Debat

CBS-professorer: Sparebanden har ført en ødelæggende besparelsespolitik

KRONIK: EU-landene er blevet enige om betingelserne for lån og tilskud til de trængte lande. Det er sørgeligt, at statsministre som Mette Frederiksen (S) ser sig selv som modstandere af den nye enighed mellem Tyskland og Frankrig, skriver professorer.

Statsministrene fra Holland, Østrig, Sverige og Danmark har under EU-forhandlinger udgjort sparebanden. Deres tilgang til økonomi er sørgelig, skriver professorer.
Statsministrene fra Holland, Østrig, Sverige og Danmark har under EU-forhandlinger udgjort sparebanden. Deres tilgang til økonomi er sørgelig, skriver professorer.Foto: Francois Walschaerts/Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tom Kirchmaier og Niels Westergård-Nielsen
Professor på Copenhagen Business School og London School of Economics og professor på Copenhagen Business School

Nu er statslederne i EU-landene endelig blevet enige om betingelser for lån og subsidier til de hårdest ramte lande.

Under forhandlingerne optrådte statsministrene i Holland, Østrig, Sverige og Danmark som de fire sparsommelige statsministre. Deres politik, som blev udfoldet på EU-topmødet, beskrev de for nogle uger siden i en fælles kronik i Financial Times, hvor de udtrykte solidaritet med Europa og de lande, der havde lidt mest under coronakrisen, men samtidig sagde de, at de ikke ville strække deres solidaritet så langt, at de ville give hjælpen som tilskud, men i stedet som lån.

Det er sørgeligt, at statsministrene for disse lande ser dem selv som modstandere af den nye enighed mellem Tyskland og Frankrig. I deres kronik skrev de, "at der ikke eksisterer nye eller friske penge. Penge, der bruges, skal også tjenes og betales tilbage af skatteborgerne". Dette bygger på en almindelig misforståelse, som har ført til så mange historiske tragedier.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Historien om, hvad der skete, da sejrherrerne efter Første Verdenskrig pålagde Tyskland en kæmpe gældsbyrde, står stadig i erindring hos en del. Problemet i en krise som den, der har ramt verden, er, at der er for lidt forbrug.

For det første på grund af den nedlukning, som vi lige har været igennem, for det andet på grund af den store usikkerhed, der er fulgt med, og sidst, men ikke mindst, på grund af, at mange har mistet deres arbejde og deres indkomst.

Direkte tilskud er meget mere effektive end lån.

Tom Kirchmaier og Niels Westergård-Nielsen
Professor på Copenhagen Business School og London School of Economics og professor på Copenhagen Business School

De får kun deres job tilbage og får muligheder for at forbruge mere, når og hvis efterspørgslen stiger. Så nogen må kickstarte forbruget. Lån er simpelthen ikke så effektive her som direkte tilskud og offentlige investeringer, fordi problemet med den nuværende situation netop er den forøgede usikkerhed. Hvem vil låne penge, hvis man er usikker på, om man kan betale dem tilbage.

Lån har skabt et større problem for EU
I stedet mener de fire sparsommelige statsministre:

"Vi tror på, når vi låner penge i EU, at den fundamentalt sunde måde at anvende disse penge er at konvertere dem til lån til dem, der virkelig har brug for dem på de bedst mulige betingelser".

Det er ret klart, at de her mener, at pengene kun skal lånes til dem, der har mest behov, hvem så det måtte være og ikke for at stimulere økonomien som sådan. Vi vil mene, at indførelsen af dette princip i de velfærdsstater, som statsministrene repræsenterer, ville være et interessant, men næppe politisk acceptabelt eksperiment.

Erfaringen fra den store recession i 2008 og 2009 viste os klart, at lån faktisk skabte et endnu større problem for hele EU nogle år efter krisen selv. Sagen var jo, at den besparelsespolitik, som navnlig Tyskland var bannerfører for i og efter krisen, skabte gældskrisen nogle år efter.

