Jarl Cordua: EL-angreb på regnemodeller kan hjælpe S ud af Corydons skygge

Enhedslisten slår især ned på de såkaldte dynamiske effekter og især arbejdsudbudselasticiteten ved skattelettelser, som man hævder, der ikke findes rigtige studier for. Langt ind i de borgerliges rækker lever nemlig forestillingen om, at det er helt uden betydning for arbejdsudbuddet, det vil sige tilskyndelsen til at arbejde lidt mere, hvis man kun får et par kroner i skattelettelser i timen. Så det er det helt rigtige sted at sætte kniven ind i forhold til en diskussion blandt majoriteten af vælgere, som er uinteresserede, eller ikke i deres dagligdag erfarer effekterne på nationaløkonomien.

Studier viser dog, at arbejdsudbudseffekten er positiv, når man ser på en hel økonomi, hvilket er noget helt andet end at gå rundt og spørge folk i en voxpop, om de har lyst til at arbejde en time mere mod at slippe lidt mindre i skat på den sidst tjente krone. Alligevel regner Finansministeriets model konservativt og opererer derfor med en svag effekt på arbejdsudbuddet, mens man andre steder, for eksempel i Sverige, regner med en dobbelt så stor effekt. Der er bestemt uenighed blandt økonomer om effekten på arbejdsudbud af en skattelettelse, men der er ingen uenighed om, at effekten er positiv.

Er der så også en positiv effekt på arbejdsudbuddet ved at hæve de offentlige udgifter, som EL hævder? Økonomerne ved det ikke. De økonomiske vismænd anerkender, at der kan være noget om snakken, men der mangler simpelthen studier i det spørgsmål. Der kan både være en positiv eller negativ effekt. Ergo er det næppe et redskab, som økonomer uden videre kan anbefale, men politikerne kan naturligvis vælge at tage chancen. 

Imidlertid er såkaldt ”anekdotisk evidens” indtil videre ikke noget, man stopper ind i Finansministeriet økonomiske model og fører økonomisk politik ud fra. Det kan sikkert ændre sig, hvis nye politikere kommer til og vil det anderledes. Det bestemmer vælgerne i deres uendelige visdom.

Problemet handler også om, at Enhedslisten nok ikke anderkender økonomi som et egentlig fag, men betragter det som noget hokuspokus underlagt et borgerligt såkaldt ”neoliberalt” hegemoni. Økonomerne – også i Finansministeriet – er underlagt dette regime, ligesom ”deres” regnemodel også måtte være det.

Den tidligere S-finansminister Mogens Lykketoft mente for nogle år siden, at den største fejl, Bjarne Corydon begik, var at acceptere ”Finansministeriets regnemodel”. Man kan også formulere det på den måde, at Corydon skulle have lukket øjnene for de konsekvens-beregninger, som han blev præsenteret for, og bare have taget chancen og hoppet ud på dybt vand for at se, om man nu kunne bunde.  

Lykketofts tilgang er nok ikke så radikal som Enhedslistens. I min tolkning anser han regnemodeller som gode støtter og navigationsmidler, men ikke noget der kan bruges som erstatning for egentlig politik. Og hvis det skal give mening, at vi har mange forskellige politiske partier, så må der være et rum for, at politikerne kan træffe politiske valg om økonomisk politik, selv om alarmknapperne står og blinker i den politiske regnemaskines konsekvensberegning.

Det betyder dog også, at de samme politikere skal være klar over, at de efterfølgende bliver holdt til regnskab med, at de forinden var advaret af økonomer, der i de erfaringsbestemte økonomiske modeller kunne se, at det fik nogle uheldige effekter på samfundsøkonomien.

Hvorfor er det i øvrigt så slemt at føre økonomisk politik ud fra de hidtil gjorte erfaringer, som modellen er udtryk for? Det gør mennesker, virksomheder og organisationer på alle andre felter. Vi har for tiden en historisk bomstærk økonomi, som bunder i, at der er blevet ført modelbaseret økonomisk politik siden starten af 1990’erne. Ikke alle har brudt sig om det, og nogle af dem stemmer sikkert på Enhedslisten, men resultaterne taler for sig selv.

Finansministeriet selv har i øvrigt nedsat et udvalg, der allerede skal kigge på en opdatering af modellen. Så timingen af, at Enhedslisten sætter gang i diskussionen med konferencen tirsdag på Christiansborg, er helt i top.

Mulighederne for en S-regering uden De Radikale ser gode ud efter et kommende valg. Det giver formentlig EL nogle bedre muligheder for at manøvrere og påvirke S-politikken, hvis man kan få kastet grus i regnemodellerne eller justeret dem på en måde, sådan at de bedre tilgodeser effekterne af venstreorienteret politik i konsekvensberegningerne.

Det gør det også nemmere at sælge i offentligheden, hvis en ny S-finansminister – Henrik Sass Larsen – altså kan få for eksempel DF til at stemme for tiltag, der går i en mere venstreorienteret retning uden at skulle forholde sig til kedelige konsekvensberegninger. De Radikale skal S nok ikke regne med har tænkt sig at ville føre økonomisk politik uden bund i økonomiske studier.

I den situation kunne samfundet i fremtiden ellers have haft stor glæde af et kvalificeret uafhængigt og fuldt funktionsdygtig økonomisk Vismandsråd.

Desværre ligger institutionen i flytterod og er blevet splittet op i to dele – med sekretariat i Horsens med en aflægger i København - fordi en stribe populistiske jysk-fynske sognerådspolitikere med Hans Chr. Schmidt (V) i spidsen i sin tid fik presset en såkaldt økonomisk ansvarlig VKLA-regering til at spilde millioner af skattekroner på at udflytte ellers velfungerende statslige råd og nævn til en række i forvejen blomstrende provinsbyer.  

Overordnet må man se Enhedslistens tiltag – og Socialdemokraternes omfavnelse af initiativet – som endnu et opgør med ”Corydonismens svøbe”. Indsatsen frem mod næste valg handler for Socialdemokraterne om at overbevise vælgerne om – især dem, der er ansat i den offentlige sektor eller er på offentlig understøttelse – at de ikke bliver snydt igen med ”videreførelsen af VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. EL's initiativ og de mange andre S-angreb på tidligere finansminister Corydons politik baner fint vejen for, at flere vælgere finder vej tilbage til S inden valget. 

Spørgsmålet er så, om et ny S-regering får lov til at føre klassisk socialdemokratisk økonomisk politik hinsides Finansministeriets regnemodeller. De Radikale vil formentlig afvise at afskrive deres egen økonomiske politik. Så det kan næsten kun blive op til Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl til den tid at måtte bære det projekt igennem.

-----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han politisk kommentar på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.