Karsten Lauritzen: "Det er ikke sjovt at tabe, og man skal i hvert fald ikke roses for at blive nummer sidst"

FIK DU LÆST: Karsten Lauritzen er bondesønnen, der ikke havde talent for landmandens håndværk. Håndboldmålmanden, der var bange for bolden. Svømmeren, der ikke kunne lide at få hovedet under vand. Han er også ham, der ikke giver op. 

Artiklen blev bragt første gang 3. februar. Fortalt til Katrine Falk Lønstrup 

"Jeg kan huske, min far sagde, at mine hænder slet ikke var sat på til landsbrugsarbejde, og det havde han ret i. Jeg ved ikke helt, om det var en skuffelse for ham. Men altså, hvis det var, er han nok kommet sig over det i dag.  

Jeg er vokset op i det mørke Jylland på en gård, der ligger mellem Vilsted og Vindblæs ved Løgstør.  Min far var landmand, og min mor ordnede regnskaber i min morfars entreprenørvirksomhed. Vi havde lidt mere end 150 tønder land og slagtesvin i tusindvis, så der var rigeligt at se til, og vi skulle selvfølgelig alle hjælpe til.

Jeg kunne sagtens finde ud af at tømme opvaskemaskine og vaske tøj, men jeg må nok erkende, at når det kom til landbrugsarbejdet, var talentet til at overse. Markarbejde, traktorkørsel eller svineproduktion. Det var bare overhovedet ikke mig.   

Min lillebror havde langt mere talent for den type arbejde, så mens han blev sat til at køre traktoren, fik jeg som regel til opgave at passe korngraven. Det kan enhver idiot finde ud af. Det går i al sin enkelthed ud på at feje det korn, der ryger ved siden af, når man tipper et læs korn, ned i korngraven. Og når der ikke er mere korn, slukker man og venter på det næste læs.

Sådan går hele dagen, og som man nok kan regne ud, går en del af tiden også bare med at vente, så jeg fik læst en hel del Anders And-blade og Jumbobøger." 

"Men hvad jeg ikke vidste, var, at høns bare ikke altid lægger æg, men at der til gengæld altid skal muges ud i hønsehuset" 

"Mine forældre har altid lagt vægt på, at det ikke er vigtigere at være minister end murer, men at man under alle omstændigheder skal tjene sine egne penge. Derfor er der heller aldrig nogen af os børn, der er blevet presset til noget; hverken til at blive landmand eller politiker. Så længe vi tjener vores egne penge og klarer os selv, er det lige meget, om det er som klejnsmed, som bankuddannet eller som politiker.  

Allerede som otteårig fik jeg ansvar for at passe høns. Jeg kan huske, at min far sagde, at jeg kunne få lov at passe dem, at farmor ville sælge æggene, og at jeg så ville få pengene – fratrukket udgifterne til korn, som jeg bare kunne hente ovre i laden. Som otteårig var jeg hurtig til at sige ja til den aftale, for det var sådan noget, man kunne blive millionær af. Det løber jo op, når man sælger æggene til en krone stykket.  

Men hvad jeg ikke vidste, var, at høns bare ikke altid lægger æg, men at der til gengæld altid skal muges ud i hønsehuset. Og der hver dag året rundt skal hentes grønkål i køkkenhaven, så hønsene kan få noget grønt. Det blev jeg i hvert fald ikke millionær af.

I øvrigt er det ret sjovt, at et æg hele min barndom er blevet solgt til en krone. Et æg, en krone. Der er vel gået 25 år, og i supermarkedet koster en bakke økologiske landæg næsten 30 kroner. Men her koster den en 10’er, for det har den altid gjort. To kroner ville være en for voldsom prisstigning, og 1,25 er sgu for svært at regne med. 

Mens jeg gik i gymnasiet, arbejdede jeg i Fakta i Løgstør. Min moster var butikschef, og det var også meget smart for hende at have mig ansat, for hun så mig jo indimellem til familiefester og kendte resten af min familie, så hun vidste, at jeg ikke bare lige kunne melde mig syg, hvis jeg ikke rigtig var syg.  

