Anne Sofie Allarp: Minksagen kan skabe meget farlig præcedens, hvis disse otte spørgsmål ikke bliver besvaret

Tillid. Det er vores samfunds mantra. Kittet, der forbinder os. Vi har tillid til hinandens dygtighed og ordentlighed og retskaffenhed. Vi har tillid til staten og det offentlige. Vi har tillid til, at de penge, vi sender ind som bidrag, i det store hele bruges godt. Det er nøgleordet for danskheden. Vi tror på hinanden.

Det er en god tilstand, lige indtil troen begynder at vakle. Situationen, hvor en del af befolkningen har tillid, og resten ikke har tillid til det offentlige, er den situation, mareridt er gjort af.

I den situation optrapper staten og dens vogtere fællessproget. Mængden af vi-ord, plusord og selvros øges parallelt med antallet af dem, som de preller af på. De sidste vil søge deres egne ord, deres egen virkelighed, og så har man en splittelse. Det er gift for sammenhængskraften, skattebetalingsvilligheden, stabiliteten og fortællingen om det gode samfund.

Vores tillid til det offentlige hviler på, at vi har rettigheder, som ikke bare kan blive taget fra os uden videre. Rettigheder, som er uafviselige, og som gælder til enhver tid. Krisetider tester altid en befolknings rettigheder, og i et frit samfund skal de kunne stå den test.

Blandt de rettigheder er retten til at kunne leve med vores familie, til at kunne ytre os frit, eje privat ejendom, virke og tjene vores penge. De her rettigheder er velerhvervede, de hviler på erfaringer gjort af os gennem generationer.

Måske er det derfor, mange af os følte en indre alarm, da regeringen annoncerede destruktionen af et helt erhverv i den private sektor og af tusindvis af arbejdspladser. Og den alarm ringer nu for mit eget vedkommende med en god portion vantro.

Hvad sker der særligt for rød bloks vælgere? Er det så svært at se, at der ikke er noget progressivt ved, at der nu bliver indstiftet en tradition i dansk politik, hvor fremtidige regeringer kan gribe ind i grundlovshjemlede rettigheder per dekret og uden videre sanktion? 

Anne Sofie Allarp

For den officielle forklaring, som er sivet ud af individuelle ministre og er blevet fremlagt skriftligt fra embedsværket denne uge, udfordrer min danske barnetro i sådan en grad, at jeg knapt ved, hvor jeg skal begynde. 

For det første er det ubegribeligt, at ingen af i alt otte involverede ministre selv har tænkt på grundloven og det afledte lovgrundlag, da de stod overfor at skulle foretage den vel nok største ekspropriation af privat ejendom i nyere historie.

Det forekommer mig ganske utroligt, at man i den situation ikke så meget som skæver til grundloven og legalitetsprincippet om, at staten kun agerer med lov, som i øvrigt er helt eksplicit foreskrevet i grundlovens §73 om ekspropriation.

Statsministerens forklaring i Aftenshowet på DR, at hun antog det som en selvfølgelighed, at der var hjemmel til så stor en disposition, er jo til at slå panden ned i bordet over. Skal vi tro på, at ingen har tøvet? Rystet på hånden, før man foretog en massiv og historisk indgriben i den private ejendomsret? 

For det andet er det urovækkende, at regeringen ikke søger yderligere information fra videnskilder til støtte for så vidtgående en beslutning med direkte og meget vidtrækkende konsekvens for tusinder af danskere.

Regeringen mener, at det pludselig skulle gå stærkt, og har betonet en virusvariant, der dog ikke er set i månedsvis.

Regeringen har til gengæld siddet på hænderne i de første måneder, den lå inde med viden om at coronavirus sprang fra mennesker til dyr og tilbage til mennesker. Hvordan kommer regeringen ind i en situation, hvor den lader hastværk og måske ovenikøbet en snert af panik styre en beslutning til skønsmæssigt 7-13 milliarder kroner? 

