Debat

Kasper Støvring: Dansk sikkerhedspolitik skal opbygge Fort Europa

Nationalstaterne er reelt Europas hjerte, ikke Bruxelles. Derfor bør Danmarks sikkerhedspolitik fokusere på opbygningen af Fort Europa som værn mod masseindvandring og konflikten med Rusland, skriver debattør Kasper Støvring.

Det er ikke EU, der skabte sikkerhed og stabilitet i Europa, men derimod grundlæggelsen af kulturelt homogene nationalstater, skriver Kasper Støvring.
Det er ikke EU, der skabte sikkerhed og stabilitet i Europa, men derimod grundlæggelsen af kulturelt homogene nationalstater, skriver Kasper Støvring. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Kasper Støvring
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ifølge regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi bør Danmark være i hjertet af EU. Men hvad er Europas hjerte? Og hvad har gjort Europa til et sikkert sted siden Anden Verdenskrig?

Temadebat

Skal Danmark være i hjertet af EU?

I år er det 50 år siden, Danmark besluttede at træde ind i det europæiske fællesskab. Altinget benytter anledningen og starter en debat om Danmarks EU-medlemskab og vores plads i Unionen.

Spørger man statsminister Mette Frederiksen skal Danmark være "i hjertet af vores eget kontinent". Men hvad betyder det at være i hjertet af kontinentet? Og kan vi i så fald beholde vores forbehold? Og hvad med ambitionerne om en klimaunion? EU's forsvarspolitik, asylpolitik og finanspolitikken? Og de fælles europæiske værdier; hvor skal Danmark placere sig i debatten her? Kort sagt: Hvordan skal Danmarks europapolitik se ud?

Mød panelet her.

  • Jeppe Kofod (S), udenrigsminister
  • Morten Helveg Petersen (R), medlem af Europa-Parlamentet
  • Søren Søndergaard (EL), EU-ordfører
  • Morten Løkkegaard (V), medlem af Europa-Parlamentet
  • Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa og tidligere klimaminister
  • Bente Sorgenfrey, næstformand, Fagbevægelsens Hovedorganisation
  • Stine Bosse, formand for Europabevægelsen
  • Anders Stouge, viceadministrerende direktør, Dansk Energi
  • Anders Ladefoged, EU-chef i Dansk Industri
  • Bjarke Møller, forfatter og tidligere direktør for Tænketanken Europa
  • Claus Kragh, journalist og europaredaktør for Ugebrevet Mandag Morgen
  • Kasper Støvring, nationalkonservativ debattør, forfatter og ph.d.
  • Jens Mattias Clausen, EU-chef i Concito

Den korte historie er, at Europa blev fredeligt, ikke fordi nationalismen tabte, men fordi den sejrede. Hver nation fik sin egen stat, mere eller mindre. Det er altså ikke EF, siden EU, der skabte sikkerhed og stabilitet i Europa, men derimod grundlæggelsen af kulturelt homogene nationalstater. De bygger nemlig på folkelig samhørighed og identitet indadtil, og udadtil løser de problemet med grænsekonflikter og løsrivelsesbevægelser.

Ja, der er stadig uroligheder i lande som Spanien og Belgien, men det skyldes netop, at det nationale projekt ikke er blevet forløst. Først når folkeslagene finder hvile i deres egen stat, kan de leve i fred med dem selv og deres naboer.

Nationalstaterne er reelt Europas hjerte, ikke Bruxelles.

EU er elendige til sikkerhed

At binde europæerne sammen i fastere bånd i form af fælles samarbejde forankret i europæiske institutioner har imidlertid også været gavnligt for freden.

Problemet med EU's målsætning om "en stadig tættere sammenslutning" er, at en sådan union uundgåeligt bliver centralistisk og udemokratisk, den mangler en fælleseuropæisk identitet, og alle sprog- og kulturforskellene internt i Europa ville forkludre projektet.

Kun Europas Forenede Stater ville kunne gøre Europa til en regional supermagt på linje med USA og et fremtidigt Kina.

Kasper Støvring, forfatter, debattør og ph.d.

Alt det betyder, at Europa næppe får en fælles stat. Den ville ganske enkelt mangle folkelig legitimitet og forankring.

Men selv hvis EU blev til et "Europas Forenede Stater", ville det ikke være garanti for sikkerhed. EU kan ganske enkelt ikke finde ud af det med sikkerhed, for hele projektet er sukret ind i liberale værdier.