Jeg har faktisk også kun en enkelt gang pjækket fra skole, og der havde jeg en lang diskussion med mine forældre inden, hvor jeg fortalte dem, at alle de andre altså også pjækkede indimellem. Jeg måtte selv bestemme, hvad der var det rigtige at gøre, sagde de på den der måde, som kun forældre kan sige det. Da jeg endte med at blive hjemme, fik jeg så enormt dårlig samvittighed, at jeg faktisk bare brugte hele dagen på at tænke over, hvor dumt det var at pjække – og jeg har ikke gjort det siden." 

"Selv de vinterdage, hvor alle andre havde fået snefri, fordi de ikke kunne komme frem, sad vi klar, når klokken ringede ind" 

"Da min folkeskole var lukningstruet, lovede min far, der var formand for skolebestyrelsen, røde pølser til alle eleverne, når skolen havde rundet 100 elever. Og hver eneste vinter ryddede han sne hele vejen hjemme fra vores gård, op til skolen og rundt i hele skolegården. Han havde sikkert fået et godt tilbud på en snerydder, han kunne sætte foran traktoren. Så uanset hvor meget sne, der lå, kom vi i skole. Selv de vinterdage, hvor alle andre havde fået snefri, fordi de ikke kunne komme frem, sad vi klar, når klokken ringede ind.

Når man er en del af sådan et lille lokalsamfund, passer man også på hinanden. Det gør vi i hvert fald herude: Lidt længere oppe ad vejen fra min far bor der en ældre mand, som har været lidt syg og nok er ved at nå den alder, hvor han burde komme på plejehjem. Men han ville gerne blive i sit eget hjem, og derfor fandt alle naboerne i fællesskab på en god løsning. De ved, at hver morgen, når den ældre mand står op, går han ud og åbner sin garageport, og om aftenen, inden han går i seng, lukker han den igen. Så hvis man kører forbi deroppe i løbet af dagen, og garageporten er lukket, ved man, det nok er, fordi der er noget galt. Og så kan man lige smutte ind forbi og eventuelt ringe til hjemmeplejen.

Det er sådan en god, praktisk måde, hvor man kan passe på hinanden og tage ansvar uden at være påtrængende, og jeg tror i virkeligheden, det illustrerer, hvordan man tænker i det miljø, hvor jeg er vokset op." 

"Det var nok ret klogt, men det har jeg først fanget senere"

"Min lillebror har været aktiv i Landbo Ungdom, og min lillesøster har kæmpet for den lokale folkeskole, hvor hendes børn går. Vi er nok alle blevet påvirket af at have en far, der var lokalpolitiker, og en mor, som også havde holdninger til det meste.

Når vi eksempelvis havde hørt Radioavisen om morgenen eller TV-Avisen om aftenen, som i øvrigt var faste indslag i vores hverdag, diskuterede vi altid, hvad vi havde set eller hørt. Og ligesom mine forældre havde holdninger til de forskellige historier, var det forventet, at vi havde en holdning til, hvad vi så, og at vi ikke mindst kunne forsvare den holdning.  

Jeg kan huske, jeg som 13-årig fik et abonnement på Løgstør Avis i julegave. Da jeg startede på efterskole efter sommerferien, fik jeg flyttet abonnementet derop, så jeg hver morgen, når der blev delt post ud, fik leveret Løgstør Avis.

Efter en måneds tid blev jeg kaldt ind på lærerværelset, hvor en af lærerne sagde: "Altså Karsten, du får jo den her avis hver dag, men jeg tænkte på, om det ikke ville være bedre, hvis vi nu fremover bare lægger avisen ude på bordet sammen med de andre aviser, for så kan alle andre jo også læse den?". Og det var da en god idé, tænkte jeg, for den var der da sikkert også mange andre, der gerne ville læse.  

I dag ved jeg, at hun nok spurgte, fordi hun tænkte, at det var en smule mærkeligt med en 13-årig, der i forvejen var lidt en nørd, som fik leveret lokalavisen hver dag. Og hvis jeg ikke skulle blive mobbet af de andre, måtte vi nok hellere finde en løsning. Det var nok ret klogt, men det har jeg først fanget senere." 

