Fra én veteran til en anden: Der er faktisk en rød tråd i veteranindsatsen
REPLIK: Jacob Panton-Kristiansen har skrevet et bittert indlæg om, at den danske veteranindsats er noget rod. Indlægget baserer sig dog mest på formodninger og fornemmelser. Faktisk er der en råd tråd i veteranindsatsen, hvis man hæver blikket, skriver Niels Blok.
Sofie Hvemon
RedaktionsassistentAf Niels Blok
Veteran
Kære Jacob Panton-Kristiansen
Jeg er netop hjemvendt fra Norge, hvor vi var otte veteraner på fjeldskikursus i en uge – derfor mit sene svar på dit debatindlæg.
Jeg må indrømme, at jeg langtfra er enig i dit indlæg. Slet ikke, når du skriver som repræsentant for et politisk parti og en lukket veteranklub.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].
Selv dine medlemmer deltager i turene
Turen ud på fjeldet var arrangeret af Veteranstøttens friluftsudvalg, som jeg er frivillig formand for. Veteranstøtten er en af de ældre veteranorganisationer, og mottoet er "Veteraner støtter veteraner".
Vi kender til veteranernes styrker, udfordringer og synspunkter, for vi har selv været der, ligesom du har. Alle vores aktiviteter for veteraner annonceres offentligt på Veteranstøttens hjemmeside, på Veteranportalen.dk og på vores facebookside, for der skal være transparens i, hvad en organisation står for.
Den danske veteranpolitik er kun ti år gammel, og ti år er ingenting, når der er tale om ændringer af politiske, sociale og sociologiske strukturer.
Niels Blok
Veteran
Særligt, når Veteranstøtten modtager offentlige midler fra finansloven og private midler fra fonde og foreninger. Det gør, at turene er gratis og åbne for alle veteraner, og ikke kun vores medlemmer.
Vi har endda nogle gange inkluderet politifolk og beredskabsfolk på turene, ja, selv dine medlemmer er set på vores ture.
I aktiviteterne skelner vi ikke mellem veteranens alder, baggrund eller tilstand. Groft sagt, så er alle velkomne, for når rygsækken løftes til ryggen og turen begynder, så er turens succes afhængig af fællesskabets succes.
Det er for øvrigt en værdi, som de fleste veteraner ved instinktivt. En værdi, som jeg slet ikke er i tvivl om, at du også deler, for jeg har mødt dig flere gange, og netop derfor er jeg noget mystificeret over dette indlæg fra dig.
Et indlæg, som sparker nedad og ikke opad. Et, i mine øjne, bittert indlæg, der peger fingre ad andres ulykke.
For uanset hvilken bagage i form af social arv, en veteran slæber rundt på inden en udsendelse, så friholder det ikke forsvaret for et arbejdsgiveransvar. Netop fordi de så har sendt en soldat ud, der ikke var egnet til udsendelse, og dermed potentielt set forværret personens livsbane.
Formodninger og fornemmelser
Vi ved alle, at livet er langt, og at ens forhold kan ændre sig. Ja, nogen vil måske endda påstå, at den eneste konstant i livet er forandring, og et sundt og godt liv er jo netop at kunne omstille sig til forandringer i livsforhold. Du er selv et strålende eksempel på dette set i lyset af din baggrund som såret soldat.
Jeg synes, dit indlæg og dine synspunkter i indlægget mest baserer sig på iagttagede formodninger og fornemmelser på en række subjektive nedslag i enkeltsituationer, aktiviteter og enkeltpersoner.
Du ved godt, at der er over 40.000 veteraner i Danmark, så der vil være rådne æg iblandt. Men at tro, at de få viser vejen for de mange, er så forkert skudt, som det overhovedet kan være.
Desværre er veteranbegrebet blevet til et begreb, der alt for ofte fokuserer på, at vi er ofre med svære problemer og ikke, at vi er helt normale mennesker, der har tjent andre end os selv og er blevet beriget af det.
Dit indlæg er desværre mere af det samme, og derfor må jeg sørgeligt konkludere, at du smider med sten i dit eget glashus. Dermed er du desværre blevet en del af problemet i stedet for en del af løsningen.
Kun ti år gammel politik
Den danske veteranpolitik er kun ti år gammel, og ti år er ingenting, når der er tale om ændringer af politiske, sociale og sociologiske strukturer.
