Pernille Weiss: "Enten var du ude, eller også var du inde. Og jeg var aldrig rigtig inde"

Barndommen var ensom for EU-parlamentariker Pernille Weiss, der voksede op i et hjem på landet med flere pligter end de fleste. Først da hun i trods mod sin lærer meldte sig ind i KU, fandt hun sit fællesskab, fortæller hun til Altinget i denne beretning om sin opvækst.

Placeholder image
”Det føltes som at komme hjem,” fortæller Pernille Weiss om sit medlemskab af Konservativ Ungdom. ”Ungdomspolitik er jo også et gudsbenådet, dejligt sted at være, når man er lidt skæv i det.”
Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Lyt til artiklen

Artiklen blev bragt første gang i Altingets magasin i juni 2020.

”Det var først, da jeg meldte mig ind i Konservativ Ungdom, at jeg fandt det sted, jeg passede ind. Det føltes som at komme hjem, og det gav mig en følelse af, at det var ok, at jeg havde min flok, og andre havde deres. Jeg behøvede ikke det, de andre havde i kliker og fester; jeg havde til gengæld KU. For ungdomspolitik er jo også et gudsbenådet, dejligt sted at være, når man er lidt skæv i det. Jeg meldte mig ind, dengang Peter Kurrild-Klitgaard var formand, og blandt andre Niels Krause-Kjær var medlem – og i dem fik jeg også nogle lidt mere voksne rollemodeller for det at være i livet og ikke nødvendigvis være som alle andre.

Det var der, jeg fik min første erfaring af, at det hele nok skal komme, hvis man stiller sig til rådighed. Og mere end 35 år senere var det netop, hvad der skete, da jeg blev spidskandidat til Europa-Parlamentet i sensommeren af 2018. Partiet manglede en spidskandidat, og selvom jeg også blev valgt, fordi alle andre, der var blev spurgt, havde sagt nej, var det også, fordi jeg tålmodigt havde stillet mig til rådighed. Jeg vidste, at jeg gerne ville gå ind i politik igen. Men jeg gjorde det ikke ved at kræve, og da der så blev kigget min vej, var jeg klar.”

Det lange, magre hylster
”Min far er tredje generation i en tømrermesterfamilie, der altid har boet i Middelfart. Min mor er ligesom sin mor sygeplejerske og kommer fra Svendborg. Kort inden jeg blev født, flyttede mine forældre til Gamborg. En lille landsby, der ligger uden for Middelfart, hvor jeg har boet hele min barndom.

Som det ældste barn var jeg stolt over at skulle starte i skole. Jeg elskede at lære og var helt fra start opsat på, at jeg skulle sørge for at få en god uddannelse og gøre, hvad lærerne sagde.

Men min folkeskoletid var også en ensom tid. Jeg havde ikke så mange veninder; jeg var mere hende duksepigen, der brugte frikvarterne på at være engageret i elevrådet. Jeg blev aldrig drillet, men jeg følte mig som én, der stod lidt på afstand af det hele. Der var mange pigekliker. Det var dengang, man hørte Slade, Mabel og Abba, og moden var sådan indrettet, at man ikke bare kunne gå i det tøj, man havde lyst til. Det var enten moderne eller håbløst umoderne. Enten var du inde, eller også var du ude. Og jeg var aldrig rigtig inde.

Jeg var for nørdet, jeg følte mig klodset, og så syntes jeg, jeg havde et udseendeproblem. Jeg var klippet helt korthåret, så mit hår strittede ud til alle sider, jeg havde et kæmpestort mellemrum mellem mine fortænder, og indtil jeg blev konfirmeret, var jeg den højeste i klassen. Endda højere end alle drengene. Det var en bittersød sejr, hver gang vi havde svømning i skolen, for min svømmelærer var vild med det lange, magre hylster, der svømmede hurtigere end alle andre.