"Når man er målmand og bange for bolden, får man altså ikke ligefrem nogen glorværdig håndboldkarriere, så det blev et hurtigt farvel til håndbold" 

"Jeg kommer fra en rigtig håndboldfamilie; mine søskende spillede håndbold, og min mor var frivillig i den lokale håndboldklub. Derfor blev jeg også måske ikke ligefrem tvunget, men i hvert fald kraftigt opfordret til at spille håndbold. Jeg var bange for bolden, så det havde jeg slet ikke talent for. Min mor var træner for mit hold, og hun gjorde mig af uransagelige årsager til målmand. Og når man er målmand og bange for bolden, får man altså ikke ligefrem nogen glorværdig håndboldkarriere, så det blev et hurtigt farvel til håndbold.  

I stedet startede jeg til svømning, men jeg kunne ikke lide at have hovedet under vand, så det gik heller ikke så godt. Jeg deltog i en enkelt konkurrence, hvor jeg fik en fjerdeplads, og jeg kan huske, at min træner efterfølgende kom hen og sagde: "Det var virkelig godt gået, Karsten", men der var altså kun fire deltagere, så jeg tabte; jeg blev nummer allersidst. Og det kan jeg huske, provokerede mig ret meget, for det var sgu da ikke godt gået.

Han skulle i stedet have sagt, at jeg nok skulle gøre mig mere umage, for hvis man skal svømme brystsvømning og konsekvent svømmer med hovedet over vandet, så taber man altså. Jeg skulle have haft at vide, at jeg altså måtte lære at få hovedet under vand, hvis jeg ville gøre mig forhåbninger om at vinde.

Jeg er ikke noget kæmpe konkurrencemenneske, men det er ikke sjovt at tabe, og man skal i hvert fald ikke roses for at blive nummer sidst. 

Jeg har senere fundet ud af, at løb er min sportsgren, så det holder jeg mig til nu." 

"Jeg kan ikke lide at give op. Det er der ikke nogen i min familie, der kan"  

"Jeg gik i folkeskole på Vilsted-Vindblæs Skole, som ligger midt ude i ingenting mellem de to byer Vilsted og Vindblæs. Jeg startede i børnehaveklasse i 1989 og gik der indtil 8. klasse, hvor jeg startede på efterskole, fordi skolen kun gik til og med 7. klasse. Vi var seks elever i børnehaveklassen og otte elever, da vi gik ud af 7. klasse.

De fleste af mine klassekammerater rykkede derefter over til en anden, lidt større skole, men det havde jeg ikke lyst til. Jeg havde hørt, at det var der, alle bøllerne gik, så jeg tænkte, at jeg nok ville blive mobbet og drillet. Jeg var nemlig ikke ret stor, og så var jeg samtidig introvert. Du ved, ham den introverte, der ikke så godt kunne lide frikvarter. Bortset fra tysk var frikvarter nok det, jeg mindst kunne lide ved at gå i skole. Der blev tit spillet fodbold, og jeg var dårlig til bolde. Da jeg blev medlem af elevrådet, som ofte mødtes i det store spisefrikvarter, blev det lidt bedre. 

Derudover var jeg faktisk glad for at gå skole, og jeg var – bortset fra nogle læse- og skrivevanskeligheder – også god til at gå i skole. Og selvom det passede mig godt at gå på en lille folkeskole, havde det nok også sine ulemper.

En af dem var, at der ikke var fokus på sådan noget som ordblindhed. Jeg blev godt nok sendt til talepædagog allerede i 1. klasse, fordi min klasselærer havde lagt mærke til, at jeg havde svært ved at udtale lange ord. Jeg kan huske, at talepædagogen kom ind i klassen og hentede mig med et: "Nå, Karsten, nu skal du til talepædagog." Det havde jeg overhovedet ikke lyst til – og da slet ikke, når det blev sagt højt foran alle mine klassekammerater.

