Globaliseringforhandlinger står i stampe

GLOBALISERINGSMIDLER: Partierne bag globaliseringsforliget er på trods af næsten to ugers forhandling stadig langt fra hinanden. Rettet version.
Forskningsordføreren for De Konservative, Charlotte Dyremose, synes, at S og R forhaler forhandlingerne om globaliseringsmidlerne.
Forskningsordføreren for De Konservative, Charlotte Dyremose, synes, at S og R forhaler forhandlingerne om globaliseringsmidlerne.
Uffe Laursen
Det kniber med at finde en løsning til fordeling af de tre milliarder kroner, som partierne bag globaliseringsforliget fra 2006 i disse dage forhandler om. 

Stridens kerne hedder basismidler. Regeringen meldte før forhandlingsstart ud, at den ville afsætte ti procent af de tre milliarder kroner, der forhandles om som basismidler til universiteterne. Resten skulle være konkurrenceudsatte midler, både til den frie og hovedsageligt til den strategiske forskning - især på energiområdet, hvor regeringen alene for 2009 har reserveret 750 mio. kroner til mere forskning.

Står stejlt over for hinanden 
Mens udspillet med de ti procent blev opfattet - nærmest som en vittighed, og i hvert fald som et meget aggressivt forhandlingsudspil - af Socialdemokraterne, Radikale og Dansk Folkeparti, så er det fra regeringens side opfattet som nærmest ultimativt. I hvert fald er forligspartierne ikke kommet ret meget nærmere hinanden, siden de indledte forhandlingerne i begyndelsen af sidste uge.

"Jeg havde faktisk troet, at S og R ville være mere entusiastiske omkring forhandlingerne, men de bliver ved med at trække forhandlingerne ud og sige nej til at lave noget med os på energiområdet, som jeg egentlig troede, vi var enige om fra start. Jeg forstår det ikke. Vi er meget langt fra hinanden," siger forskningsordfører Charlotte Dyremose, De Konservative.

Provokerende 
Kirsten Brosbøl, forskningsordfører for Socialdemokraterne, er mildest talt forbløffet over Charlotte Dyremoses udlægning. 

Jeg synes, det er en provokerende udtalelse. Det er da regeringen, der trækker forhandlingerne ud.

Kirsten Brosbøl
Forskningsordfører, S

"Jeg synes, det er en provokerende udtalelse. Det er da regeringen, der trækker forhandlingerne ud. Vi har været til alle forhandlinger, og så sent som i dag aflyste de et aftalt møde," siger Kirsten Brosbøl, som modsat er forundret over, at regeringen ifølge hende nærmest vælger at forhandle på skrømt.

(Rettelse: Altinget har i den første udgave af artiklen skrevet, at torsdagens forhandlinger blev aflyst af regeringen uden, at forligspartierne var orienterede. Det var en fejl. Vi  beklager.)

"De vil gerne have os til at give håndslag på energiområdet, og vi vil gerne have hævet basismidlerne. Det har været et meget entydigt ønske for os fra starten. Men regeringen har slet ikke ønsket at diskutere vores udspil. De har hele tiden kun taget udgangspunkt i deres eget forslag. Derfor står vi langt fra hinanden," siger Kirsten Brosbøl.

Vil have standset fald i basismidler
Også hos Dansk Folkeparti er man bekymret over afstanden mellem forligsparterne.

"Jeg synes også, vi står langt fra hinanden," siger Jesper Langballe, forskningsordfører for DF.

"Vi vil have standset faldet i den procentuelle andel, som gives til basismidler, og det er det, der skiller os," siger han.

DF har tidligere meldt ud, at de - som S - gerne ser en 60/40-fordeling i basismidlernes favør. Hvorvidt  DF er til at rokke, vil Langballe ikke ud med.

"Vi fører ikke forhandlinger med ultimative krav," siger han.

Løsning - måske - i denne uge 
Selv om forligspartierne i øjeblikket er langt fra hinanden, skal forhandlingerne af hensyn til færdiggørelsen af finansloven for 2009, helst slutte i denne uge, hvilket gør Charlotte Dyremose fortrøstningsfuld. "Vi skal jo nå en løsning," siger hun.

Kirsten Brosbøl fastslår, at Socialdemokraterne er positivt indstillet over for regeringens satsning på energiområdet men mener, at forhandlingerne skal ses i en sammenhæng, og vil derfor ikke indgå delforlig, før de har fået indrømmelser fra regeringen på basismidlerne.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Charlotte Dyremose

Sognepræst, fhv. MF (K)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2004)

Jesper Langballe

Tidl. folketingsmedlem (DF)
Præsteuddannet

Kirsten Brosbøl

Bestyrelsesformand, Danmarks Klimaskovfond, direktør og stifter, 2030beyond, medlem, 2030-panelet, forperson, Det Politiske Akademi
master i freds- og konfliktstudier (Sussex Uni. 2003), cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2005)

0:000:00