminere det færøske demokrati og det selvstyre, som vi møjsommeligt har bygget op over generationer.

Åbne for en anden ordning
Vi mener, at repræsentationen i Folketinget må forvaltes i overensstemmelse med de sidste mange års udvikling mod større selvstyre. At gennemtvinge sig grundlæggende politiske indrømmelser fra regeringen uden om de færøske myndigheder er formelt set en mulighed. Vi synes bare, det underminerer hele ordningen.

Men ordningen kan også – uden dette – være problematisk, demokratisk set.

Vi kan tage sidste valg. De blå vandt valget i Danmark med 90 mandater mod de rødes 85. Men hvis bare ét af de blå partier havde fået bare ét mandat mindre – så ville Helle Thorning-Schmidt være statsminister i dag, selv om de blå havde vundet valget i Danmark med 89 mod 86. Der kom nemlig fire røde nordatlantere – og de havde formentlig løftet de røde op på 90 og dermed sørget for, at valgets taber i Danmark vandt magten.

Det ville jeg ikke have haft det godt med. En demokratisk holdbar løsning kunne derfor være, at de nordatlantiske mandater blev begrænset til kun at kunne stemme i de centrale sager, som er fælles for hele riget. Det er denne ordning, flere og flere taler om at indføre i forhold til skotterne i Westminster.

Men da dette kræver en grundlovsændring, er udsigterne meget lange.

Indtil da må vi forvalte ordningen på en måde, som vi synes er politisk holdbar. Hvad det betyder, er jeg ikke enig med mine tre kolleger om.

Deres udmeldinger har forstærket mit håb om, at de danske vælgere afgør, hvem der skal være statsminister. Jeg vil nødigt se det, der bør være forhandlinger mellem regeringen og landsstyret, ender som forhandlinger mellem to kandidater til statsministerposten og et færøsk folketingsmedlem.

Forrige artikel DEBAT: Lad værnepligtige tjene i Grønland DEBAT: Lad værnepligtige tjene i Grønland Næste artikel Forskere: Grønlands bæredygtige udvikling er i fare  Forskere: Grønlands bæredygtige udvikling er i fare