Venstre: Regeringens nye "EU-hjerte" skal banke i den europapolitiske aftale

Der var nok flere, der hoppede i stolen en gang, da statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale erklærede, at "Danmark skal være i hjertet af vores eget kontinent".

Som et ekko fra Helle Thorning Schmidts regeringsperiode blev det gentaget af udenrigsminister Jeppe Kofod, der for nylig kunne tilføje, at "Europa er i vores hjerter".

Der må siges at være et markant skifte fra regeringen, hvis øverste chef så sent som sidste år blev beskrevet som landets mest EU-skeptiske nogensinde.

Anledningen er, at regeringen nu vil have Folketingets partier med i en europapolitisk aftale, der skal erstatte den eksisterende – og for længst uddaterede – aftale fra 2008.

Akut behov for ny EU-politik

Det er dog ikke første gang, at regeringen kommer med det løfte. Allerede i regeringens forståelsespapir fra juni 2019 lovede man en ny europapolitisk aftale.

Siden har der været holdt en afbrudt række af europapolitiske temadrøftelser, men uden et klart sigte.

Hvor hurtigt regeringen og udenrigsministeren så rent faktisk rykker på forhandlingerne om fremtidens Europa-politik, må vi vente og se.

Faktum er det dog, at den eksisterende aftale fra 2008 ikke afspejler de udfordringer eller det politiske landskab, vi ser på i dag. Der har været tre folketingsvalg, tre europaparlamentsvalg og to EU-folkeafstemninger siden. Derfor er der akut behov for forhandlinger om en ny aftale. I Venstre er vi klar til at fastlægge de rette rammer for dansk EU-politik.

Virkeligheden har overhalet gammel aftale

Venstre ønsker en europapolitisk aftale, der viser internationalt udsyn samtidigt med, at vi tager vare på Danmarks interesser.

De store udfordringer er ikke længere nationale anliggender. Det er fælles, regionale og globale udfordringer som klima, migration og sikkerhed. Virkeligheden har simpelthen overhalet den gamle aftale.

Danske virksomheder og pensionskasser kan skabe den markedsbaserede omstilling, der kan få resten af verden i mål med klimaambitionerne.

Morten Løkkegaard og Kim Valentin, hhv. gruppeformand i Europa-Parlamentet og EU-ordfører for Venstre

Vi har set lande, der har meldt sig helt ud – som Storbritannien – eller som i praksis har bevæget sig væk fra fællesskabet og de fælles værdier som demokrati og frihed.

Vi har set EU-lovgivning på det sociale område, eksempelvis med barsel og mindsteløn, som meget bedre håndteres i de forskellige lande.

Og vi har set et EU, der ikke har haft de fornødne beføjelser til at reagere resolut og kraftigt, eksempelvis i forbindelse med coronapandemien, tilbagetrækningen fra Afghanistan eller senest de russiske aggressioner på grænsen til Ukraine.

Markedsbaseret grøn omstilling

Den måske største udfordring, vi står over for i Danmark, EU og globalt, er klimaudfordringen.

Danmark står for under én promille af verdens samlede CO2-udledning, og hvis vi virkelig vil gøre en forskel for klimaet, skal vi gøre det i EU, der med sit indre marked og sine frihandelsaftaler giver adgang til praktisk talt hele verden.

Her kan danske virksomheder og pensionskasser via innovation, grøn eksport og bæredygtige investeringer skabe den markedsbaserede omstilling, der kan få resten af verden i mål med klimaambitionerne.

En anden væsentlig udfordring er migrationspresset mod Danmarks og EU's grænser. Under coronaen har presset været mindre end normalt, men Frontex rapporterer allerede om øgede asyltal, og vi har siden migrationskrisen i 2015 vidst, at problemet ikke holder op, før vi finder permanente løsninger på det.

Handlingslammelse svækker troværdigheden

Mest akut er der behov for politiske svar på, hvordan vi ruster EU til at håndtere den sikkerhedspolitiske situation i Østeuropa. Siden Rusland i 2014 annekterede Krim-halvøen i Ukraine, er det kun blevet mere åbenlyst, at EU bør kunne handle på egen hånd og kraftigere, end det er tilfældet i dag.

Det svækker vores troværdighed – og i sidste ende vores sikkerhed – når vi ikke kan svare igen på provokationer og trusler fra vores fjender.

Morten Løkkegaard og Kim Valentin, hhv. gruppeformand i Europa-Parlamentet og EU-ordfører for Venstre

Forsvarsforbeholdet afholder os fra at tage del i den hastigt voksende forsvarssamarbejde i EU. Og kravet om enstemmighed, når EU skal beslutte sanktioner mod eksempelvis Rusland, betyder, at uenighed eller enkelte lande kan blokere for fælles EU-handling.

Vi har set talrige eksempler på, at lande som Ungarn og Cypern har blokeret for EU-reaktioner over for eksempelvis Kina og Hviderusland, fordi de har brugt enstemmigheden som pression i ikke-relaterede politiske sager.

Og da EU's udenrigsministre i april sidste år skulle mødes for at drøfte reaktionen, da Rusland for første gang posterede 100.000 mand på den ukrainske grænse, endte mødet uden enighed – og dermed uden handling fra EU's side. Trods store ambitioner på vej ind til mødet, måtte den danske Udenrigsminister, Jeppe Kofod, gå derfra med uforrettet sag.

Det er åbenlyst, at det svækker vores troværdighed – og i sidste ende vores sikkerhed – når vi ikke kan svare igen på provokationer og trusler fra vores fjender. Danmark stemme er størst, når vi bruger den i EU.

EU skal tales op

Vi kan gøre en forskel for Danmark i EU. Men det kræver mod. Mod til at tage diskussionen, mod til at træffe beslutninger og mod til at skride til handling. Det mod har vi i Venstre. Men har regeringen?

Hvis statsministeren og regeringen vil gøre alvor af deres kurskifte og placere sig i hjertet af vores europæiske fællesskab, er Mette Frederiksen og hendes ministerhold nødt til at turde at tale EU op.

Regeringen bør anerkende, når EU-samarbejdet forbedrer hverdagen for den enkelte dansker frem for selv at forsøge at tage æren for ny lovgivning, der er vedtaget i Bruxelles.

Det kræver handling og ikke bare ord, hvis regeringen virkelig mener, at Europa er i dens hjerte.