Men derudover sagde min dansklærer egentlig bare til mine forældre, at jeg havde svært ved at læse og skrive, og at det skulle jeg altså øve mig på. Så det gjorde jeg. Jeg bebrejder ikke mine lærere noget som helst; de var både dygtige og flittige, men jeg tror simpelthen bare ikke, skolen vidste, hvordan det skulle håndteres. 

Jeg kan ikke lide at give op. Det er der ikke nogen i min familie, der kan, og det tror jeg i øvrigt, er noget, mange vokser op med, når de vokser op på landet. Hvis man bliver ved med at prøve, skal det nok lykkes på et tidspunkt. Og det gjorde det også for mig. Min ordblindhed har ikke forhindret mig i at få det liv, jeg ville have; det har bare været lidt sværere, end det kunne have været.

Men når jeg tænker tilbage i dag, har det også en stor værdi, for det gør, at jeg ved, at hvis jeg knokler og øver mig, kan jeg meget mere, end jeg tror. Jeg ved, at når jeg møder noget, der er svært, skal jeg bare gøre det mange gange, så bliver det let. 

Samfundet kommer ofte til at gøre folk, der har et handicap, til ofre, og der er også nogle, der dyrker den der offergørelse. Det ville bare ikke hjælpe mig med mit problem, så jeg betragter ikke mig selv som et offer og vil heller ikke have, at folk tænker på mig som ham den ordblinde skatteminister. Men jeg vil gerne fortælle min historie, så jeg forhåbentlig kan være med til at bevise, at det at have problemer med at læse og skrive, fordi man er ordblind, ikke er udtryk for mangel på intelligens." 

"Og så provokerede det mig, hvordan han havde tabt"

"Min far blev borgmester i Løgstør Kommune efter kommunalvalget i 1997. Han havde allerede siddet i byrådet i ti år, men jeg kan alligevel huske, at det ændrede noget, at han nu blev borgmester. Der var mere at se til, og han var nødt til at ansætte en til at passe gården, og så mærkede jeg det faktisk også ved, at det var noget, jeg blev mobbet lidt med i skolen.

Herude på landet skal man helst ikke været for fin på den, og det er der nu heller aldrig nogen i min familie, der har været, men det kunne man måske godt tro, for det er vel lidt fint at være borgmester. Fordi min far var borgmester, og jeg var blevet drillet med det, tænkte jeg egentlig først, at jeg aldrig selv skulle være politiker.

Men som det nok er med mange politikerbørn, der har tænkt, at de aldrig nogensinde ville gå ind i politik, endte jeg også med at melde mig ind i Venstre. Simpelthen fordi jeg ikke kunne lade være. Det var i 1998, og den udløsende faktor var uden tvivl, at Uffe Ellemann-Jensen havde tabt folketingsvalget. Jeg kunne godt lide ham; han var (og er) jovial og morsom med et glimt i øjet, ligesom Jakob i øvrigt, og så provokerede det mig, hvordan han havde tabt.  

Det gik dog et par år, før jeg blev rigtig aktiv i VU. Det var først, efter jeg var startet på Fjerritslev Gymnasium, men så gik det til gengæld også slag i slag derfra, for jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var en del bedre til at være politiker, end jeg var til at være landmand.

Som 19-årig blev jeg næstformand i VU, som 21-årig formand, og som 24-årig blev jeg valgt til Folketinget. Jeg var ret heldig, for Venstre fik et godt valg i 2007, som betød, at vi kom ind med fem mandater i Nordjylland. I mange perioder har vi kun haft fire eller endda tre mandater i Nordjylland, og jeg fik det femte og sidste i 2007.

Det er beviset på, at politik i høj grad handler om timing, for hvis ikke jeg var blevet valgt ind i 2007, havde jeg ikke siddet i Folketinget i dag. Så havde jeg fundet noget andet at lave."

Forrige artikel Partier kræver svar om nedlukning efter opsigtsvækkende Brostrøm-mail Partier kræver svar om nedlukning efter opsigtsvækkende Brostrøm-mail Næste artikel Stor udskiftning i Rosenkrantz-Theils stab Stor udskiftning i Rosenkrantz-Theils stab