Tidligere ambassadør: Regeringens nølen er skyld i rigsfællesskabets sammenbrud

Undladelse af at tage initiativ og skabe en ændring i dynamikken blandt de tre rigsdele, lader rigsfællesskabets sammenbrud ane i horisonten. Derfor må regeringen og Folketinget sammen med Grønland og Færøerne nu udvikle et anderledes fællesskab end det nuværende rigsfællesskab.

Medmindre man selvfølgelig vil lade situationen udvikle sig uden en indgribende styring mod et fælles mål for de tre rigsdele. Og uden at indse, hvad der kunne blive konsekvensen, nemlig et magtpolitisk tomrum. Og det tomrum vil uden tvivl blive udfyldt af præsident Trump, som har ambitionerne.

Rigsfællesskabet skaber overskrifter

Men rigsfællesskabet og dets fremtid har dog nu langt om længe ramt de trykte mediers forsider.

Donald Trump har nemlig igen sagt, at USA ønsker ejerskab over Grønland. Og "verdens mest magtfulde embede" indtages på ny af erhvervsmanden Trump, hvis forretningsmæssige og konkurrencebetonede instinkter og spontanitet ses at styre hans opfattelse af folkeret, international politik og udenrigspolitik og mangel på indsigt i diplomatisk protokol.

Rigsfællesskabet og dets fremtid har nu langt om længe ramt de trykte mediers forsider.

Claus von Barnekow
Tidligere ambassadør ved Europarådet

Trump har yderligere tilkendegivet, at han overvejer at lægge øget told på danske varer for at presse Danmark i spørgsmålet om Grønland. Han udelukker heller ikke, at det kan komme på tale at anvende militær magt for at få kontrollen over Grønland.

Her må hesten klappes uanset den alvorlige og meningsløse situation, hvor en meget nær allieret optræder truende. Og det gør statsministeren, som har rakt ud til Trump og gennemført en første længere samtale med ham.

Dette har i øvrigt givet anledning til, at Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, synes at have mistet besindelsen. I hvert fald de gode manerer, da han i et vrøvlet opslag på Facebook spørger: "Er Mette gået fra forstanden?".

Selv synes partiformanden at lide af en vrangforestilling om egen betydning. Han holdt sig ikke tilbage for under et netop afholdt bønnemøde i anden anledning på Trumps residens i Florida at optræde, så man skulle tro, han repræsenterede andet end sig selv og måske partiets syv mandater i Folketinget.

I Putins fodspor

Men giver Trumps bombastiske melding overhovedet substantiel mening? Ikke umiddelbart. For hvem har allerede den militære kontrol med Grønland og de militære kapaciteter til at forsvare den enorme ø? Det har USA. Derfor behøver USA ikke besætte – det vil sige indtage og kontrollere – Grønland.

Derved ville præsidenten og USA i øvrigt træde i Putins fodspor, krænke folkeretten og FN-pagtens artikel 4 om at afholde sig fra at anvende militærmagt.

Mon ikke Grønland under disse omstændigheder burde overveje, hvorvidt man kunne omgøre sin udtræden af EU i 1985.

Claus von Barnekow
Tidligere ambassadør ved Europarådet

Desuden foreligger der fra 4. august 1916 en erklæring fra USA’s regering til Danmarks regering, hvori USA anerkendte Danmarks højhedsret til Grønland. (Blev givet i forbindelse med salget af Dansk Vestindien til USA.). Endelig blev den gældende forsvarsaftale for Grønland indgået mellem Danmark og USA 27. april 1951. Det bør erindres, at inden det kom såvidt, forsøgte danske regeringer forgæves at få USA til at forlade Grønland, som USA endog tilbød at købe på grund af Grønlands centrale forsvarsmæssige betydning for USA.

Det var således først og fremmest på grund af Grønland, at USA var interesseret i et dansk medlemskab af Nato. 

Forsvarsaftalen indebærer, at USA i regi af Nato skal bistå Danmark i forsvaret af Grønland, og at USA har ret til fri adgang overalt i Grønland.

USA har dermed allerede rige muligheder for at varetage sine interesser og kan forhandle med et lydhørt Grønland og Danmark om mulige nye foranstaltninger.

Man kunne derfor overveje også at fortolke Trumps udtalelse derhen, at Grønlands opnåelse af fuld selvstændighed fra Danmark vil skabe et magtpolitisk tomrum, inden Grønlands optagelse i FN og Nordisk Råd samt et selvstændigt medlemskab af Nato vil kunne opnås.

Og mon ikke Grønland under disse omstændigheder burde overveje, hvorvidt man kunne omgøre sin udtræden af EU i 1985?

Selvstændighed i et magtpolitisk tomrum

"For at tingene skal forblive de samme, skal alt ændres." Den sicilianske prins Salina fremsatte denne udødelige bemærkning om sit samfunds udvikling i 1860'erne i Lampedusas historiske roman 'Leoparden' (1958). Og så er vi ved kernen og konklusionen: Politikerne bør udvikle et alternativ til rigsfælleskabet.

I 2023 pegede tidligere Nato-ambassadør og udenrigspolitisk direktør i Udenrigsministeriet Michael Zilmer-Johns således også på, at rigsfællesskabet med Grønland og Færøerne bør erstattes af en ny og mere holdbar model – en art statsforbund – af tre uafhængige nationer, der binder sig sammen igen, men på frivillig basis og "som et tilvalg, og ikke kun fordi, det er vores historiske arv".

Det synspunkt har han i en kronik i Berlingske 16. januar nu uddybet med et forslag om at "fremlægge et visionært og generøst udspil til et nyt fællesskab, hvor vi starter helt forfra som tre uafhængige nationer", med blandt andet fælles kongehus. Et sådant fællesskab muliggør Færøernes og Grønlands eget medlemskab af FN,  Nato og Nordisk Råd.

Man må håbe, at regeringen og Folketinget lytter til den analyse og følger rådet. Derved opstår der med Grønlands selvstændighed nemlig ikke et magtpolitisk tomrum, der skal udfyldes.