Krigsveteran: Den danske veteranindsats er noget rod

KRONIK: Der er ingen rød tråd i veteranindsatsen. Lige nu bliver der udbetalt tårnhøje millionerstatninger til nogle veteraner, mens andre intet får, skriver Jacob Panton-Kristiansen, der har startet en forening for dem, der ikke vil være en del af veteranindsatsens rod.

Af Jacob Panton-Kristiansen (V)
Veteran og byrådsmedlem i Stevns Kommune

Jeg startede min karriere som såret soldat tilbage i januar 2012.

I 2013 blev jeg sluppet fri fra Rigshospitalet og indledte mit liv som veteran ved at deltage i et cykelløb, der hed Ride4Rehab.

Det var første gang, jeg rigtigt stiftede bekendtskab med begrebet veteranindsatsen. Vi var 24 cyklister, som skulle cykle fra Frederiksberg til Skagen over en uge. Formålet var at skabe opmærksomhed om sårede soldater.

Førte folk bag lyset
Efter få dage opdagede jeg, at halvdelen af os slet ikke var soldater og aldrig havde været soldater.

De var en del af Dansk Handicap Idræts-Forbund. Nogle var blevet handicappede på grund af sygdom.

Nogle på grund af idrætsrelaterede ulykker. Nogle havde kørt spirituskørsel og var kørt galt. En enkelt var en narkoman, der havde stukket forkert med nålen og fået nerveskader.

Men ens for os alle var, at vi blev klappet i mål hver dag som sårede soldater af borgerne, når vi nåede vores delmål. Borgmestre holdt taler, der blev taget billeder, der blev holdt takketaler af sponsorer, og Anders Fogh Rasmussen gav sin personlige mønt til os alle.

Den blev godt nok samlet ind igen fra de 12 af en af medarrangørerne, som alligevel fik for dårlig smag i munden.

Jeg er sikker på, at arrangøren af Ride4Rehab ikke havde planlagt at føre folk bag lyset bevidst. Han ville det for meget og blev sikkert overrasket over manglen på opbakning fra de sårede soldater.

Det skal siges, at cykelløbet i dag har en anden tone og gør noget godt for mange. Jeg syntes ikke, at det var sjovt at være en del af et forkert billede. Jeg var faktisk pinlig over at have deltaget.

Invictus Games 2014
I september 2014 var jeg igen en del af begrebet veteranindsatsen. Jeg skulle med Invictus Games til London. Et nyt setup, hvor sårede soldater fra de allierede lande skulle dyste mod hinanden. Det var arrangeret af prins Harry.

Jeg glædede mig. Det lød spændende. Jeg havde ligefrem skabt mig som et lille barn foran min hustru for at få lov til at tage med.

Der var 28 sårede soldater plus nogle hjælpere. Den første, jeg mødte i lufthavnen, var en af de andre sårede soldater, som pludselig kom i kørestol. Han kunne normalt gå.

Han sagde, at hans sammenfaldende ryghvirvler havde sat sig, og at han nu var lam i underkroppen. Han blev båret ombord på flyveren af Falck. Men da han pludselig skulle tisse, så havde han åbenbart glemt, at han ikke kunne gå. Han rejste sig op og gik på toilettet. Det var godt nok underligt.

Han var i øvrigt en ihærdig sitting volleyballspiller, som hoppede rundt på numsen med en tilsyneladende meget skadet ryg. Det kunne jeg ikke engang gøre med en rask ryg. 

En gang ustruktureret rod
Jeg mødte også en PTSD-såret veteran, som havde skrevet en hel bog med løgnehistorier. Jeg mødte flere, som var så dårlige, at de ikke kunne passe et arbejde, men de ville gerne op forrest til koncerten og stå tæt på højttalerne. De ville rigtig gerne stå tæt på de kendte, og de ville endnu mere stå i kø for at få en selfie med de kendte.

Jeg mødte også soldater, som reelt var kommet til skade og egentlig ikke syntes, at det var så sjovt at deltage.

Jeg oplevede Invictus Games som et meget stort setup med konstante kontraplaner, vanvittigt mange mennesker omkring mig, kø overalt, enorm stress, enormt pres, konstant larm, koncerter og fyrværkeri.