Jeg kom nok lidt skævt ind på de andre helt fra start. De fleste af bybørnene havde gået i børnehave, mens det ikke var noget, som vi, der kom ude fra landet, gjorde, fordi det greb forstyrrende ind i hverdagen, hvor vi jo som børn også hjalp til. Og da jeg startede i børnehaveklasse i 1974, hvor vi var opdelt i to hold, kom jeg på eftermiddagsholdet, mens alle de seje piger inde fra Middelfart, fra byen, gik på formiddagsholdet. Deres forældre havde moderne job, mens min far var selvstændig, og min mor havde aften- og nattevagter som sygeplejerske. Og så var det jo sådan set ligegyldigt, på hvilket tidspunkt af døgnet jeg gik i børnehaveklasse sammen med alle de andre ude fra de små landsbysamfund.”

Løftet til farfar
”Min farfar var en af byens store mænd. Altid i grå bukser, hvid skjorte, slips og tilbagestrøget hår. Han døde, da jeg var ni år gammel, og jeg kan nærmest ikke huske, at jeg nogensinde talte med han. Han var fåmælt, og så mente han vist, at børn mest var sådan nogle, der forstyrrede, men jeg husker især én samtale tydeligt.

Min fætter Poul-Erik og jeg var begge startet i 1. klasse – min fætter på realskolen, for hans familie var lidt finere på den end min, og jeg på den nærmeste kommuneskole – og om eftermiddagen var vi hjemme hos farmor og farfar for at vise vores skoletasker frem og fortælle, hvordan den første dag var gået. Da jeg skal fortælle om min dag, husker jeg tydeligt, at jeg kravler op på en stol for at kigge min farfar direkte i øjnene, og så siger jeg til ham, at han kan være helt rolig; jeg skulle nok få en god uddannelse, så jeg kunne overtage familiens tømrer- og entreprenørfirma.

Dengang var det stadig sådan, at firmaet gik videre til familiens ældste dreng, og selvom min fætter i dag er en meget dygtig murermester, var han dengang helt umulig; han lavede en masse ballade og kunne ikke sidde stille. Derfor læste jeg ind i min farfar, at han nok bekymrede sig for, at familiens firma ville gå fuldstændig i stykker, hvis og når min fætter skulle overtage – og derfor kravlede jeg op på stolen for at berolige ham. Han kunne være helt rolig; jeg ville gerne være tømrermester.

Det endte som bekendt ikke sådan, men løftet til min farfar sad i mig i mange, mange år. Derfor troede jeg længe, at jeg skulle være arkitekt, for hvis det var det, der skulle til, for at jeg kunne overholde, hvad jeg havde lovet, så måtte det bare være sådan. Det var faktisk først, da jeg gik i gymnasiet, at jeg for alvor lagde løftet til min farfar bag mig. For der var jeg blevet så opslugt af politik, at jeg i stedet var sikker på, at jeg skulle være politiker.

Jeg flyttede derfor til København for at læse, men vendte hurtigt hjem tilbage til Middelfart igen, fordi jeg flyttede sammen med ham, der skulle blive min nu første eksmand. Som ung og forelsket virkede det som det rigtige at gøre.

Efter et par år som ufaglært sygehjælper fulgte jeg i min mormors og mors fodspor og begyndte som sygeplejeelev. Jeg havde ikke opgivet politikerdrømmene helt, men kommunalpolitik i Middelfart var som udgangspunkt lukket land for mig, da min daværende svigerfar var lokalpolitiker, og min mand var udset til at skulle efterfølge ham. Derfor rettede jeg min opmærksomhed ind på fagforeningspolitik og blev medlem af Amtsbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd.

Da jeg havde været medlem i nogle år, og jeg ventede mit andet barn, ringede min daværende mand til mig en eftermiddag og fortalte, at jeg nok ville blive ringet op af en, der hed Michael, som var vælgerforeningsformand i Nyborg. Han havde hørt om en ung Pernille Weiss, der var aktiv i Dansk Sygeplejeråd, og ringede til min mand, fordi han troede, han var min far, selvom der godt nok kun var ti år mellem os – og sådan mand til mand fortalte han, at han ledte efter en ny folketingskandidat. Min eksmand var da dum nok til at fortælle mig, at han havde sagt, at jeg nok ikke var interesseret, fordi jeg var gravid. Da Michael heldigvis ringede, inden min eksmand kom hjem, svarede jeg trodsigt med telefonen ved øret og hånden på maven, at jeg gerne ville være deres folketingskandidat.

