DI: Danmarks næste erhvervseventyr findes i Folketingets egen baghave

Sofie Carsten Nielsen
Branchedirektør, DI Biosolutions, fhv. minister og MF (R)
Mikael Wraae Valsted
Fagleder for DI Biosolutions
Dansk erhvervsliv har en rig tradition for innovation og vision.
Biorevolutionen blev født i Danmark, initieret af Emil Chr. Hansen, der rendyrkede gæren i 1883 i Carlsbergs laboratorier.
Et banebrydende arbejde, der har givet Danmark en global førerposition inden for biosolutions og skabt et fødevaresystem i verdensklasse. Arbejde, som vi i dag stadig høster frugterne af.
Spol nu tiden godt halvandet hundrede år frem.
Tolv partier er nu repræsenteret i Folketinget, imens blokpolitikken tilsyneladende hører fortiden til.
Opgaven er svær for den kongelige undersøger, der skal bygge bro på tværs og forhåbentlig skabe en regering, der kan tage ansvar for fremtiden og bliver i stand til at handle – også handle hurtigt.
For verden står bogstaveligt talt i flammer omkring os.
Derfor var det også ærgerligt, at regeringens vækstteam for fremtidens landbrug, fødevarer og biosolutions blev standset lige før målstregen af valgudskrivelsen.
Et vækstteam, der var blevet udpeget af en visionær erhvervsminister, forankret i den historiske Grøn Treparts-aftale, og sat til opgave i at tegne kortet til, hvad Danmark skal leve af de næste (forhåbentligt) 150 år.
Danmark er verdensledende inden for biosolutions
Hvad de færreste ved er, at Danmark er verdensledende inden for den buldrende biosolutions-sektor.
Vi bygger på kombinationen af den dybe forskning i bioteknologien og vores exceptionelle fødevareinnovation, der med biologiske løsninger gør Danmark – og verden – mere robust, konkurrencedygtig og bæredygtig.
Den kommende regering bør med det samme uddelegere ansvaret til næste erhvervsminister til at færdiggøre det stærke arbejde i vækstteamet.
Sofie Carsten Nielsen og Mikael Wraae Valsted
Branchedirektør, DI og fagleder, DI
Tænk på enzymerne i dit vaskemiddel, mælkekultur, der forlænger holdbarheden, nye planteprodukter, biobaseret plantebeskyttelse, asfalt uden olie, kosmetik uden fossil kemi, og meget andet.
Det er derfor kritisk, at Danmark forbliver verdensførende inden for udviklingen af biosolutions.
Den kommende regering bør med det samme uddelegere ansvaret til næste erhvervsminister til at færdiggøre det stærke arbejde i vækstteamet – og levere den nationale strategi for biosolutions, som regeringen annoncerede med Grøn Trepart.
Vi har brug for den nu, for verden venter ikke på os; slet ikke Kina eller USA, der buldrer afsted og snart vil udfordre vores verdensførende position, hvis ikke vi handler.
Vi har skuffen fuld af politiske løsninger, men vigtigt iblandt dem er:
For det første, at der investeres mindst 0,5 til 1 milliarder kroner i at bygge store biosolutionsfaciliteter til at kunne producere i storskala.
Denne investering kan med fordel gå til ét af de kommende IPCEI-projekter på biosolutionsområdet.
IPCEI står for Important Projects of Common European Interest og giver mulighed for, at medlemslande kan pulje nationale statstøttebeløb til at opbygge strategisk udvalgte værdikæder i Europa som biosolutions.
Danmark har med IPCEIierne en unik mulighed for at udvise lederskab i Europa på biosolutionsområdet og bygge en stor facilitet til produktion, således at vækst og arbejdspladser fastholdes i Danmark.
Vi kommer ikke sovende til erhvervseventyret
For det andet er det vigtigt, at Danmark bliver det mest effektive land i Europa at få godkendt sine biopesticider (biologisk plantebeskyttelse) i, således at det maksimalt tager 12 måneder at få godkendelse fra Miljøstyrelsen.
Dette er vigtigt for at sikre landbrugernes muligheder for at beskytte deres afgrøder mod pest i takt med at flere fossile pesticider forbydes samt bidrage til at realisere den grønne omstilling.
Derudover vil det give Danmark en konkurrencemæssig fordel i at kunne eksportere disse biopesticider til resten af verden.
Potentialet er klart og ligger for vores fødder.
Danmarks næste erhvervseventyr eksisterer vitterligt i Folketingets egen baghave.
Sofie Carsten Nielsen og Mikael Wraae Valsted
Branchedirektør, DI og fagleder, DI
En analyse ved ADC for Novonesis påviser, at den danske biosolutionssektor i 2035 forventes at bidrage til over 40.000 nye industriarbejdspladser på tværs af værdikæden samt levere en økonomisk gevinst på godt 96 milliarder kroner.
Som fødested for biosolutions og global innovationsleder har vi i Danmark reel mulighed for at blive det bedste sted i verden, hvor biosolutions kan udvikles, skaleres og komme på markedet.
Men vi kommer ikke sovende til erhvervseventyret, ligesom vi også i årtier har kæmpet for de øvrige sektorer, som Danmark er global markedsleder indenfor – lifescience, shipping, vedvarende energi, innovative fødevarer og mere.
Så Danmarks næste erhvervseventyr eksisterer vitterligt i Folketingets egen baghave, baseret på årtiers dansk forskning og vores enestående økosystem af entreprenører, virksomheder, fonde og investorer.
Tør vi udnytte vores førerposition, eller lader vi endnu en gang Kina høste frugterne af vores hårde arbejde? Det er nu op til den kommende regering.
- Her er otte bud på Sundhedsministeriets næste departementschef
- Vraget ordfører er stadig i chok efter folketingsexit: "Jeg har ikke engang lyst til at gå Caminoen"
- K-næstformand går i rette med bagland: Ikke en borgmesteropgave at forhandle regering
- Regeringsforhandlinger nærmer sig næste akt: Her er fire ting, du skal hæfte dig ved
- Dan Jørgensen vil have europæerne til at arbejde hjemme og skrue ned for varmen




































