Kommentar af 
Claus Kragh

Europaredaktør: Danmark bør alliere sig med resten af Nordeuropa 

Danmark bør alliere sig proaktivt med Finland, Holland, Sverige og Tyskland i EU og Nato og arbejde for, at Europa kan beskytte sine borgere mod Rusland og mod klimaforandringerne. 

Tiden er moden til store politiske forandringer i Europa - og det gælder ikke mindst for Danmark, der har mistet sin tætteste ideologiske allierede efter Brexit, skriver Claus Kragh.
Tiden er moden til store politiske forandringer i Europa - og det gælder ikke mindst for Danmark, der har mistet sin tætteste ideologiske allierede efter Brexit, skriver Claus Kragh. Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix
Claus Kragh
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Gid Finland og Sverige meldte sig ind i Nato. Og gid Danmark opgav sit forsvarsforbehold i EU. 
 
Det ville være smukke signaler til den russiske præsident om, at de demokratiske nationer i det demokratiske Europa suverænt bestemmer, hvordan de varetager deres nationale og kollektive sikkerhed.  
 
Et andet godt signal til Rusland fra Danmark, Sverige og Finland ville være, at man erklærede sig villige til at bidrage til at forstærke den aktuelle europæisk finansierede grønne investeringspolitik i Syd- og Østeuropa – sådan som de nye regeringer i Tyskland og Holland lægger op til. 
 
Det vil på den lange bane ramme Putin, der hvor han er mest sårbar: Indtægterne fra salget af gas til Europa, der ville falde, fordi Europa havde sine egne grønne energiforsyning.  

Der er lang vej til, at Finland og Sverige melder sig ind i Nato, men alene det, at den finske præsident og den svenske statsminister offentligt slår fast, at de er klar til at trodse Ruslands modvilje, er vigtige politiske signaler.

Claus Kragh, Europaredaktør, Ugebrevet Mandag Morgen

 
Tysklands og andre europæiske landes afhængighed af russisk gas er den største enkeltstående hindring for etablering af den strategiske autonomi, der tales så meget om i EU. Denne autonomi er foreløbig ikke andet end en ørkenspejling, så længe EU-landene fører ukoordinerede udenrigspolitikker, og så længe energiselskaber i hele Vesteuropa – herunder Ørsted – køber gas for milliarder af det ubehagelige russiske regime.  
 
En stærk og proaktiv nordeuropæisk blok i EU og Nato bestående af Tyskland, Holland og de tre nordiske EU-lande ville øjeblikkeligt blive en central aktør i Europa. Og der er intet til hinder for, at disse fem lande tager selvstændige initiativer i EU-kredsen, hvor der er en lang tradition af initiativer på kryds og tværs mellem medlemslandene. 
 
De fem lande kunne med fælles initiativer sætte fart i den uomgængelige udvikling, at EU’s forsvarspolitiske rolle vokser i et europæisk sikkerheds-setup, hvor Nato stadig har en helt afgørende rolle. Og de ville bogstavelig talt kunne sætte strøm til en offensiv og solidarisk grøn industri-, erhvervs- og beskæftigelsespolitik, der kunne løfte øst- og sydeuropæiske nationer op i et velstandsniveau, hvor autokrater og populister alt andet lige ville få det sværere, end de har det i dag. 
 
Ovenstående er naturligvis drømmerier. Der er lang vej til, at Finland og Sverige melder sig ind i Nato, men alene det, at den finske præsident og den svenske statsminister offentligt slår fast, at de er klar til at trodse Ruslands modvilje, er vigtige politiske signaler. Og samtidig lyder der rent faktisk nye europapolitiske toner fra den danske regering. 

Danmark skal altså gøre sin stilling op. Status quo er ikke en option.  

Claus Kragh, Europaredaktør, Ugebrevet Mandag Morgen

 
Statsminister Mette Frederiksen og regeringen slår i sin nye udenrigspolitiske strategi fast, at Danmark skal være 'i hjertet af EU og hjertet af Nato'. Og udenrigsminister Jeppe Kofod siger, at Danmark ’er villigt til at se på’, hvordan man i EU kan investere yderligere i at ’få sort energi ud og grøn energi ind’ – altså at man er fleksibel, for så vidt angår noget, der ligner fælleseuropæisk finanspolitik. 
 
Under alle omstændigheder er tiden moden til store politiske forandringer i Europa - og det gælder ikke mindst for Danmark, der har mistet sin tætteste ideologiske allierede i kampen mod en føderalistisk udvikling EU, Storbritannien. Samtidig er USA's tid som velvillig og troværdig garant for Europas sikkerheds over for et atombevæbnet russisk imperium mod øst ved at rinde ud. 
  
Danmark skal altså gøre sin stilling op. Status quo er ikke en option.  
 
Et spørgsmål er det imidlertid, om de andre nordeuropæiske lande overhovedet har lyst til at samarbejde så tæt med Danmark, som oven for skitseret. Her er Danmarks symbolladede enegang i forhold til udlændinge-, asyl- og grænsepolitik i EU nok særligt et problem i forhold til Tyskland. 
 
Den nye socialdemokratiske kansler Olaf Scholz advarede i 2019 ligefrem om, at Frederiksens udlændingepolitik med ’afgrænsning og udgrænsning’ ikke er noget for Tysklands socialdemokrater. Og det er slående, at Scholz 20. januar endnu ikke havde haft kontakt med sin danske kollega, mens han har haft det til de regerende partikolleger i Norge og Sverige. 

Det ville tjene Danmark godt, hvis EU både blev en stærkere sikkerhedspolitisk aktør og en mere solidarisk grøn union. Men det ville også forudsætte, at Danmark gjorde op med den ’unionsangst’, der hersker i det lille kongerige.  

Claus Kragh, Europaredaktør, Ugebrevet Mandag Morgen

 
Det andet spørgsmål er, om et flertal blandt partierne på Christiansborg og et flertal af borgerne i Danmark overhovedet er klar til at forandre deres grundlæggende syn på EU, således at man kan gøre op med forsvarsforbeholdet og de to andre forbehold for henholdsvis det retlige samarbejde og den fælles mønt euroen. 
 
Det kommer forhandlingerne om en ny europapolitisk aftale, som statsministeren har annonceret, til at vise. Hidtidige erfaringer viser, at der ekstremt let går indenrigspolitik i folkeafstemninger om EU-politikken. Og man skal heller ikke tage fejl af, at modstand mod EU fortsat er en vigtig sag for mange vælgere på de politiske yderfløje i Danmark. 
 
Det korte af det lange er, at det ville tjene Danmark godt, hvis EU både blev en stærkere sikkerhedspolitisk aktør og en mere solidarisk grøn union. Men det ville også forudsætte, at Danmark gjorde op med den ’unionsangst’, der hersker i det lille kongerige.  
 
EU bliver aldrig en centralistisk føderation, der sender nationalstaterne ud på historiens køkkenmødding. Det er der ingen medlemslande, der ønsker. Derfor kan Danmark roligt melde sig ind i den naturlige udvikling, at EU bliver så voksent, at det i det mindste begyndte at lægge seriøse planer for, hvordan man kan tage vare på sin egen sikkerhed.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Kragh

Europaredaktør, Mandag Morgen
journalist (DJH. 1991), journalist in Europe, (CFJ, Paris. 1995)