Jeg blev ikke valgt ind, men det gik overraskende godt, og jeg kunne mærke, jeg skulle tilbage til politik igen. Derfor stillede jeg kort efter op – og blev valgt – til Fyns Amtsråd.”

Min første helligåndsoplevelse
”Som barn og ung har jeg brugt meget tid ved Gamborg Fjord. Det var mit uforstyrrede, næsten lidt gemte sted, og når jeg er hjemme ved min mor og far i dag, skal jeg altid lige ned forbi. Min farmor og farfar havde et sommerhus dernede, hvor jeg elskede at være. Som en anden Rødhætte har jeg utallige gange gået fra gården ned til sommerhuset med en lille kurv med et eller andet til farmor. Og nede ved fjorden for enden af min farmor og farfars have samledes vi hvert år ved Sankt Hans ved et kæmpe bål.

Jeg gik ofte lange ture ved fjorden. Og allerhelst alene, for det var en god måde at få det hele lidt på afstand og være alene med mine tanker. Jeg luftede som regel hunden eller gik forbi farmor for at aflevere noget fra mor eller far, for selvom jeg sagtens kunne gå tur uden et ærinde, har jeg altid haft en form for indvendig regnemaskine, der fortæller mig, at jeg skal yde, før jeg kan trække mig; at jeg skal have noget for hånden, før jeg går. Derfor har min egen fortælling om at gå tur ved fjorden altid handlet om, at jeg gik en lang tur med hunden; at det var for dens skyld, jeg gik.

Jeg er kristen og er vokset op i en kristen familie, hvor tilknytningen til kirken er vokset for både min forældre og for mig selv gennem årene og de kriser, vi alle udfordres af i løbet af livet. En overgang var min mor medlem af menighedsrådet, og i dag er min far formand. Jeg var præstens yndling, da vi gik til konfirmationsforberedelse, fordi jeg turde dele mine tanker om det at være gudstro. Jeg var jo i forvejen klassens nørd, og jeg mente det: Jeg ville virkelig gerne konfirmeres og bekræfte min tro. Mange tanker og erfaringer går forud for den erkendelse. Og konkrete oplevelser, hvor jeg især husker én på en gåtur ved fjorden, som gav mig en tydelig fornemmelse af, at der er mere mellem himmel og jord, end det vi kan se og måle.

Da jeg var 13 år gammel, gik jeg en tidlig morgen i juleferien en tur med vores hund. Det var en af de vintre, hvor sneen stod i mere end en meters højde, og solen endnu ikke var brændt igennem, så himlen var helt grå, og alt, jeg kunne se, var sne. Da jeg nærmede mig fjorden, blev jeg omsluttet af en tung tåge. Det føltes som en slags damp, der steg op fra sneen i løbet af få minutter, og gennem tågen kunne jeg ane lyset og solen. Jeg stod der på marken med intet andet selskab end hunden, og da jeg blev ramt af den pludselige overraskelse, hvor jeg blev omgivet af tågen, mens solen brændte igennem, mærkede jeg for alvor følelsen af, at der var noget andet end det, jeg kunne se. Noget smukt, stærkt og magisk, der rørte mig voldsomt og fyldte mig med en enorm glæde.

Det var min første helligåndsoplevelse. Jeg har oplevet det flere steder siden, for det er en, man kan møde hvor som helst. Det er en følelse, man ikke kan opsøge, men kun stille sig til rådighed for, og som nærmest kan føles som en åndelig orgasme, man får af, at alt er godt i netop det øjeblik og alligevel fuld af en underlig fornemmelse af uendelighed. Derfor er jeg stadig i dag meget knyttet til netop landskabet her ved Lillebælt og markerne ved fjorden ud for Gamborg.

Kurt var nok socialdemokrat
”Jeg var 15 år, da jeg besluttede mig for at melde mig ind i Konservativ Ungdom. Jeg gik i 9. klasse. Poul Schlüter havde været statsminister i ganske kort tid, da en af mine klassekammerater, Søren, klassens urolige dreng, kom i skole og fortalte, at han havde meldt sig ind i KU, og at Schlüter var sej. Vores lærer Kurt, som vi havde haft i matematik helt fra 1. klasse, og som var lidt vores far i skoletiden, reagerede med at drille Søren. For Schlüter var jo en højreorienteret kapitalist, mente han.

