Jelved: Et fattigere og dummere Danmark

Af Marianne Jelved (R)
Kulturordfører 

Det er i sandhed et fattigt land, både på penge og ikke mindst på ånd, der rundbarberer landets kunst og kultur.

Marianne Jelved (R)
Kulturordfører

Der er virkelig hugget til med sparekniven over alt i samfundet.

Det gennemgående redskab er det såkaldte ”omprioriteringsbidrag”. Det eneste positive er, at besparelsen er benævnt sandfærdigt: otte procent henover fire år tages blandt andet fra kultur, uddannelser, forskning og kommunerne.

Og det sker med henblik på at kunne skaffe flertal for V-regeringens finanslove. Til det kræves der midler, der kan tilfredsstille de blå parters politiske ønsker.

Støtten fra kunstfonden til kunst og kunstnere skulle der ikke spares på. Det blev der så alligevel, da DF insisterede på en række sager i Kulturministeriets regi, som skulle have et politisk ønsket bidrag. Det er så det. Måske nærmest symbolpolitik, hvilket blev åbenbaret sammen med aftalen om finansloven. Ikke det store sammenlignet med nedsættelse af bilafgifter og fastfrysning af grundskylden, som virkelig tilgodeser borgere med råd til dyre biler og dyre huse på attraktive grunde, hvilket er de rige blandt andet i Nordsjælland.

Besparelser rammer kernen 
Budgetterne i kulturinstitutionerne er små, og der er ikke gennem de senere år fundet midler til at øge dem. Til gengæld har der ikke været egentlige besparelser ud over en halv procent på administrationen pr. år. Dog er der institutioner som Det Kongelige Teater og folkehøjskolerne, der blev udsat for store besparelser i forbindelse med ”genopretningspakken” i 2010 under Løkke. Ja, kært barn har mange navne, som man siger. Uanset, hvad det kaldes, så er det penge til kunst og kultur, der inddrages og prioriteres til andre formål.

Det gør ondt på Det Kongelige Teater og Kapel at skulle af med først godt 10 millioner kroner. Og næste år godt 21 millioner kroner, der bliver til godt 31 millioner kroner det tredje år og til slut ender med næsten 41,5 millioner kroner i 2019. Og fortsætter i årene frem. For Kapellet kan det næsten kun ske ved at afskedige kernen i Kapellet: musikerne, det vil sige kunstnerne, der er Kapellet.

Statens Museum for Kunst (SMK) har sammenlignet med et orkester ikke så mange medarbejdere. SMK skal jo købe og samle på samtidskunsten, og derfor skal der være midler til at erhverve kunst. Spar på medarbejderne og køb noget kunst, kan man så sige.

Men SMK er jo en institution, der skal bevare og konservere og udstille fra den store samling, som staten via SMK har købt og samlet gennem mange mange år. Så medarbejderne kan ikke bare erstattes af ny kunst. Tværtimod skal de også kunne formidle samlingerne og tilrettelægge publikums møde med kunsten, så alle får noget med sig, som ikke bare forsvinder, fordi det er kunsten, der bevæger og skaber refleksioner og samtaler om det, der sker i menneskers møde med kunsten. Og det gælder både børn, unge og voksne i alle aldre.

Et fattigere og dummere Danmark
Nationalmuseet bøder med 4,5 millioner kroner, der vokser til næsten 17,5 millioner kroner i 2019. Det siger sig selv, at der skal findes en anden måde at drive Nationalmuseet på, der netop er forpligtet på nationens historie og udvikling. Det skal opbevares på betryggende måde. Det skal formidles på nye måder med nye former for kommunikation. Det skal restaureres og konserveres og udstilles. Og der skal selvfølgelig også forskes.

Lad være med at sige, at 17 millioner kroner mere eller mindre ikke kan spille en rolle. Det er at gøre grin med den seriøsitet, der i bedste forstand præger vores kulturinstitutioner.

Så det er i sandhed et fattigt land, både på penge og ikke mindst på ånd, der rundbarberer landets kunst og kultur. Så ja, vi bliver både fattigere og dummere af det her. Nu sætter jeg min lid til borgerne og deres aktioner. Vi er kendte for vores stærke civilsamfund i Danmark. Det kan få en renæssance og skabe håb og nye løsninger. For vi vil ikke undvære kunst og kultur i vores liv og i vores samfund.