Christian Friis Bach: WHO-kritik rammer ved siden af

KOMMENTAR: Der er grund til at være kritisk overfor WHO's rolle under coronakrisen, men det er ikke en rimelig kritik, som bliver rejst i Altingets artikel om organisationen. Den er ofte blot summen af medlemslandenes eget engagement i FN, skriver Christian Friis Bach.

WHO's assisterende generalsekretær, Bruce Aylward, kunne have håndteret pressens spørgsmål om Taiwan mere elegant. Men han er nu engang ikke politiker, men derimod virusekspert, skriver Christian Friis Bach.
WHO's assisterende generalsekretær, Bruce Aylward, kunne have håndteret pressens spørgsmål om Taiwan mere elegant. Men han er nu engang ikke politiker, men derimod virusekspert, skriver Christian Friis Bach.Foto: Thomas Peter/Reuters/Ritzau Scanpix

Der er grund til at være kritisk overfor FN's og WHO's rolle og indsats under coronakrisen.

Men det er ikke en rimelig kritik, som Altinget bragte i sin artikel 4. april. Og den overser den mest fundamentale kritik af WHO.

Det vender jeg tilbage til.

Hovedkritikken i artiklen lyder, at WHO kritiserer Danmark, men er tavs og følgagtig, når det gælder Kina. Artiklen baserer sig på tre elementer: Taiwan, menneskerettighedssituationen i Kina og på stærke udtalelser fra en enkelt dansk universitetsforsker. Og så er artiklen et angreb på især én medarbejder i WHO: Den noget åbenmundede assisterende generalsekretær, Bruce Aylward. Han er dog ikke kineser, men canadier.

Fakta
Christian Friis Bach er radiovært på Radio4, forhenværende generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp og tidligere udviklingsminister og undergeneralsekretær i FN.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Den sundhedsfaglige vurdering af WHO's anbefalinger vil jeg lade andre om, men jeg kunne godt have ønsket mig flere og mere centralt placerede sundhedseksperter i artiklen. Det er dog vigtigt at påpege, at det er komitéer nedsat af medlemslandene, der styrer og afgør, hvilken linje WHO står for.

Komitéerne består af eksperter og repræsentanter fra medlemslandene og baserer sig på omfattende gennemgange af den videnskabelige litteratur og viden. Medarbejderne i WHO agerer som sekretariat. Den proces oplevede jeg selv i FN inden for blandt andet et sundhedsrelateret emne, nemlig trafiksikkerhed, hvor min FN-organisation udarbejdede anbefalinger og sikkerhedsstandarder for biler og lastbiler.

Når Kina får stadig større indflydelse i FN og WHO, hænger det blandt andet sammen med, at kineserne prioriterer deltagelsen i komitéerne. Forhåbentligt får coronakrisen os til at sende vores bedste eksperter til FN.

Christian Friis Bach

Arbejdet i FN-komitéer er tidskrævende, besværligt og bestemt ikke upolitisk. Lande, virksomheder og organisationer kæmper for at påvirke anbefalingerne og standarderne. Men en kritik af anbefalingerne fra WHO falder tilbage på medlemslandene. Hvis vi sendte vores bedste eksperter til WHO, fik vi også de bedste anbefalinger retur.

Flere af de lande, herunder USA, der nu går frem med kritik af WHO, er ikke ligefrem kendt for at sende deres fremmeste forskere og eksperter til FN-komitéerne. Jeg kæmpede selv konstant under min tid i FN for at få Danmark, USA og andre lande til at sende bedre og stærkere eksperter til arbejdet med anbefalinger inden for emner som bilstandarder, bygningsstandarder og luftforurening.

Det var ofte svært, og jeg fik flere gange et nej, når jeg bad om dansk ekspertise. Når Kina får stadig større indflydelse i FN og WHO hænger det blandt andet sammen med, at kineserne prioriterer deltagelsen i komitéerne. Forhåbentligt får coronakrisen os til at sende vores bedste eksperter til FN.

Kritikken af WHO's linje over for Taiwan falder også tilbage på medlemslandene. At kritisere WHO's medarbejdere for ikke at kunne svare på spørgsmål om Taiwan er urimeligt. Jeg stod i det samme dilemma i min tid i FN, hvor jeg fik talrige henvendelser fra Taiwan, som jeg desværre måtte afvise.

