Kultursociolog: Krig smadrer soldaters og pårørendes liv

Af Eva Marianne Thune Jacobsen
Kultursociolog, fysioterapeut og forfatter

Tidens tema i danske medier er krig.

Anden Verdenskrig beskrives i film, TV og avisartikler, mens krigsveteraner med PTSD og deres smadrede liv belyses dels via interview med tidligere udsendte og deres pårørende og dels via artikler skrevet af krigsveteraner.

Denne fokusering på krige og deres negative konsekvenser fik mig til at genkalde mig de grumme detaljer fra mit ægteskab med en amerikansk vietnamveteran med PTSD. Ægteskabet blev heldigvis kortvarigt, og jeg slap derfor med traumer, som jeg i tiden efter har kunnet fortrænge.

Men særligt et indlæg i Politiken sidste år af afghanistanveteran og journalist Emil Arenholt Mosekjær rystede mig og skabte brud i mine fortrængninger.

Han skrev om sine egne og andre soldaters traumer efter hjemsendelse fra krig, hvor det drejer sig om at slå nogen ihjel og være god til det. Jeg fik hjertebanken, og minderne fra mit ægteskab væltede frem.

Det er meningen, at danske soldater skal være dygtige til at slå ihjel.

Eva Marianne Thune Jacobsen
Kultursociolog, fysioterapeut og forfatter

Forelskelse i en vietnamveteran
Min historie begyndte romantisk, da jeg på en ferie i Bali i 1995 blev smaskforelsket i vietnamveteranen Dirk, som var på Bali på ferie. Han levede i Sydøstasien, hvor han qua sin uddannelse i USA's militær som dybvandsdykker arbejdede på boreplatforme.

Vi rejste rundt sammen i Bali, og jeg var ikke i tvivl om, at det var helt fint, at han kom til Danmark et stykke tid efter, at jeg var vendt hjem. Efter nogle måneder friede han, og jeg sagde lykkeligt ja.

Men jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til. De tre uger i Bali var en romantisk affære, og først hjemme i Danmark, da vi var flyttet sammen i et byggeforeningshus, som jeg delte med en veninde, fortalte han om sin tid i Vietnam.

Dirk var som dybvandsdykker udsendt for at placere bomber i hav og vandløb i Nordvietnam. Teoretisk kendte jeg til PTSD, men Dirk havde ikke i detaljer fortalt mig, at han levede med konsekvenserne af den forfærdelige og invaliderende psykiske lidelse.

Udover at placere bomber oplevede han, hvordan amerikanske soldater opførte sig som dyr, voldtog og skød civile, brændte landsbyer af og brugte napalm. Både han selv og kammeraterne måtte ty til stoffer for at holde krigen og sig selv ud.

Alt, hvad der kunne tygges, ryges og skylles ned sammen med sprut, blev indtaget. Min mand havde slået ihjel, og hans krigsdeltagelse havde givet ham PTSD.

Ægteskabet var en katastrofe
Vi var sammen i halvandet år, før jeg måtte give op i erkendelse af, at min mand var så psykisk syg, at det ville være farligt for mig at blive sammen med ham.

Han fik arbejde som flyttemand, som var medvirkende årsag til en diskusprolaps, som betød indlæggelse og operation. Hans stærke muskelpanser brød sammen, og så begyndte hans krigstraumer at slå ud i lys lue. Jeg kunne ikke genkende den mand, som jeg havde forelsket mig i og endda giftet mig med.

Han begyndte at kæderyge og drikke voldsomt, han blev aggressiv over den mindste modgang, han isolerede sig, stolede ikke på andre mennesker, han ville kun omgås mig og ville ikke med på besøg hos min familie og mine venner.

På et tidspunkt måtte jeg sælge min del af byggeforeningshuset og købe en kolonihave, da han ikke kunne holde ud at dele hus med min veninde. Det hjalp ikke på hans sindstilstand, og jeg begyndte at blive bange for ham.

Nicaragua blev min redning ud af ægteskabet
Jeg havde søgt en stilling i ulandsorganisationen IBIS og skulle udsendes som rådgiver til Nicaragua. Jeg indså, at han ikke, som planen var, skulle med som medfølgende ægtefælle, og at jeg ville skilles, men det turde jeg ikke fortælle ham.

Efter et helt vanvittigt raserianfald, fordi hans kørekort, der var sendt fra USA, ikke hurtigt nok blev godkendt her i Danmark, bildte jeg ham ind, at nicaraguanere nok ikke var glade for mennesker fra USA på grund af landets støtte til de nicaraguanske kontraer i 1986.

Kontraerne ville bekæmpe Sandinisternes Nationale Befrielsesfront (FSLN), en socialistisk modstandsorganisation, der havde ført revolution imod militærdiktaturet ledet af Somoza-familien.

FSLN vandt kampen og havde den reelle magt i Nicaragua fra 1979 til 1990. Jeg meddelte Dirk, at jeg derfor ville jeg tage i forvejen og sondere terrænet. Han sendte et hav af kærlige mails, mens jeg svarede henholdende.

Efter et halvt år fik jeg på en juleferie hjemme i Danmark ordnet en skilsmisse uden hans tilstedeværelse. Det skete inden for den daværende tidsramme, som ville have givet ham lov til at blive i Danmark, hvorfor han af myndighederne blev bedt om at forlade landet.

Jeg blev i Nicaragua i et par år, og det lykkedes mig at få en spændende tid og mange venner. Men det er en anden historie.