Gør EU til en rigtig forbundsstat

EU's stigende indflydelse på de enkelte medlemslandes indre anliggender samt den stigende udenrigspolitiske rolle, unionen er tiltænkt, har gjort spørgsmålet om demokrati i EU mere relevant end nogensinde før. Hvis EU bestemmer mere og mere, så er det helt centralt, at EU også fungerer demokratisk.

Docent i klassisk filologi og international anerkendt ekspert i demokrati Mogens Herman Hansen har netop udgivet bogen "Demokrati som styreform og som ideologi". Her stiller han i et af kapitlerne spørgsmålet, hvor demokratisk EU er.

Grænser for demokrati
Mogens Herman Hansen mener, at vi skal skelne mellem to forskellige udfordringer, når vi taler om demokrati og EU. Det ene er, i hvilket omfang EU-institutionerne griber ind over det danske demokrati. Det andet er, om EU´s institutioner selv er demokratiske:

"I det omfang Danmark afgiver suverænitet, så bliver den demokratiske legitimitet mindre, hvis ikke den modsvares af en tilsvarende eller mere demokratisk legitimitet fra EU's side. Men vi må erkende, at vi har to problemer, og at det er to forskellige problemer," siger Mogens Herman Hansen.

Jeg mener, at det er dybt betænkeligt, at Tyrkiet skal blive medlem af EU. Det er klart, at der er nogle sikkerhedspolitiske argumenter for, at Tyrkiet skal blive medlem, men ud fra et demokratisk perspektiv vil det gøre det yderligere vanskeligt at demokratisere EU.

Mogens Herman Hansen
Docent og demokratiekspert

Der er nogle pseudodemokratiske elementer i Lissabon-traktaten, som ser frygteligt demokratiske ud, men pga. de praktiske muligheder, så er det i realiteten tom snak.

Mogens Herman Hansen
Docent og demokratiekspert

I sin bog viser han, at der er store demokratiske problemer i EU, men han peger samtidig på, at der er meget, vi kan gøre for at gøre EU mere demokratisk. Han mener dog, at der er nogle naturlige grænser for, hvor demokratisk EU kan blive:

"En politisk enhed med 500 millioner mennesker kan aldrig blive lige så demokratisk som en med fem millioner. Afstanden bliver for stor, og der er for store masser involveret. Demokratigraden i et politisk system er altid omvendt proportionalt med systemets størrelse. Omvendt er en politisk beslutnings vigtighed ofte direkte proportionalt med den politiske enheds størrelse. I en lille landsby er det let at lave et meget demokratisk system, fordi der er så få indbyggere, men det er nu ikke de store verdensbeslutninger, man træffer," siger Mogens Herman Hansen.

Jeg er kritisk over for EU, men jeg er absolut ikke modstander. Jeg tror, vi ville nå langt, hvis EU blev en rigtig forbundsstat og begyndte at tage subsidiaritetsprincippet alvorligt.

Mogens Herman Hansen
Docent og demokratiekspert

Han peger på, at mange af de udfordringer, vi står med i dag, er problemer, de enkelte stater ikke kan løse selv, og det er en udfordring for vores krav om demokrati:

"Nationerne er blevet for små til at løse globale problemer med ressourcer, forurening, klima osv. Derfor må mange vigtige beslutninger træffes på overnationalt niveau. Beslutningerne bliver mere vigtige, men mindre demokratiske, og det er faktisk et vilkår, vi må forholde os til. Derfor er EU en uomgængelig nødvendighed," siger Mogens Herman Hansen og tilføjer, at det ikke er en mulighed at melde sig ud af EU, da vi stadig ville være bundet af EU´s beslutninger, hvilket er tilfældet for Norge og Liechtenstein.

Folket i centrum
Mogens Herman Hansen peger på, at en af de største udfordringer i forhold til at udvikle demokratiet i EU er, at den europæiske identitet fortsat er forholdsvis svag. Derfor mener han, at det er svært at tale om et europæisk folk, hvilket er en af forudsætningerne for et demokrati. En af udfordringerne er, at der er 23 forskellige sprog i EU:

"I et deliberatitvt demokrati er kernen i demokratiet selve diskussionen. Men det er svært at føre en tæt debat, hvis det skal ske på 23 forskellige sprog. Sproget er desuden knyttet til kulturen, og derfor skaber det en række kløfter, som skal overvindes. Sprog og nationalfølelse hænger sammen, og det har vist sig at være langt stærkere faktorer, end man havde forestillet sig," siger Mogens Herman Hansen.

Han pointerer dog, at sproget ikke er en uoverskridelig grænse for et fællesskab, hvis blot institutionerne indrettes på den rigtige måde:

"Schweiz er et strålende eksempel på, at man har tre centrale sprogområder med tilhørende kulturelle forskelle, men ikke desto mindre har man faktisk en meget høj grad af demokrati og sammenhæng i befolkningen, som er bygget over det politiske og det historiske," siger Mogens Herman Hansen.

