Forfatter: Derfor kommer Folketingets nye tiltag mod travlhed ikke til at virke

Regeringens ansvar

Men der er et væsentligt ”men”: Færre udvalg i Folketinget og lidt bedre kalenderstyring er næppe andet end symptombehandling. For det er reelt ikke udvalgsarbejdet i Folketinget, der betyder, at folkestyret er stresset.

Der er nemlig meget andet end arbejdet i Folketinget, der sætter rammerne for Folketingets arbejde. De rammer fastsættes i høj grad – og måske endda i stadig stigende grad – af regeringsapparatet.

Det er fra regeringen, at lovforslagene kommer. Derfor er det også regeringen, der beslutter, at der hvert år skal fremsættes op mod 250 lovforslag.

Hvis man ville noget af travlheden til livs, kunne man jo prioritere skarpere og fremsætte færre lovforslag. Men det er bare ikke Folketingets beslutning, og det er heller ikke noget, der ændres af, at Folketinget får færre udvalg og en mere sammenhængende intern kalender.

Det er i forhandlingerne, at mange kilder til travlhed og uoverskuelighed findes. Forhandlinger kan nemlig tilrettelægges taktisk.

Morten Jarlbæk Pedersen
Ph.d. i statskundskab, forfatter og adjungeret rådgiver, Tænketanken Prospekt

Det er også fra regeringen, at initiativerne til hastebehandlinger af lovforslag kommer. Og det er i øvrigt initiativer, som Folketinget så godt som aldrig udfordrer. Hvis en minister mener, at noget haster – for eksempel vedtagelsen af en fødevarecheck få minutter før udskrivelsen af et folketingsvalg – så accepterer Folketinget det så godt som altid. Også selvom det kræver et betydeligt flertal af de fremmødte folketingsmedlemmer at forcere og forhaste behandlingen af lovforslag.

Et lavere antal udvalg i Folketinget ændrer ikke det store på dét.

Mere vigtigt er dog, at det er fra regeringen, at forhandlingerne tilrettelægges og styres. For det er i forhandlingerne, at mange kilder til travlhed og uoverskuelighed findes. Forhandlinger kan nemlig tilrettelægges taktisk.

Derfor forhandles der midt om natten. Derfor får ordførere nogle gange først forhandlingsmateriale i sidste øjeblik. Regeringen kan styre, hvem og hvor mange der må deltage i en forhandling.

Udfordringer i hele maskineriet

Dette er på ingen måder et nyt fænomen, og det er en udfordring, som har været oppe at vende flere gange før. I 2021 kaldte daværende medlem af Folketinget Rasmus Jarlov (K) det for en ”syg arbejdskultur”, og de Radikales daværende leder Sofie Carsten Nielsen adresserede samme år problemet i sin tale ved Folketingets afslutningsdebat.

Folketinget indførte efterfølgende en række foranstaltninger, der skulle modvirke dette, men det ændrer ikke ved det grundlæggende: At magten til at styre, hvordan Folketingets lovgivningsarbejde foregår, i høj grad ligger et andet sted end i Folketinget selv. Ja, skiftende regeringer har tilsyneladende gennem tiden fået større spillerum.

Dertil kommer, at Folketinget ikke stiller særlig høje krav til regeringen, når det kommer til lovforberedelsens form og indhold. Hvis ministerierne blot lever op til række ret begrænsede formkrav, så kan og vil Folketinget behandle lovforslagene.

Det ironiske er, at Folketingets medlemmer har alle muligheder for at insistere på, at der gøres noget ved disse grundlæggende ting.

Morten Jarlbæk Pedersen
Ph.d. i statskundskab, forfatter og adjungeret rådgiver, Tænketanken Prospekt

Folketingsmedlemmerne stiller for eksempel ganske sjældent spørgsmål til, om forarbejdet er gjort grundigt nok og upartisk nok, selvom der er rigeligt udfordringer hermed, så man kunne passende gå mere kritisk til værks. Folketingsmedlemmerne accepterer det også, når ministerierne lader hånt om eksempelvis høringsprocessen, der nok anerkendes som vigtig, men alligevel ofte presses.

Det er med andre ord i lovmaskineriets hele, at udfordringerne ligger. Ikke alene i Folketingets interne organisering.

Det ironiske er, at Folketingets medlemmer har alle muligheder for at insistere på, at der gøres noget ved disse grundlæggende ting.

De kan insistere på, at regeringen går langsommere og grundigere til værks. De kan undlade at acceptere forhandlinger, hvis forberedelsen ikke er tilstrækkelig og gennemsigtig. De kan nægte at behandle lovforslag, der forhastes uden grund, eller som ikke er grundigt nok forberedt. Færre udvalg og en bedre styret kalender gør nemlig ikke den store forskel, hvad alt dette angår.

Selvom Folketingets formelle arbejdsforhold er blevet forbedret i de senere år – med dette nye træk som den seneste forbedring – så er der ingen grund til at tro, at historierne om et overbelastet, stresset og forhastet politisk system fortager sig lige med det første.