Fik du læst: Udmattelse og en indrømmelse stod tilbage, efter Vesten og ulandene tørnede sammen på COP27

Den historiske klimaskyld

COP27, der blev kaldt en "afrikansk COP", skilte sig fra starten ud ved at være den første, der havde tab og skader på dagsordenen.

Tab og skader er FN-sprog for økonomisk erstatning – omend ikke i juridisk forstand – til de lande, der er hårdest ramt af klimaforandringer og samtidig historisk set er relativt uskyldige, når det kommer til CO2-udledninger.

Derfor var det historisk, da Shoukry med sin dybe, lettere snøvlende stemme henviste salen til dagsordenens punkt 8f om "finansieringsværktøjer til tab og skader i forbindelse med klimaforandringers negative effekter" og sagde:

"Jeg hører ingen indvendinger, så det er vedtaget."

Da hammeren faldt, udløste det salens hidtil længste bifald.

USA og EU står tilsammen for tæt på halvdelen af de samlede historiske udledninger. Begge havde i starten af topmødet signaleret en vis åbenhed over for at tale om tab og skader, men det var først sent torsdag aften, da der var under 24 timer tilbage på det officielle program, og forhandlingerne virkede fastlåste, at EU gik med til at etablere en fond.

Det oversvømmede Pakistan

Kort efter vedtagelsen af tab og skader bad Schweiz bad om en halv times pause for at læse dokumenter og diskutere med sin forhandlingsgruppe, der tæller lande som Mexico og Sydkorea.

I pausen kunne man høre moskeerne udenfor kalde til den første bøn. I en klump af ministre og ambassadører i salens mellemgang stod Xie Zhenhua, Kinas klimaudsending, og fistbumpede Sherry Rehman, Pakistans klimaminister.

Netop Pakistan, hvor historisk voldsomme oversvømmelser i år har kostet over 200 milliarder danske kroner i skade og mere end 1.000 mennesker livet, bidrog til det afgørende momentum for at få vedtaget tab og skader, der i årtier har stået øverst på udviklingslandenes ønskeseddel på COP'erne.

"Det handler ikke om velgørenhed. Det er udbetalingen for en større investering i vores fælles fremtid. Og det er en investering i klimaretfærdighed," sagde Sherry Rehman.

Både Kina og Pakistan var nøglespillere i det tovtrækkeri, der COP'ens sidste døgn udspillede sig mellem EU og USA på den ene side og G77 og Kina på den anden.

Hvad er et udviklingsland?

Fonden til tab og skader var ikke gratis. Derfor havde EU stillet som betingelse, at blandt andet Kina skulle spytte i kassen.

Observatører betragtede det som et forsøg på at splitte G77. Del og hersk.

Som fistbumpet i plenarsalen viste, lykkedes det ikke. Heller ikke at få Kina til at punge ud, omend aftalen åbner for frivillige donationer. 

Striden bunder i diskussion om, hvem der kan kalde sig et udviklingsland. Da grundstenene til COP-møderne blev lagt i Rio i 1992, blev lande som Kina, Singapore og Saudi-Arabien betragtet som udviklingslande.

Presset fra EU handlede derfor også om at sikre, at pengene gik til de mest sårbare stater.

Kompromisset blev en aftale, der gælder udviklingslande (anno 1992), men som er særligt udsatte for klimaforandringer, altså også eksempelvis Pakistan. 

"Aftalen er en principbeslutning, så det betyder ikke, at fonden er på plads og fyldt med penge. De endelige rammer og betingelser skal forhandles på plads næste år," lyder det fra Cares klimarådgiver, John Nordbo.

Olielandenes usynlige hånd

Striden mellem G77 og EU stoppede dog ikke der. Den blussede op i forhandlingslokalerne, men en af årsagerne kunne også ses, hvis man som almindelig dødelig stillede sig på stranden i Sharm el-Sheikh og kiggede ud over Rødehavet.

I et nyt aftaleudkast til et arbejdsprogram, som skal hjælpe landene med at øge CO2-reduktionerne år for år, havde en formulering om, at landene ikke måtte presse hinanden til at sætte mere ambitiøse nationale mål sneget sig ind.

Saudi-Arabien havde fået det egyptiske formandsskab til at gå sit ærinde, lød vurderingen fra flere europæiske kilder.