Derfor mener han, at EU burde blive indrettet som en traditionel forbundsstat, hvor de enkelte medlemsstater bevarer høj grad af indre suverænitet og selvbestemmelse:

"Det er netop fordi, at Schweiz er en forbundsstat, hvor hver kanton (delstat, red.) har høj grad af suverænitet, at det fungerer så godt. Derfor mener jeg, at EU bør gå hen og blive en forbundsstat, som man f.eks. ser det i Schweiz," siger Mogens Herman Hansen, som nævner Belgien som et eksempel på, hvad der kan ske, når de sproglige og kulturelle kløfter er for dybe:

"Det uhyggelige er, at vi ikke ved, om Belgien eksisterer som stat om 10 år. Der er så store vanskeligheder, så store modsætninger mellem det flamske og det franske Belgien, at enheden nok ikke kan opretholdes. Derfor er sproget og kulturen noget, man virkelig skal tage højde for."

Tyrkiet er et problem
Derfor mener Mogens Herman Hansen også, at politikerne skal træde varsomt i forhold til yderligere udvidelse af EU, og han nævner Tyrkiet som en særlig udfordring:

"Hvis vi vil have Tyrkiet med, så får vi en enorm barriere, ikke bare sprogligt, men også en enorm religiøs og kulturel barriere. Derfor mener jeg, at det er dybt betænkeligt, at Tyrkiet skal blive medlem af EU. Det er klart, at der er nogle sikkerhedspolitiske argumenter for, at Tyrkiet skal blive medlem, men ud fra et demokratisk perspektiv vil det gøre det yderligere vanskeligt at demokratisere EU," siger Mogens Herman Hansen.

Han understreger dog, at der er masser af muligheder for at styrke den fælles europæiske identitet og dermed demokratiet i EU, og han peger blandt andet på, at medierne spiller en helt central rolle i forhold til at oplyse borgerne:

"Man kan nå meget via oplysning og ved at få en politisk debat i gang, og det gør man også allerede herhjemme. Noget, man også har gjort er, at man har indført EU-borgerskabet, som på baggrund af vores forbehold er et supplement til det nationale borgerskab. Alle EU-borgere har nu et dobbeltborgerskab, EU-borgerskabet og det nationale borgerskab, ligesom i en forbundsstat. Hvis man kan gøre alle europæere opmærksomme på det og de rettigheder, der er knyttet til EU-borgerskabet, så når man langt. Hvis vi ikke vil længere end en forbundsstat, der består af forskellige nationer med forskellige sprog, så skulle det nok kunne lade sig gøre," siger Mogens Herman Hansen, der dog understreger, at det bliver en lang proces:

"Det er et langt træk, det her. Hvis vi skal tænke i at få en europæisk identitet, så skal vi ikke tænke i år, eller sågar årtier, vi skal tænke i generationer. Men det skal ikke udelukkes."

Lissabon-traktaten er problematisk
Mogens Herman Hansen mener, at Lissabon-traktaten var problematisk, fordi den ikke entydigt var en styrkelse af demokratiet. Netop derfor udlægges den både som en sejr og et nederlag for demokratiet i EU:

"Til fordel for det demokratiske tæller, at Parlamentet er blevet sidestillet med Ministerrådet i beslutningsprocessen – det er lidt forsimplet, men stort set. Og det andet er, at man har lavet borgerinitiativet, hvor en million underskrifter forpligter Kommissionen til at tage et emne op," siger Mogens Herman Hansen, som dog påpeger, at flere tiltag i praksis ikke er så demokratiske, som hensigten byder:

"Kommissionen er ikke forpligtet på nogen form for lovgivning. Desuden er det yderst kompliceret at samle så mange underskrifter fra så mange forskellige medlemslande, som det kræves. Så der er nogle pseudodemokratiske elementer i Lissabon-traktaten, som ser frygteligt demokratiske ud, men pga. de praktiske muligheder så er det i realiteten tom snak."

Derudover mener Mogens Herman Hansen, at der er nogle elementer af Lissabon-traktaten, som er en direkte svækkelse af demokratiet.

"Lissabon-traktaten åbner for en højere adgang til, at Kommissionen kan lave det, der svarer til ministerielle bekendtgørelser herhjemme. Det vil sige, at der er en hel del lovgivning, som Kommissionen kan lave administrativt uden overhovedet at forelægge det for Parlamentet og Ministerrådet, og det er en svækkelse af demokratiet. Så er der også det, at man flytter endnu flere politiske områder fra nationalstaterne til EU. Centralmagten i EU bliver simpelthen styrket, og det er en svækkelse af demokratiet, for så vidt som det nationale demokrati stadig er stærkere end demokratiet i EU," siger Mogens Herman Hansen.

EU skal være en rigtig forbundsstat
Hvad skal vi foretage os for at gøre EU mere demokratisk?