For det tredje er det ikke til at forstå, at embedsværket i otte ministerier har siddet med som minimum dokumenter, der indikerede en viden om den manglende lovhjemmel, men at ingen af dem efter det oplyste har slået i bordet eller hevet i en klokke overfor deres minister.

Ministerierne er alene sat til at servicere ministrene. Og det kan trods alt ikke være således, at samarbejdet mellem minister og embedsværk er brudt sammen i alle otte ministerier. Hvordan kan det manglende hjemmelsgrundlag ligge i en sagsmappe, mens ingen har sat en gul post-it med et udråbstegn på?

Altså hvad foregår der i staten under denne her pandemi? Man ser for sit indre blik folk i panik og papir over det hele. Men det kan vel ikke være sådan, det er?

For det fjerde, hvordan sker det, at hverken ministre eller embedsmænd har den indstilling, at man selvfølgelig og per automatik stopper en ordre, der ikke er hjemlet i lov?

Altså hvordan bryder det så meget sammen i statsadministrationen, at politiet i stedet for at stoppe aktionen  ændrer instruksen til de medarbejdere, der skal have minkavlerne til at adlyde ordren om at destruere mink, så de kan formulere sig uden om spørgsmålet om lovhjemmelen?

Altså hvordan kan det være, at hverken embedsapparatet eller politikere med det samme erkender, at det eneste, der er at gøre, er at forholde sig i ro, indtil der er fundet et lovgrundlag? Vi kan jo nødvendigvis ikke have en retstilstand, hvor man kan rende rundt og eksekvere alle mulige ulovligheder med henvisning til, at der nok er et flertal for dem et sted ude i fremtiden.

Hvordan kan statsministeren selv så sent som torsdag denne uge forsvare den retstilstand ved at sige, at hun ville have gjort det hele igen. Er hun ikke klar over, hvilken præcedens det skaber?

Og apropos flertal, og for det femte, hvordan kan støttepartierne lade det her passere? Altså hvordan kan det være, at de lader sig spise af med et farvel til en minister, der ikke engang var hovedansvarlig for beslutningen? Hvorfor laver de ikke et større spektakel? Har de ikke også skrevet under på først og fremmest at ville forsvare grundloven?

Hele teaterforestillingen i rød stue har udviklet sig til en farce, hvor støttepartierne i det store hele siden valget har virket glade for at kunne stå helt bagerst på scenen med hver deres papmachetræ. Skulle de nu ikke træde lidt frem og som minimum uddele en stribe næser eller tage et friskt valg for at markere alvoren? Rød blok står jo til at vinde nemt. Alle elsker tough love i coronaens tid.

For det sjette, hvorfor undskylder regeringen sig med, at de ikke kendte loven? Et af de allermest grundlæggende principper i dansk retspleje er, at uvidenhed om loven ikke undskylder noget som helst. Det ved alle billister, skatteydere, kommunale indbyggere og tiltalte i straffesystemet. Ignorantia legis non excusat.

Det ser ud til, at embedsværket mildest talt har underperformet, men der er kun én ansvarlig for sådan en ordre, og det er ministeren. Og at ministeren ikke kunne overskue konsekvenserne af sin egen instruks, er først og fremmest ministerens eget ansvar. 

Og endeligt: Hvorfor er alt dette ikke indlysende for alle? Hvad sker der særligt for rød bloks vælgere? Er det så svært at se, at der ikke er noget progressivt ved, at der nu bliver indstiftet en tradition i dansk politik, hvor fremtidige regeringer kan gribe ind i grundlovshjemlede rettigheder per dekret og uden videre sanktion?  

Der er alt for meget på spil til, at disse spørgsmål ikke bliver besvaret.

-----

Anne Sofie Allarp (født 1972) er jurist og forfatter og har i en årrække arbejdet som journalist, blandt andet som vært og international redaktør på Radio24syv. Hun er i dag tilknyttet flere medier som vært, kommentator og skribent.