Kurt var nok socialdemokrat – og fred være med det – men det afslørede med al tydelighed, at han bestemt ikke mente, Schlüter var en helt. Det var der jo ikke i sig selv noget forkert i at mene, men jeg blev simpelthen så vred over, hvad jeg oplevede som et maskefald af den mand, jeg havde set op til, da han tillod sig at mobbe en elev. Politisk frihed, social indignation og ordentlighed væltede rundt i mig som følelser, der ville have et sprog og en retning.

Derfor cyklede jeg samme dag efter skole ind på biblioteket i Middelfart, hvor jeg lånte Ib Garodkins bog om dansk politik. Det var sådan en håndbog, der fortalte, hvad der var sket i årets løb i dansk politik, og til hvert emne var der en oversigt over, hvad de forskellige partier havde sagt og stemt. Om aftenen satte jeg mig så til at skrålæse den, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at de konservative da ikke lød så tossede, så jeg fandt telefonbogen frem, slog KU Fyn op og ringede og meldte mig ind. Så dagen efter Søren havde meldt sig ind, og vores lærer havde mobbet ham, kom jeg i skole og fortalte, at nu var jeg også blevet medlem af KU.

Jeg sagde faktisk aldrig til Kurt, at jeg mente, han var gået over stregen. Men jeg tror nok, han fornemmede det alligevel, for jeg havde nok allerede dengang det, nogen ville kalde et larmende kropssprog. Min mor fortalte mig i hvert fald ofte, at man aldrig var i tvivl, når jeg var mopset eller utilfreds med noget. Og det må man sige, jeg var her.

Omvendt kan jeg også takke Kurt for, at han velsignede mit kulturbegreb, da jeg som den eneste i klassen rakte hånden op, da han stillede os spørgsmålet ”Hvad er kultur?”. Som nørden lagde jeg umiddelbart fra land et kort bud, der lød: ”Kultur er menneskelig adfærd” efterfulgt af noget i retning af, at kunst er fremhævede udtryk for kulturens mange sider og stemninger. Kurt kommenterede lige så kort, at han ikke havde mere at tilføje, og gik så videre med undervisningen i en retning, der fik flere i klassen med. Hans skulderklap lagde fundamentet for både min interesse for og tilgang til kulturpolitik. Derfor skylder jeg Kurt en stor tak. For begge hans skub ind i politik og ind i kultur.

Mens jeg gik på Middelfart Gymnasium, nåede jeg både at starte en lokal Konservative Gymnasiaster, jeg blev distriktsformand i KU på Fyn, og jeg blev elevrådsformand. Derfor var det også mig, der holdt dimissionstalen, da vi blev studenter. Vi havde en møgkonservativ rektor, der helst ville have, at alt var, som det var for 50 år siden, men jeg fik ham med på, at vi for første gang nogensinde skulle synge en fællessang til afsked. Derfor stemte vi alle i på “Skuld gammel venskab rejn forgo”, mens vi stod med vores huer på og hinanden i hånden.

I min tale kaldte jeg efterfølgende rektor for en ”pædagogisk udfordring”, hvilket han faktisk tog ret pænt, mens salen grinede. Især taget i betragtning, at han en uge efter fandt ud af, at jeg var hans kommende svigerdatter. Men måske accepterede han det også, fordi han som konservativt byrådsmedlem vidste, at jeg var en af de unge i Middelfart, der gerne ville sætte en borgerlig standard.

Læs også

Når man er skruet sammen som jeg
”Jeg har altid haft mange pligter derhjemme. Jeg tog fat, for det har vi altid gjort i min familie. Især min farmor har været en stor inspiration. Hun vaskede trapper som barn, kom i lære i en slagterbutik som ung, giftede sig ind i en stor entreprenørfamilie og jonglerede bogholderi, op- og nedgangstider, fester og farfar. Med høj cigarføring. Da hun som gammel flyttede permanent i sommerhuset, kunne hun selv som tæt på 80 år gribe motorsaven og med cerutten i siden af munden beskære træer og buske, hvis hun mente, at børnene ikke kom hurtigt nok og hjalp. Uden fortrydelse – kun stædigt gåpåmod.