"EU skal finde ud af, hvilken form for stat vi vil være. I en traditionel forbundsstat som USA eller Schweiz, der ligger den ydre suverænitet hos centralmagten, hvorimod den indre suverænitet i stor udstrækning ligger i delstaten. EU har udviklet sig til en omvendt forbundsstat, ved at man har blandet sig i medlemsstaternes indre suverænitet, hvor direktiver og forordninger overtrumfer medlemsstaternes indre suverænitet. Omvendt har EF ikke blandet sig i den ydre suverænitet før Maastricht og i virkeligheden først efter årtusindskiftet. Først her begyndte man for alvor at tale om fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Derfor mener jeg, at man burde lave EU om til en rigtig forbundsstat, hvor man overfører de fælles anliggender til centralmagten og laver det så demokratisk, man kan, imens man så er mere tilbageholdende og overlader en væsentlig større del af den indre suverænitet til medlemsstaterne."

Hvorfor er der ikke flere fortalere for den model?

"De mest glødende EU-tilhængere vil helst bevare den enorme kontrol med den indre suverænitet, og så lægge den ydre suverænitet oveni, men det taler man bare ikke om. Der kommer vi ind på, at der er meget, man fra EU's side ikke taler om. Det tog også lang tid, før man overhovedet ville tale om sammenslutningen som en union. Det ville være bedre, hvis man talte åbent om, hvad man vil med EU. De fleste borgere tror, at EU består af 27 suveræne stater – vel gør den ej. Når over halvdelen af alle nye retsregler gives af EU og ikke af medlemsstaterne selv, kan man ikke længere tale om suveræne stater i traditionel forstand."

Kræver det ikke, at vi tager en beslutning om, hvad EU skal være?

"Det er rigtigt, men man har aldrig været glad for at tage klare beslutninger, for så afslører man for meget. For eksempel Marlene Wind har flere gange gjort opmærksom på, at hun håber, at EU-borgerskabet vil overhale det nationale borgerskab. Det er netop det, Amsterdam-traktaten tager afstand fra, men det er mest fordi, der var så negative reaktioner imod det. Det er der i praksis, og derfor kan vi lige så godt tale åbent om det. De varme EU-fortalere føler, at de skal være forsigtige, og derfor opretholder de noget, som egentlig er en illusion. Derved kommer EU på tværs af befolkningerne, og det ser vi det mest synlige eksempel på ved, at man undlod at stemme om Lissabon-traktaten, selv om den er næsten identisk med den forfatning, som blev forkastet i Frankrig og Holland. Man erkendte simpelthen, at man ikke kunne få Lissabon-traktaten igennem på demokratisk måde, og derfor gjorde man det udemokratisk."

EU-domstolen et demokratisk dilemma
Du fremhæver EU-domstolen som et eksempel på et stærkt konstitutionelt demokrati i EU. Men kan den ikke anskues som et demokratisk problem, da EU's traktater, og love i det hele taget, ikke er demokratisk vedtaget?

"Det kan man sige. Det konstitutionelle demokrati i EU er stærkt, fordi man har lagt megen vægt på individers rettigheder, og det ses i traktaterne. Konstitutionelt demokrati består i, at et lands forfatningsdomstol har retten til at gribe ind over for parlamenter og regeringer, når de ikke respekterer landets grundlov og de rettigheder, grundloven garanterer. Tilsvarende i EU. Lissabon-traktaten har indført det mest omfattende rettighedskatalog, som endnu er set. Det er ikke en formel del af traktaten, men er juridisk gældende, og EU-domstolen kan dømme efter det. Det betyder dog også, at domstolen bliver en lovgivende magt, fordi dens præcedensskabende domme gang på gang har været en drivkraft i EU-lovgivningen, og det er klart et demokratisk problem. EU-domstolen er derfor et demokratisk dilemma."

Er Metock-dommen et udtryk for et demokratisk problem?

"Ja, det er det. Der har man et udemokratisk organ i form af EU-domstolen, som træffer en meget vigtig og skelsættende afgørelse, som danner præcedens for efterfølgende lovgivning. EU har som sådan overladt nationalstaterne at fastsætte egne regler for opholdstilladelse og borgerskab, men på samme tid gennemtvinger man fra EU-niveau en afgørelse, der kraftigt indskrænker medlemmernes suverænitet på området. Hele det princip, at EU's retsregler overtrumfer national lov, er aldrig vedtaget i nogen traktat. Det hviler på en EF-dom fra 1964, Costa Enel-dommen, hvor en italiensk borger klagede over sin elektricitetsregning. Det skabte præcedens, og det er ikke engang indskrevet i Lissabon-traktaten, men står blot i et tillæg og er på ingen måde vedtaget demokratisk."

Blander EU sig på nuværende tidspunkt i for meget?

"Ja, det er mit synspunkt. EU er alt for centralistisk og respekterer ikke sit eget subsidiaritetsprincip om, at beslutninger skal tages så tæt på dem, der skal leve med dem, og kun centralt, hvis medlemsstaterne ikke kan løse et problem selv. Hvis man tog sine egne principper alvorligt, både demokratierklæringen i Maastricht og subsidiaritetsprincippet, der er blevet ekstra fastslået i Lissabon-traktaten, så ville man have et mere demokratisk EU. Jeg er kritisk over for EU, men jeg er absolut ikke modstander. Jeg tror, vi vil nå langt, hvis EU blev en rigtig forbundsstat og begyndte at tage subsidiaritetsprincippet alvorligt."