Jeg syntes, at det var en gang ustruktureret rod, og jeg forstår ikke, at det skal være en del af veteranindsatsen. Mange af deltagerne var så medtaget af PTSD, at de ikke kunne passe et arbejde og derfor var langtidssygemeldte eller førtidspensionister. Men de kunne godt deltage i larmende koncerter.

Ingen rød tråd i indsatsen
Flere og flere frivillige foreninger dukker op. Staten skyder millioner af kroner ud til flere forskellige tiltag. De kæmper alle om pengene. Nogle få slår igennem og fører an.

Det ser godt ud, men er det nu også godt? Ingen undrer sig eller stiller spørgsmål om, hvad det fører med sig.

Kommer folk tilbage på arbejdsmarkedet? Eller får de bare et tåleligt liv? Skal vi resten af deres liv sende dem på eventyr og oplevelser? Hvor ender det henne?

Der er ingen rød tråd i indsatsen. Veterancentret skal ligefrem evaluere sig selv. Der bliver udbetalt tårnhøje millionerstatninger til nogle og for lidt til andre, og andre igen får intet.

Professionelle veteraner
Vi møder lige pludselig et nyt begreb: "professionelle veteraner". Veteraner, som kæmper om foreningernes gunst. De bliver sure, hvis de ikke kommer med på tur. De ryger i kuldkælderen, hvis de ikke får lov at rejse med Invictus på deres tredje tur.

De føler sig hurtigt overset og forbigået, og pludselig skal hele deres liv krænges ud på sociale medier, hvor vi alle skal læse om, hvor dårligt de har det, og hvor hårdt det har været at besøge psykologen i dag. Det er blevet deres identitet.

Jeg er som tidligere nævnt selv såret soldat. Det skal ikke være min identitet at være såret soldat. Min identitet og min rygrad er soldat, og det er jeg stolt af. Jeg blev soldat for at gøre en forskel for andre. Jeg forventer ikke at blive forkælet med oplevelser betalt af andre resten af mit liv. Jeg forventer ikke forskelsbehandling.

Jeg forventer at få den hjælp, jeg har krav på, og få den erstatning, jeg har krav på.

Har startet egen forening
Jeg har startet en forening for sårede soldater, deres pårørende og familier, der har mistet. De pårørende er mærkeligt nok en meget lille del af veteranindsatsen, men måske er det dem, der er mest påvirket af soldatens udsendelse.

Foreningen er 100 procent privat. Alle bidrager til det fælles formål. Vi rejser vores egne penge. Alle er i øjenhøjde, og ingen er mere sårede end andre. Vi har alle samme historie og har intet behov for at gøre det værre, end det er.

Det er en forening for dem, der ikke vil se sig selv som en del af det rod, veteranindsatsen efterhånden er blevet til.

Har du fået PTSD?
Jeg bliver ofte spurgt, om jeg har fået PTSD. Så ofte at jeg på et tidspunkt var lige ved at tro, at jeg havde fået PTSD. Jeg tog mig selv i at tænke: "Gud, jeg kan ikke holde ud at tage på indkøb eller shoppe med min hustru. Måske jeg har fået PTSD."

Jeg blev helt dårlig og blev fuld af selvmedlidenhed. Jeg fortalte min hustru, at jeg måske havde fået PTSD, fordi jeg gik kold, da jeg var ude at købe tøj med hende. Så sagde hun lidt tørt tilbage, at jeg aldrig nogensinde har brudt mig om at købe tøj med hende. Da vågnede jeg op igen.

Ingen normalt tænkende mand bryder sig om at købe ind eller gå på shopping med sin hustru. Det har intet med PTSD at gøre.

Vi glemmer nogle gange, hvordan vi var før vores udsendelse. Vi glemmer også, hvor lidt der skal til at forandre et menneske.

Du kan ikke engang sende en københavner til Jylland i 14 dage, uden at han tillægger sig en jysk dialekt. Så lidt skal der til for at ændre os.

Med de oplevelser, en soldat får med i rygsækken fra udsendelser, så skulle det da være mærkeligt, hvis man ikke forandrede sig.

Adrenalinen bliver hængende natten over
Jeg ser personligt verden anderledes i dag. Jeg har svært ved at tage hverdagsproblemer seriøst. Jeg er blevet mere følsom. Jeg kan pludselig få vand i øjnene, når jeg ser en kærlighedsfilm eller andet drama. Jeg kan tude over en dum Disney-film.

