Udmattelse og en indrømmelse stod tilbage, efter Vesten og ulandene tørnede sammen på COP27

Dette er historien om klimatopmødet, hvor ulandene scorede en sejr, og 1,5-gradersmålet nær var løbet ud i det egyptiske ørkensand.

Fungerende klimaminister Dan Jørgensen (S) er blandt de første ministre i den plenarsal, hvor aftalen for COP27 skal vedtages. 
Fungerende klimaminister Dan Jørgensen (S) er blandt de første ministre i den plenarsal, hvor aftalen for COP27 skal vedtages.  Foto: Rasmus Raun Westh/Altinget
Rasmus Raun Westh

Fungerende klimaminister Dan Jørgensen (S) sad som en af de første ministre klar i Nefertiti-plenarsalen lidt før 3:30 natten til søndag, hvor den endelige aftale for COP27 skulle vedtages.

Klimatopmødet var allerede over 30 timer over tid og dermed det 3. mest forsinkede i COP'ernes historie. 

Ude i forhallen var delegerede og journalister vågnet fra deres desperate forsøg på at få et powernap.

Hen over to sorte lænestole lå Seve Paenui, finansminister for østaten Tuvalu, stadig iført sin sorte blazer med jakkenåle til støtte for 1,5-gradersmålet og nedtrapning af fossile brændsler.

Begge mærkesager var stadig på spil.

Klimatopmødet COP27 i Egypten endte med en historisk stor indrømmelse til ulandene, der fik en fond til tab og skader, og en armlægning mellem EU og især Egyptens olieproducerende naboer, der forsøgte at få klimaambitionerne fra sidste års aftale i Glasgow udvandet.

Klokken 04:12 bankede Sameh Shoukry, Egyptens udenrigsminister og COP27-formand, for første gang med hammeren. Han indledte med at takke alle parter for det gode samarbejde i to, meget lange uger.