Kommentar af 
Anne Sofie Allarp

Anne Sofie Allarp: Julen er aflyst. Så er der tid til at gøre regnskabet for 2020 op

KOMMENTAR: Danmark har ikke i mands minde lagt så mange fast forankrede traditioner, rettigheder og friheder ned i fællesskabets interesse. Ingen regering har i fredstid uden om Folketinget regeret per dekret og så indgribende for borgerne. Det er tid til at gøre status, skriver Anne Sofie Allarp.

Retsstaten og demokratiet Danmark må gøre boet op efter et helt usædvanligt 2020, skriver Anne Sofie Allarp.
Retsstaten og demokratiet Danmark må gøre boet op efter et helt usædvanligt 2020, skriver Anne Sofie Allarp.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det var det, 2020, julen er aflyst.

Det viste sig, at ungdommen blev ved med at være udødelig, og at børnene ikke kunne håndvaske den virus ud af skolegården. At panikslagne nedpelsninger, mundbind i metroen, 11. marts og den ekstreme forsigtigheds triumf over svensken ikke var nok. At den tågede ofring af grundloven ikke var nok. At selvros og dannebrog mod virus ikke var nok. At fornøjelig og dybfølt fællessang og et flødehorn af public service-tv om at lukke op og lukke ned, og ærgre sig og glæde sig helt pænt og fælles, ikke kunne redde os.

Så hvad så nu? Jo, så går vi i skjul med vores isolationsjul og vores forvirring over, at alt det, der virkede så fantastisk godt, pludselig ikke virkede alligevel.

Men når gløggen er dampet af og marcipangrisen er slagtet, så bør vi forsøge at gøre en indledningsvis status over et helt usædvanligt år med en række demokratiske, politiske, retssikkerhedsmæssige og kulturelle skred.

Fakta
Anne Sofie Allarp (født 1972) er jurist og forfatter og har i en årrække arbejdet som journalist, blandt andet som vært og international redaktør på Radio24syv. Hun er i dag tilknyttet flere medier som vært, kommentator og skribent. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Mange vil her stoppe op, og herefter vredt råbe af deres lungers fulde kraft: Lad mig være! Giv mig den lorte-vaccine og et los ind i 2021, eller bedre: 2022.

Andre vil krympe sig og bede om nåde. Men de kække må ranke ryggen og se bæstet i øjnene af hensyn til de kommende generationer. Og det skal gøres mens optrinnet 2020 er frisk i hukommelsen.

Når gløggen er dampet af og marcipangrisen er slagtet, så bør vi forsøge at gøre en indledningsvis status over et helt usædvanligt år med en række demokratiske, politiske, retssikkerhedsmæssige og kulturelle skred.

Anne Sofie Allarp

Danmark har nemlig ikke i mands minde lagt så mange fast forankrede traditioner, rettigheder og friheder ned i fællesskabets interesse. Ingen regering har i fredstid uden om Folketinget regeret per dekret og så indgribende for borgerne. Ingen regering har nedfældet et nær statskollektivistisk paradigme over danskernes friheder og rettigheder, som det, vi har set i 2020. Alene her må retsstaten og demokratiet Danmark gøre boet op.

Hvorfor efterlod Folketinget så vide beføjelser til regeringen? Og hvorfor var der ikke et flertal, der genoprettede normaliteten, så snart det var klart, at nationen ikke gik under? 

Dette skal selvfølgelig ses i relation til truslen fra sygdommen. Her på vej ind i en skæbnesvanger vinter, der følger et år med bemærkelsesværdig lav dødelighed, vover jeg pelsen og skriver på dette sted: Vi må på baggrund af en kortlægning af sygdommen finde ud af, om responsen fra det offentlige, særligt når det kommer til privat ejendomsret, personlig frihed, offentlig service og patientrettigheder var proportionel, rimelig og havde den ønskede effekt.

Og nej, jeg er ikke ude i et kontrafaktisk ærinde, kan jeg berolige dem med, der allerede står og hopper og hyler: Ville du have, at vi skulle være Sverige eller Italien? Men når man udskriver en trecifret milliardregning til private erhvevsdrivende, og lancerer hjælpepakker fra det offentlige til hundredvis af milliarder, og suspenderer dele af den offentlige service, som borgerne betaler for via den skattebillet, som i øvrigt var uændret og nu er stigende, så giver det mening at søge viden og at drage konklusioner.  

Hvilken virkning havde de hjælpepakker, der sammenblandede kompensation, almisser, nødhjælp og dødshjælp til erhvervslivet? Hvorfor har arbejdsgiverne og industrien virket som om, de var ramt af Stockholm-syndrom eller ’battered wife syndrome’ i relation til regeringen? Hvilken effekt har det haft på deres krav, ikke mindst henset til, at dette år vil kunne danne præcedens for fremtidige nedlukninger og statslige dispositioner med direkte effekt for privat ejendom. Forfordelte hjælpepakkerne nogle frem for andre? Og i givet fald hvorfor?

Nu ved vi, at 2800 færre kræftdiagnoser er stillet i år end året før, men hvilken effekt har den delvise nedlukning af samfundet i øvrigt og samlet set haft på befolkningens sundhedstilstand? Hvilken effekt har den offentlige og regeringens kommunikation, samt pressens redaktionelle valg haft, på den psykiske sundhed og trivsel? Var det proportionalt, ansvarligt og var det nødvendigt at fremmane kaos og rædselsscenarier og op til 600.000 dødsfald? Hvilken effekt har den kommunikation haft på særligt de ældre? Og hvilken effekt har den haft på adfærden? Og: Hvilken sundhedsmæssig effekt vil stigningen i arbejdsløshed og den økonomiske krise have?

Hvad gør læringstabet for de elever, der har modtaget meget af deres undervisning hjemmefra i år? Og hvad gør de unges hjemsendelse for familierne? Og er det børnene, der vil skulle betale regningen for dette år over skattebilletten? Eller bliver den tørret af på deres forældre før de kommer så langt? Og vil det faktisk være sådan, når vi ser tilbage, at banker, boligselskaber, skat og forsyningsvirksomheder og dagligvarebutikker ikke vil have udvist meget af det berygtede samfundssind?

Og dertil: Hvad gør et ulovligt indgreb i den private ejendomsret som mink-skandalen ved vores demokrati, og vores opbakning til det? Hvad gør det, at regeringen nu helst ikke taler med journalister? Og hvorfor kunne en veluddannet og oplyst befolkning som den danske ikke holde religion og dogmer ude af diskussionen om en virus mere end de første 10 minutter efter nedlukningen i marts?

Jeg ved, at pandemien ikke er færdig endnu, men vi bør allerede nu begynde at undersøge, hvad der skete i år. Man kan argumentere for, at det er nemmere sagt end gjort i et politisk klima, hvor regeringen ikke som sådan lefler for offentligheden med transparens og frivillige oplysninger. Men så må der findes et flertal udenom regeringen ellers må private træde til. 

Vi har brug for den viden. Ikke til at pege fingre af hinanden med, men for at vide, hvordan vi skal gå til den næste pandemi, der rammer Danmark. Den der ikke lærer af historien, er som bekendt dømt til at gentage den.  

-----

Anne Sofie Allarp (født 1972) er jurist og forfatter og har i en årrække arbejdet som journalist, blandt andet som vært og international redaktør på Radio24syv. Hun er i dag tilknyttet flere medier som vært, kommentator og skribent. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Sofie Allarp

Kronikredaktør, Berlingske, forfatter
cand.jur. (Københavns Uni. 1999)

0:000:00