Hvis jeg ser en krigsfilm, får jeg adrenalin i kroppen, som bliver hængende natten over. Hvis jeg bliver vred eller skuffet, så hænger følelsen længere i kroppen end før. Specielt, hvis nogen bryder min tillid.

Hvis jeg hører en ukendt lyd om natten, så vågner jeg og spekulerer, om nogen er ved at begå indbrud. Jeg kan også finde på at gå en runde om huset. Jeg er blevet lidt mere lydfølsom. Jeg får det samme chok som alle andre, når en ballon springer, men følelsen sidder i kroppen længere og bliver til irritation.

Men der er en fornuftig forklaring på alt det her. Det er mig, som har taget form af mine oplevelser og omgivelser. Det er meget normalt. Det gør vi alle.

Jeg lever med det og accepterer det. Jeg kan sagtens passe et arbejde med de forandringer.

Vi ved ikke særligt meget om PTSD
Når alt det er sagt, så anerkender jeg, at der er veteraner derude med de samme symptomer, bare ti gange værre. Jeg har dem selv i vores forening. De har ikke overskud til at gå på de sociale medier og krænge deres liv ud. De har ikke overskud til at rejse. Jeg må bruge alle mine evner og tiltag for at få dem med ud. Det er nærmest umuligt at få dem igennem en lufthavn.

Jeg er med på, at PTSD kan gradbøjes, og at vi i bund og grund ikke ved særligt meget om det. Jeg har også veteraner med PTSD, som har fultidsarbejde. Jeg har veteraner med PTSD, som nok godt kunne arbejde, men ikke tør, fordi de er bange for at blive sanktioneret i deres pension.

Det er lige præcis min pointe. Vi ved ikke helt, hvad PTSD er. Er noget PTSD fejlagtigt forvekslet med trykskader i hjernen (traumatisk hjerneskade)? Har noget PTSD intet med Forsvaret at gøre? Ligger det latent fra den sociale arv?

En vis procentdel af den civile befolkning render ind i psykiske lidelser. Hvis det sker for en soldat, som har været udsendt, så er det uden tvivl PTSD.

Kan det have noget med et tidligere misbrug at gøre? Kan det være en tårnhøj erstatning, som frister til, at man hurtigt tager sin forandring op til PTSD? Det sidste vil helt sikkert provokere nogle.

Indsatsen skal ikke gøre os en bjørnetjeneste
Men alle os veteraner er op til flere gange stødt på andre veteraner, som er gået mere op i at spørge ind til størrelsen på erstatningen frem for behandlingen.

Vi er endda stødt på flere, som er blevet erklæret førtidspensionister og har fået deres erstatning og tab af erhvervsevne udbetalt, for pludselig at vågne op til dåd og være raske. I et særligt slemt tilfælde var vedkommende ovenikøbet blevet genansat på fuld tid som officer ved Varde Kaserne.

Vi skal passe på, at veteranindsatsen ikke gør os en bjørnetjeneste og forkæler nogle for meget, gør dem afhængige af oplevelser, mens andre bliver totalt glemt. Det skal ikke bare se godt ud. Det skal være godt. Hvis indsatsen skal virke, så skal den ud og have fat i dem, der virkelig har brug for hjælp.

Og de pårørende skal inkluderes i langt højere grad.

Én ting er helt sikkert: Du finder ikke en folketingspolitiker, som tør at sige dét, jeg har skrevet, højt. Men du finder mange, som tænker tanken.

-----

Jacob Panton-Kristiansen er uddannet landmand. Han begyndte i Forsvaret i 2001 og har rang af oversergent og kampvognskommandør. Han har været udsendt fem gange, senest i Afghanistan, hvor han blev alvorligt såret.

Forrige artikel Soldaterlegatet: Retssikkerheden for skadede veteraner er brudt Soldaterlegatet: Retssikkerheden for skadede veteraner er brudt Næste artikel Radikal Ungdom til Alternativets Unge: Nato-udmeldelse er at spille hellig Radikal Ungdom til Alternativets Unge: Nato-udmeldelse er at spille hellig
Forsvarschef: Rusland er fortsat en trussel

Forsvarschef: Rusland er fortsat en trussel

ANGREB: Rusland vil være en trussel mod Europa og Nato, så længe landet er parat til at bruge militær magt til at ændre grænser, påpeger den danske forsvarschef Bjørn Bisserup.