Den betød lavere vækst i hele EU i yderligere et antal år. Statsgældskrisen blev centreret i Grækenland, men begyndte i Irland, Portugal og Italien og kom til at påvirke hele EU.

I Danmark ser det ud til, at vi er ved at komme os over den første del af krisen, fordi en ketchupeffekt har øget forbruget i restauranter og i oplevelsesindustrien. Men vi har indtil nu glemt, at vi plejer at bruge mange penge i lande med et mere stabilt og varmere klima end vores eget klima.

Ligesom vi har outsourcet meget af vores produktion, har vi outsourcet en meget stor del af vores ferieforbrug. Vores forbrug i Italien, Frankrig og Grækenland er netop, hvad der får borgerne i disse lande til at købe danske møbler, skinker, smør og medicin.

Læs også

Risikerer udmeldelser af fællesskabet
Men vi har endnu ikke gjort meget for at hjælpe på efterspørgslen.

Vi er nødt til på en effektiv måde at kickstarte økonomien, hvor den har lidt mest for at kunne skabe efterspørgsel i hele EU. Det var ideen i Marshallplanen. Den øgede beskæftigelse og indkomst i alle lande, der fik del i den, men subsidierne blev aldrig betalt tilbage.

I stedet hjalp den USA med at komme over omstillingen fra høj krigsefterspørgsel til en lavere privat efterspørgsel. Alternativet til rene subsidier er meget langfristede lån, måske evigtløbende obligationer, som George Soros har foreslået.

De har næsten den samme effekt på økonomien som subsidier. Med en lav rente vil byrden på økonomien blive lille, og med en stigende produktion vil gældsbyrden blive mindre og mindre, hvis det lykkes at kickstarte økonomien.

Alternativet til tilskud eller meget lange lån er lån, der skal betales tilbage over en overskuelige periode. De vil være en byrde for de modtagende økonomier, som alle har stor statsgæld i forvejen. Det har flere konsekvenser.

For det første vil effekten blive mindre, for det andet risikerer EU at komme ud i endnu en gældskrise, og – måske værst – risikerer man, at flere lande bryder med EU for at gå egne veje i en populismebåret tro på, at det er bedre at stå uden for fællesskabet.

Tyskland fører ikke ødelæggende besparelsespolitik
Tyskland har nu langt om længe forstået dette og forladt den ødelæggende besparelsespolitik, som kom til at dominere EU omkring finanskrisen. Sammen med Frankrig anfører de en argumentation om, at EU skal gøre det anderledes denne gang, og at en ny politik er nødvendig.

Den nye politik er baseret på en erkendelse af, at hvis vi ikke bruger penge i og på de lande, der har været værst ramt, vil vi selv blive ramt i form af lavere eksport og politisk uro rundt omkring i EU. Og det vil skabe mere usikkerhed, færre investeringer, mere arbejdsløshed og lavere produktivitetsvækst i alle lande.

Vi er alle ramt af denne krise, og det sætter alle nationale budgetter under stærkt pres. Så vi må alle have et realistisk niveau for at bruge penge. Allervigtigst er naturligvis, at de offentlige midler kun bruges der, hvor de kan gøre en reel forskel.

Vi er heller ikke i tvivl om, at direkte tilskud er meget mere effektive end lån. Hele vores velfærds- og uddannelsespolitik bygger på det. Mange regeringer har også den opfattelse, når det gælder den nationale politik og bruger den keynesianske politik hjemme. De burde tillade EU at gøre det samme.

Hvorfor har man ikke i de fire lande erkendt, at hjælp til de værst ramte økonomier er den bedste og måske eneste vej til at få de eksportdrevne økonomier som den danske tilbage på sporet. Alternativet er skræmmende.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Chr. Westergård-Nielsen

Professor, Center for Corporate Governance, Institut for Regnskab, CBS
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1975), ph.d. (Københavns Uni. 1982)

0:000:00