"Politisk islam bør være en del af billedet", sagde eksempelvis EU's daværende udenrigschef Frederica Mogherini, da hun i juni 2015 gav sin vision af fremtidens Europa. Få måneder efter kom flygtningekrisen, masseovergrebene på kvinder nytårsaften samme år og en stribe terrorangreb. Men da Ungarn sikrede sine grænser, blev landet mødt med enslydende fordømmelse og var tæt på at blive smidt ud af EU.

Sikkerhed trumfer liberale idealer

Da EU svigtede, måtte nationalstaterne træde til. Først sent kom anerkendelsen.

"Jeg takker Grækenland for at være Europas skjold", sagde EU's kommissionsformand Ursula von der Leyen i marts 2020 til den græske regering, vel at mærke efter græsk politi havde skudt mod migranter. Så var det slut med at hylde velkomstkulturen, man måtte give Viktor Orbán ret, og nu bygges der igen grænsehegn ved Europas forposter.

Årsagen til nationalstatens fremvækst er uhyre enkel: Sikkerhed trumfer altid liberale idealer. Det gælder, hvad enten truslen består i islamisering og masseindvandring, aggression fra den russiske stormagt eller sårbare forsyningskæder, sådan som vi så under coronakrisen, hvor nationalstaterne selv måtte sørge for sine borgeres sikkerhed.

Planerne om et fælles europæisk forsvarssamarbejde må skrottes, da det kan deligitimere Nato.

Kasper Støvring, forfatter, debattør og ph.d.

At Europa består af selvstændige nationalstater er imidlertid også en årsag til, at Europa ultimativt ikke kan sørge for sin egen sikkerhed, selv om viljen måtte indfinde sig.

Kun Europas Forenede Stater ville kunne gøre Europa til en regional supermagt på linje med USA og et fremtidigt Kina. En supermagt forstået som en stat, der dominerer sin region, fordi det har et stærkt militær, der er i stand til det.

Fort Europa skal opbygges

I fraværet af en fælles stat bliver de europæiske staters sikkerhedspolitiske strategi at forankre Europa i Vesten med USA som kernestaten.

Nato er den vestlige forsvarsalliance, og den må naturligvis sikres og udbygges (planerne om et fælles europæisk forsvarssamarbejde må skrottes, da det kan deligitimere Nato). Det er også i det lys, man skal se den nye aftale om udstationering af amerikanske soldater på dansk grund.

Danmarks og Europas sikkerhedspolitik må fokusere på at opbygge Fort Europa med effektive grænseværn, forhindre russiske aggressioner, særligt mod Nato-lande, opbygge flere atomkraftværker, så Europa ikke bliver afhængig af vigtige ressourcer fra Rusland og Mellemøsten samt følge amerikanerne i deres bestræbelse på at inddæmme Kina i Asien og i Arktis.

Kinesisk sorteper til USA

Selv om undersøgelser har vist, at europæerne ikke ønsker at følge USA i en konfrontation med Kina og Rusland, vil de fleste europæiske stater sandsynligvis ende med at alliere sig med USA.

Alene truslen om, at USA vil forlade Europa eller Nato, vil motivere europæerne til at samarbejde.

Kasper Støvring, forfatter, debattør og ph.d.

Men de vil næppe spille en seriøs militær rolle i forsøget på at inddæmme Kina, for de har hverken de militære kapaciteter til det eller nogen grund til at erhverve dem. Kina er nemlig ikke en direkte trussel mod Europa, og det giver mere mening for europæerne at give sorteper videre til USA og dets asiatiske allierede. "Passing the buck", som amerikanerne siger.

Amerikanerne ønsker da også en alliance med europæerne af økonomiske årsager. Især ønsker USA, at europæiske lande afstår fra at sælge teknologier til Kina, især dem, der kan anvendes militært, ligesom USA ønsker, at Europa skal lægge økonomisk pres på kineserne.

Til gengæld vil amerikanske soldater forblive i Europa og holde Nato i live. Det ønsker stort set alle europæiske stater, så alene truslen om, at USA vil forlade Europa eller Nato, vil motivere europæerne til at samarbejde med USA både i Asien og Arktis, der udgør et selvstændigt konfliktområde i den kommende europæiske og særligt danske sikkerhedspolitik.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kasper Støvring

Kommentator, forfatter, bibliotekar, Herlufsholm Skole
ph.d. (Københavns Uni. 2009), cand.mag. i litteraturvidenskab og moderne kultur (Københavns Uni. 2002)