
Efter ti år på posten skal Herlev Kommune have ny kommunaldirektør.
Det står klart, efter økonomi- og planlægningsudvalget i Herlev har besluttet at indstille til kommunalbestyrelsen, at samarbejdet med Jesper Zwisler ophører med udgangen af maj. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Jesper Zwisler blev ansat som kommunaldirektør i Herlev i 2016, efter at han var vendt tilbage til det kommunale Danmark fra en post som departementschef for det daværende ministerie for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold.
Siden har han stået i spidsen for en omfattende organisatorisk og økonomisk omstilling af kommunen.
Ifølge borgmester Marco Damgaard (S) er bruddet dog ikke et udtryk for utilfredshed med Jesper Zwislers indsats, men derimod et ønske om et skifte i ledelsesprofil.
”Jesper har været en overordentlig stærk kommunaldirektør gennem de seneste 10 år, hvor han har været en drivende kraft for den nødvendige forandring, Herlev Kommune har været igennem,” siger borgmesteren og fortsætter:
”Herlev Kommune står således i dag godt rustet til den nye retning, vi i kommunalbestyrelsen nu har sat for kommunens udvikling.”
Jesper Zwisler peger selv på, at kommunen bevæger sig ind i en ny fase.
”Det kræver et nyt toplederskab, der kan understøtte og fremme den udvikling i de kommende år,” udtaler han og fremhæver, at Herlev i dag er blandt de 10 kommuner med den stærkeste strukturelle balance i økonomien.
Den endelige beslutning om at afslutte samarbejdet træffes af kommunalbestyrelsen 18. februar.
Herefter vil stillingen blive slået op med forventet tiltrædelse 1. juni 2026.
Nyhedsoverblik

Grønlands nye folketingsmedlemmer sætter turbo på opbruddet i rigsfællesskabet

Ny grønlænder på Borgen: En kommende dansk regering skal bakke op om at ændre selvstyreloven og grundloven

Sidst fiskede Løkke efter grønlandsk støtte på valgnatten. Det problem har han ikke nu

Her er de nordatlantiske mandater

De kan blive afgørende: Det har de nordatlantiske partier sagt om, hvem de vil pege på



