Taiwans ikke-medlemskab af FN og manglende observatørstatus i WHO er en sag for medlemslandene. Jeg kunne personligt være uenig i den kinesiske linje og håbe Taiwan blev fuldt og helt medlem af FN, men det kunne jeg ikke sige som FN-undergeneralsekretær. Det var ikke min opgave, det var ikke mit mandat, det var udelukkende en sag for medlemslandene. Helt tilsvarende for Bruce Aylward, der dog, som det rigtigt anføres i artiklen i Altinget, kunne have håndteret situationen mere elegant. Men han er nu engang ikke politiker, men derimod virusekspert.

Læs også

Det samme gælder for menneskerettighederne. Alle FN-organisationer skal operere inden for det mandat, som det har fået af medlemslandene, og WHO har ikke et mandat til at udtale sig om menneskerettighedssituationen i Kina, når det for eksempel gælder civile og politiske rettigheder.

WHO har mandat til at fremme de sundhedsrelaterede menneskerettigheder – heraf primært retten til sundhed. Jeg kunne godt ønske mig et bredere menneskerettighedsmandat til alle FN-organisationer, men det tillader medlemslandene ikke.

Og hvis jeg i min tid i FN's økonomiske kommission for Europa blot nærmede mig menneskerettighedsspørgsmålet, som jeg ikke havde mandat til, blev det straks påpeget – især af Rusland, men også af USA og andre vestlige lande, som ønsker, at FN-organisationerne "passer deres næringsvej" og det mandat, de har fået.

Der er god grund til at kritisere Kina for menneskerettighedssituationen også under coronakrisen, det er dog ikke primært en opgave for WHO's generalsekretær, Tedros Ghebreyesus, men for FN's højkommissær for menneskerettigheder, Michelle Bachelet, og selv hun kan kun operere i det snævre rum, som medlemslandene giver hende. Forhåbentligt får coronakrisen os til at styrke vores indsats for menneskerettighederne – også i WHO.

Kritikken i Altinget rammer derfor ved siden af. Og den rammer også ved siden af den vigtigste kritik af WHO, nemlig organisationens struktur. Verden har nemlig ikke, lidt populært sagt, én verdenssundhedsorganisation, men syv: ét hovedkontor i Geneve og seks regionale organisationer, hvor medlemslandene selv vælger de regionale ledere.

Det betyder, at lederne af WHO's organisationer i Europa og Afrika vælges af landene i Europa og Afrika og ikke vælges af WHO's generalsekretær. Enhver med blot en anelse indsigt i organisationsteori kan regne ud, at de regionale ledere ikke altid adlyder generalsekretæren, men mere skeler til deres regionale medlemslande. WHO's generalsekretær kan ikke holde medarbejderne ansvarlige og kun vanskeligt reformere organisationen, så den bliver mere effektiv.

Det problem er særligt slemt i WHO, men det udstiller også en generel udfordring i FN. Lederne i FN, selv FN's generalsekretær, har meget lidt magt, ansvar og indflydelse. Hvis vi vil styrke FN og WHO, skal det laves om. Strukturen i WHO skal ændres, og WHO's generalsekretær skal have flere beføjelser, mere magt, mere ansvar. Forhåbentligt får coronakrisen os til at styrke reformerne af FN.

Det burde følges op af en finansieringsreform, hvor organisationerne får langt større kernebidrag i stedet for de mange projektpenge fra medlemslandene. FN er ved at blive kvalt i det såkaldte "projektitis", nemlig medlemslandenes ønske om at finansiere deres egne projekter i FN og kræve særskilt rapportering, regnskaber og indflydelse.

Resultatet er et bureaukratisk og handlingslammet FN, der ikke kan disponere hurtigt og effektivt, når en krise som corona rammer. Igen denne gang reagerer medlemslandene ved at lave nye fonde og projekter i stedet for blot at sende en check til FN og til WHO. Forhåbentligt får krisen os til at ændre finansieringsmodellerne for FN.

Der er god grund til at være kritisk over for FN og WHO. Men artiklen i Altinget ramte ved siden af.
FN og WHO er – desværre alt for ofte – kun summen af medlemslandene. Forhåbentligt bliver organisationerne en dag mere end det. Vi får i hvert fald stadig mere brug for dem.

-----

Christian Friis Bach er radiovært på Radio4, forhenværende generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp og tidligere udviklingsminister og undergeneralsekretær i FN. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning og bygger på den nye bog 'Then I would like a dishwasher, please'.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Friis Bach

MF (R), stifter, Warfair
cand.agro. (KVL 1992), ph.d. international økonomi (KVL 1996)

0:000:00