Det fik lørdag morgen, hvor COP'en allerede var gået over tid, Frans Timmermans til at true med at gå.

"Hellere intet resultat end et dårligt resultat," sagde klimakommissæren flankeret af Dan Jørgensen og en stribe andre europæiske ministre foran EU's pavilion. Pavilionen var bygget af paller, dog ikke EU-paller.

Shoukry forsvarede teksten under et pressemøde, men formuleringen blev senere fjernet.

Globalt selvmål

Arbejdsprogrammet, som Dan Jørgensen var mødefacilitator for, er afgørende for at "holde 1,5 grader i live", som mantraet hedder på COP'en.

Under det meste af COP'ens anden uge var frygten blandt ministre, diplomater, observatører og klimaaktivister, at COP27 ville blive det år, hvor 1,5-gradersmålet løb ud i sandet.

Mens ministrene lørdag aften sad til deres sidste rundbordssnak på COP'en, kom britiske Alok Sharma, sidste års COP-formand, gående i høj hast. En håndfuld journalister, lydmænd og kamerafolk fulgte lige hælene på ham. Jagten stoppede, da Sharma gik gennem en bevogtet døråbning med to store skilte med "NO ENTRANCE" påskrevet.

Helt frem til det afsluttende plenarmøde pressede lande – herunder High Ambition Coalition, der blandt andet omfatter Danmark, USA og Marshalløerne – på for skrappere krav til nationale klimaplaner. Debatten fortsatte i plenarsalen, selv efter COP27-aftalen – officielt 'Sharm el-Sheikh-implementeringsplanen' – var blevet vedtaget.

Sharma, der sidste år kaldte 1,5-gradersmålets "puls for svag" sagde, at målet nu "ligger i respirator".

"Det er et globalt selvmål," at COP'en ikke leverede de "afgørende fremskridt" for at reducere de globale udledninger, mener Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Gas siver ind

COP27 vil øjensynligt blive husket som det klimatopmøde, hvor verden blev enige om en fond til tab og skader – og måske i mindre grad for det, der ikke lykkedes.

Indien havde ellers tidligere på ugen spillet ud med en "nedfasning" af alle fossile brændsler – et skridt videre fra COP26’s klimapagt, hvor opfordringen kun omfatter kul.

Indtil det sidste kæmpede blandt andet de europæiske diplomater for at få det ind i slutteksten.

Det lykkedes dog ikke. I stedet begrænser slutteksten sig til "ineffektive fossile brændstofsubsidier."

Og selvom slutteksten indeholder mange formuleringer om vedvarende energi, vedtog verdens lande også det, flere klimaforskere samt organisationen Greenpeace kalder et "smuthul for gas".

En passage, hvor der i de tidligere udkast blot stod "vedvarende energi" stod der pludselig – omkring en time før det afsluttende plenarmøde – "lav-emissions- og vedvarende energi".

Saudi-Arabien havde ifølge flere kilder været på spil igen.

På det tidspunkt var alle dog trætte.

"Take it leave it," som en diplomat beskrev det.

I plenarsalen sagde Saudi-Arabien – der på klimatopmødet promoverede sine investeringer i CO2-støvsugerteknologi, såkaldt carbon capture – at man skulle fokusere på "emmissioner, og ikke kilden til emissionerne".

Udmattelse og tro på fremtiden

Tysklands klimaudsending, Jennifer Morgan, en tysk-amerikaner med karakteristiske blonde slangekrøller, havde indtil i sommer en topstilling i netop Greenpeace.

Adspugt, hvad hun havde at sige til ordet "lav-emission", sagde hun:

"Det tror jeg ikke er et spørgsmål for mig. Sorry," og vendte om på hælen.

Ligesom Dan Jørgensen og den danske delegation havde hun forladt plenarsalen, da aftalen var vedtaget, og de lande, der ville, på skift gav deres afsluttende kommentarer.

Ifølge Altingets optælling klokken 6:45 var mellem hver femte og tiende deltager på plenarmødet faldet i søvn.

En af COP'ens afsluttende bemærkninger kom fra Shauna Aminath. Hun er klimaminister på Maldiverne – en østat, hvor 80 procent af landet ligger blot en meter over havets overflade.

"Jeg vil stadig bo i Maldiverne. Min toårige pige skal vokse op i Maldiverne. Vi skal holde 1,5-gradersmålet i live," sagde hun.