S og DF vil se på nævns rolle i krigsbeslutninger

Folketinget bør overveje, om der er behov for ændringer af procedurer og praksisser for en regerings information af og rådføring med Det Udenrigspolitiske Nævn forud for fremlæggelsen af en beslutning om dansk krigsdeltagelse. Det er anbefalingen fra to forskere, der undersøgt de politiske processer, der ledte op til, at Danmark sendte tropper til Kosovo i 1998 og 1999, til Afghanistan i 2001 og til Irak i 2003.

En regeringen er forpligtet til at rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn, inden den træffer beslutninger om sager af større udenrigspolitisk rækkevidde. Forskerne Rasmus Mariager og Anders Wivel fra Københavns Universitet konkluderer i udredningen "Hvorfor gik Danmark i krig?", at nævnet reelt havde ingen eller meget lille indflydelse på beslutningerne om udsendelse af tropper til Kosovo, Afghanistan og Irak.

Socialdemokratiets udenrigsordfører, Nick Hækkerup (S), er åben for at se inddragelsen af Det Udenrigspolitiske Nævn efter i sømmene.

"Denne her udredning peger på, at der er nogle ting, som ikke fungerer ordentligt," siger Nick Hækkerup, der er næstformand i nævnet.

Han mener, at det vil være fornuftigt, hvis Det Udenrigspolitiske Nævn tager en snak om sin funktionsmåde for at finde ud af, hvordan tingene skal foregå. 

Ligger begrænsninger
Hos Dansk Folkeparti mener man, at det kan være svært at gøre tingene meget anderledes.

"Den her rapport vil blive studeret nærmere, og vi må se på, om vi kan gøre tingene anderledes. Men i min optik er det ikke sikkert, det kommer til at betyde de store ændringer. For det forhold, at man har oplysninger fra andre lande, betyder, at man ikke bare kan sende oplysninger ud i offentligheden. Det ligger begrænsninger," påpeger Dansk Folkepartis Peter Skaarup, der sad i Det Udenrigspolitiske Nævn, da beslutningen om dansk deltagelse i Irak-krigen blev truffet.

Minimalistisk informationspraksis
I forberedelserne af alle fire beslutningsforslag om krigsdeltagelse i Kosovo, Afghanistan og Irak har de ansvarlige regeringer været selektive med, hvad Det Udenrigspolitiske Nævn har fået at vide, påpeger forskerne.

"Regeringerne følger typisk en minimalistisk informationspraksis i nævnet med stort spillerum for, hvilke oplysninger der er relevante at videregive," skriver Rasmus Mariager og Anders Wivel.

Den sene inddragelse af nævnet betyder, at det ofte vil have store politiske omkostninger i forholdet til afgørende alliancepartnere at afvige fra regeringens anbefaling, mener forskerne. De peger på, at det forberedende arbejde i praksis foregik i snævre cirkler langt væk fra nævnet.

"Dialogen mellem regering og Folketinget om krigsdeltagelse foregår typisk via uformelle kanaler. I bund og grund er det en lille håndfuld personer, der træffer de afgørende beslutninger. Det er statsministeren, udenrigsministeren og et par centrale topembedsmænd," skriver forskerne i udredningen.

Få kritiske spørgsmål
Beslutningsprocesserne med få aktører og sen inddragelse af Det Udenrigspolitiske Nævn er kommet bag på forskerne.

"Det har overrasket mig, hvor få principielle diskussioner, der er om de her ting, før beslutningerne træffes. Det har overrasket mig, hvor få kritiske spørgsmål der bliver stillet i udenrigspolitisk nævn, og det har overrasket mig, hvor sent skiftende regeringer – for det er ikke bare den ene regering – går op i udenrigspolitisk nævn og oplyser om de her ting," siger Rasmus Mariager til Altinget.

De foreslår, at der oprettes en tværgående analyseenhed i centraladministrationen med diplomatiske, juridiske og militærfaglige kompetencer og fokus på systematisk erfaringsopsamling, vurdering af scenarier for trusselsbilledet og efterspørgsel efter dansk militært engagement på kort og mellemlang sigt. De mener desuden, at det vil være en god idé fremover at udarbejde konkrete cost-benefit-analyser og opstille konkrete alternativer med vurderinger af, hvordan og i hvilket omfang et givent engagement vil fremme eller udfordre Danmarks udenrigspolitiske målsætninger.

Endelig mener de, at Folketinget bør sikres adgang til diplomatisk, juridisk og militærfaglig ekspertise, eventuelt gennem styrkelse af sekretariatsbistanden til de enkelte udvalg.