Eksperter: Her er tre grunde til at holde igen med informationer før krig

Det var særligt nyheden om, at Fogh-regeringen strammede efterretninger og tilbageholdt centrale oplysninger for Folketinget forud for Irak-krigen, der løb med overskrifterne tirsdag.

Her præsenterede forskere en uvildig udredning af Danmarks krigsdeltagelse i Kosovo, Afghanistan og Irak, hvor de også konkluderede, at danske regeringer generelt holder kortene tæt til kroppen, når det gælder Danmarks militære engagement.

På tværs af krigene og skiftende regeringer har der været en ”minimalistisk informationspraksis” over for Det Udenrigspolitiske Nævn og dermed Folketinget, hedder det i rapporten.

Det kan være problematisk. Men der kan også være gode grunde til, at en regering generelt begrænser informationsflowet til Folketinget, når det gælder udenrigspolitikken. 

Med hjælp fra den ene forfatter bag krigsudredningen lektor Rasmus Mariager fra Københavns Universitet og centerleder og seniorforsker på Center for Militære Studier på Københavns Universitet Henrik Breitenbauch giver Altinget dig her fordelene og ulemperne ved, at regeringer i høj grad kører solo på området.

For det første skal det slås fast, at det i Danmark er regeringen, der fører udenrigspolitikken. Det står i Grundloven. Men mange afgørende beslutninger skal godkendes af Folketinget først, for eksempel hvis dansk militær skal sendes til andre lande. Og regeringen må aldrig misinformere Folketinget.

"Det er altså svært at føre udenrigspolitik, hvis alle de ting, man har tænkt sig at gøre, står på forsiden af avisen." 

Henrik Breitenbauch
Centerleder og seniorforsker på Center for Militære Studier på Københavns Universitet

Fordel: Folketinget får mere sikre oplysninger
En god grund til, at de skiftende danske regeringer først har orienteret Folketinget om udenrigspolitiske beslutninger sent i processen, er, at det giver de udvalgte politikere et bedre grundlag for at tage stilling til sagen:

”Regeringen går ikke i Det Udenrigspolitiske Nævn og oplyser om påtænkte militære operationer i udlandet på et forberedende stadie og på et tidspunkt, hvor regeringen ikke ved, hvad det ender med. Det kan man for så vidt godt forstå,” siger Rasmus Mariager.

Præsenterer man informationen for tidligt, ”er der nemlig en betydelig risiko for, at nævnet reelt ikke ved, hvad de siger ja eller nej til,” som det lyder i udredningen. Det behøver derfor ikke nødvendigvis være i dansk interesse at holde et lavt informationsniveau over for Folketinget.

Fordel: Bedre manøvrerum i forhold til udlandet
Konsekvensen af at informere sent i processen er, at magten så bliver centraliseret på færre hænder, men det kan også være gunstigt:

”Fordelen er, at det giver regeringen et manøvrerum at handle indenfor, og det er nok i virkeligheden også nødvendigt,” siger Rasmus Mariager.

Fordel: Danmarks planer kan holdes fortroligt
Det er heller ikke risikofrit at dele vigtige oplysninger med Det Udenrigspolitiske Nævn. Ofte slipper efterretningerne nemlig ud i offentligheden, og derfor kan det være mere hensigtsmæssigt, at regeringen holder dem for sig selv:

”'Der er en klar risiko for, at de kommer i avisen, stort set samtidig med at nævnet bliver orienteret. Og det er altså svært at føre udenrigspolitik, hvis alle de ting, man har tænkt sig at gøre, står på forsiden af avisen,” siger Henrik Breitenbauch.

Krigsudredningen medregner også denne risiko og tilføjer, at lækagerne kan ”svække regeringens forhandlingsposition internationalt, ligesom det kan medføre en sikkerhedsrisiko”.

Udfordring: Mere på spil end i gamle dage
En særlig udfordring for dialogen mellem regering og Folketinget er, at trusselsbilledet og efterspørgslen efter dansk krigsdeltagelse har ændret sig markant siden Den Kolde Krig.

Danmark handler i dag mere aktivistisk, og behovet for løbende debat og information mellem regeringen og Folketinget er derfor blevet større:

”Tidligere handlede beslutningerne typisk mest om forsvarsoperationer og FN-operationer, men i de tilfælde, vi har undersøgt, har det været operationer, hvor man går uden for egne landområder med og uden et FN-mandat – eksempelvis i Eksjugoslavien,” siger Rasmus Mariager.

De mange og vidtrækkende beslutninger har ført til, at dialogen mellem regering og folketing i dag tit foregår via e-mail og sms. Og det udfordrer de mere formelle kommunikationsformer i Det Udenrigspolitiske Nævn, står der i krigsudredningen.

Ulempe: For sent at gøre indsigelser
Der kan altså være gode grunde til den sene og til tider mangelfulde dialog mellem regeringen og Folketinget, når det kommer til Danmarks militære engagement, men de to eksperter ser alligevel også stadig ulemper ved den praksis, som krigsudredningen fremlægger.

Den første ulempe er det sene tidspunkt. Selvom Det Udenrigspolitiske Nævn skal have præsenteret informationen, så de er i stand til at tage stilling, er det nemlig også problematisk, hvis der går så lang tid, at nævnet ikke kan nå at gøre indsigelser. Sådan lyder det fra en af de to forskere bag udredningen:

”Ulempen er, at man orienterer Det Udenrigspolitiske Nævn om de påtænkte beslutninger på et så sent tidspunkt, at omkostningerne ved at sige fra til de påtænkte beslutninger bliver store, fordi regeringen ofte er gået så langt, at Danmarks alliancepartnere allerede er vidende om, hvad Danmark har tænkt sig at levere,” siger lektor Rasmus Mariager.

Ulempe: Folketinget mister mulighed for kontrol
For det andet skaber den mangelfulde dialog også et større principielt problem, ved at Folketinget ikke bliver oplyst tilstrækkeligt, understreger Henrik Breitenbauch:

”Hvis man gerne vil have, at Folketinget og Det Udenrigspolitiske Nævn skal have en kontrolfunktion over for udenrigs- og sikkerhedspolitikken, så kræver det, at der bliver fremlagt tilstrækkelige informationer, til at man kan træffe nogle beslutninger eller på anden måde udøve funktionen rigtigt,” siger han. 

Ulempe: Sværere at stille regeringen til ansvar
Når dialogen mellem regering og udvalgte medlemmer af Folketinget bliver mere uformel, risikerer man også, at vigtige erfaringer om krigsdeltagelse går tabt. Og at oplysninger ikke bliver dokumenteret. Dermed bliver det også sværere at stille regeringen til ansvar for den udenrigspolitik, der bliver ført.

Hvis et spørgsmål er på dagsordenen i Det Udenrigspolitiske Nævn, bliver oplysningerne skrevet ned og gemt. Men i modsat fald risikerer informationsdelingen at blive flyttet til ”mindre transparente fora, hvor der ikke tages referat, og medlemskredsen kan være flydende,” som forskerne skriver i krigsudredningen.

Det risikerer at underminere ”den demokratiske ansvarsstruktur”, da man så vidt muligt gerne vil kunne holde regeringen ansvarlig på et dokumenteret grundlag.