Vi kan derimod alle sammen godt blive enige om, at den var cirka 20 år for sent på den. Jeg kom for eksempel hjem fra min første udsendelse i 1993, og hjemkomsten bestod af aflevering af udstyr, et plenumforedrag om, at rigtige soldater jo ikke peb, og derpå en hjemsendelse. Alt sammen på to til tre dage.
Så der var plads til forbedring i hjemtagelsesproceduren, og det skete også relativt hurtigt i årene efter. Forsvaret lærte og ændrede sig. Langsomt ja, men sikkert.
Der er sket meget efter veteranpolitikken
I Danmark er Forsvarets Veterancenter myndighed for veteranpolitikken, som blev vedtaget i 2010 med 19 punkter, der skulle lette hverdagen for de hjemvendte soldater og deres pårørende.
Sidenhen er veteranpolitikken blevet evalueret og opdateret, og netop nu foregår en samlet evaluering af veteranindsatsen igangsat af Forsvarsministeriet. Mange forskellige aktører på veteranområdet er inviteret til at bidrage til den samlede rapport, der udgives her til efteråret.
Ja, vi kan godt blive enige om, at det er lidt bestillingsarbejde, og at det er lidt som at bede ræven vogte høns, men pointen er, at veteranindsatsen og veteranpolitikken løbende evalueres og opdateres; der er faktisk en rød tråd igennem det hele, når du fjerner mikroblikket og indtager en makroposition.
Lige nu er det disse fem områder, der fokuseres på: beskæftigelse, rehabilitering af de mest udsatte veteraner, børn og pårørende, forebyggelse af psykiske efterreaktioner og anerkendelse.
Siden veteranpolitikkens vedtagelse og dannelsen af Veterancenteret, så er der sket rigtig meget. Noget er godt, noget er skidt, og noget kan der med fordel videreudvikles på. Et godt eksempel er det relativt nye fokus på børn og pårørende som en fuldstændig integreret del af veteranindsatsten. Det er noget, som jeg faktisk gerne vil rose dig for at sætte højt i din private veteranklub.
Viden fra forskningen
Du burde også i dit indlæg forholde dig til den foreløbige viden, vi har fra forskning om os danske veteraner. For den tegner et andet billede, som ikke helt hviler på antagelser og formodninger.
For eksempel så ved vi, at vi er ikke særlig selvmordstruede, som det ses i primært USA. Andre danske tal viser, at omkring 80 procent relativt nemt kommer hjem og glider ind i samfundet igen uden nævneværdige udfordringer. De siger endda, at de føler sig kompetenceberigede, særligt inden for problemløsning, samarbejde og det sociale.
Tal viser også, at veteraner meget sjældent er arbejdsløse, og de ofte anses som rigtig gode medarbejdere i virksomhederne. Omkring ti procent får efter en kortere periode fundet ind til sig selv igen og kommer på plads ved hjælp af de forskellige veterantilbud, nære venner eller familie.
De resterende cirka ti procent har behov for særlig støtte i forskelligt omfang, ofte fra Veterancenteret, en veteranorganisation eller social- og sundhedsmyndighederne. Nogle af dem er så fysisk eller psykisk skadede, at de har behov for livslang støtte, og den skal de selvfølgelig have.
Lad os sammen vende billedet
Ofte fokuseres på denne sidste gruppe, for hvem vil negligere dem? Det er bare sådan, at når vi stopper ved den skadede veteran, så glemmer vi til tider, at den store gruppe ikke vil identificeres som sådan og bare gerne vil have en tak for det bidrag, de allerede har givet, og faktisk bliver ved med at give.
Så lad os nu sammen få vendt billedet af, at det at være veteran er et offer, men at vi generelt er en yderst værdifuld gevinst for ethvert samfund, der er villig til at favne os alle på en ordentlig måde, uanset om vi er skadede eller ej.
Venlig hilsen
Niels Blok
-----------
Niels Blok er tidligere oversergent ved Gardehusarregimentet, hvor han det meste af sin tjenestetid var kampvognskommandør, herunder udsendt to gange til det tidligere Jugoslavien.
Han har en mastergrad i natur, sundhed og læring og har været projektleder på en række veteranprojekter ved Skovskolen Københavns Universitet. I dag er han viceskoleleder på en folkeskole og formand for Veteranstøttens friluftsudvalg, der laver forskellige friluftsaktiviteter for veteraner.