Min far knoklede med familiens entreprenørvirksomhed, som var igennem en voldsom rekonstruktion, et par år efter han overtog den efter farfar, og min mor arbejdede aften og nat som sygeplejerske. Når jeg kom hjem fra skole, kunne jeg lige nå at vinke til hende på bakken. Hun havde som regel sat kartoflerne klar på komfuret, og ellers så jeg hende først næste morgen, hvor hun lavede madpakker og sendte os godt afsted i skole.

Jeg har en lillebror, der er seks år yngre end mig, og en lillesøster, der er født kun 14 måneder efter mig. Min lillebror var for lille, så min søster og jeg havde de fleste pligter. Det var vores opgave at fodre dyr hver aften, at lukke hestene ind for natten og at hente frisk hø og halm på høloftet. Vi gjorde rent og vandede blomster, og så hjalp jeg som regel mor med at vaske tøj og stryge.

Som storesøster var det altid mig, der fik opgaverne af mor, så det var også mig, der fik skældud, hvis det ikke var gjort ordentligt. Men jeg var god til det, for jeg havde lært det meste til husgerning i skolen. Der lærte vi både at hænge et vådt lagen op og strække det godt, så det næsten ikke skulle stryges bagefter. Vi lærte at sortere vasketøj, at rulle og stryge, og vi lærte at brygge en kande te med kun én teskefuld te, for man skulle jo ikke rutte med tingene.

Hver weekend mugede min søster og jeg også ud hos alle dyrene, og dem var der mange af. For store dele af min barndom har vi haft laden og stalden fyldt med dyr af forskellig slags. Vi havde en årgang otte Herefordkvæg, som min søster og jeg hver dag skulle give vand og strøelse. Vi har haft heste og får, og vi har sågar haft vildsvin. Det var et værre cirkus, for vildsvin kan være voldsomme og er ikke altid helt ufarlige. De fik på et tidspunkt unger, som stak af ud ad staldvinduet og løb ud over marken, så vi måtte løbe rundt efter de brune små vildsvin, der mest af alt lignede små jordklatter.

Mine forældre har stadig hesten Siff, der er 21 år gammel. Hun stod i flere år sammen med fåret Maud, og da Maud døde, orkede mine forældre ikke at anskaffe sig endnu et stort firbenet dyr. Derfor fik de i stedet en kanin, der ikke havde det godt det sted, den ellers var, og som nu står i naboboksen til Siff, så de næsten kan røre hinandens næser. Hver eneste dag børster min far hesten, mens han hører P4 Danmark, og hver aften bliver hun puttet med en godnat-gulerod.

Det var meget arbejde, men jeg har aldrig tænkt, at det kunne være anderledes. For vi var en familie, hvor vi tog hånd om hinanden, og alle tog del i arbejdet. Det var en livsomstændighed. Det kunne jeg selvfølgelig godt problematisere som voksen, men jeg ser på min barndom som en gave, som på godt og ondt har formet mig til den, jeg er i dag. Når man er storesøster og er skruet sådan sammen som person, som jeg er, er der ikke noget, der hedder, at det er synd for én.

Min barndom og min gudstro har givet mig en ballast af eget ansvar for egen fred i sindet. Det kommer med tiden, når man arbejder med minderne i lyset af de opgaver og udfordringer, man møder som voksen. På et tidspunkt ser man mønsteret, og roen begynder at indfinde sig. Og med den kan man være heldig at få mod på flere forandringer. Måske er det også derfor, det nu er vigtigt for mig at komme hjem på gården og ned til fjorden, så ofte det kan lade sig gøre, nu hvor jeg har fået Europa som min nye arbejdsplads.”

Omtalte personer

Pernille Weiss

MEP (K)
sygeplejerske, cand.scient. i sundhedsvidenskab (SDU 2004), master i ledelse og innovation (CBS), certificeret sexolog

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser