Kommentar af 
John Wagner

John Wagner: Venstres afgående partisekretær er træt. Det forstår jeg godt, for det var jeg også

Politik rummer en daglig kamp for overlevelse, hvor alle blander sig i alt, og hvor alle er imod alle. Derfor har Venstres afgående partisekretær, Christian Hüttemeier, min fulde forståelse, skriver John Wagner.

Jeg genkender følelsen fra dengang, da jeg i 1992 – efter fire utroligt spændende og lærerige år som generalsekretær for Det Konservative Folkeparti, som jeg aldrig har villet være foruden – meddelte min formand, statsminister Poul Schlüter, min afgang. Jeg var også træt, skriver John Wagner.
Jeg genkender følelsen fra dengang, da jeg i 1992 – efter fire utroligt spændende og lærerige år som generalsekretær for Det Konservative Folkeparti, som jeg aldrig har villet være foruden – meddelte min formand, statsminister Poul Schlüter, min afgang. Jeg var også træt, skriver John Wagner.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
John Wagner
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Forleden meddelte Venstres indflydelsesrige partisekretær, Christian Hüttemeier, at han stopper efter "kun" fire år i orkanens øje: "Simpelthen bare træt. Træt efter fire helt vilde, skøre – ja, faktisk vil jeg nok kalde dem vanvittige – år, hvor jeg har givet alt, hvad jeg overhovedet kunne", som han udtrykte det på Linkedin.

Jeg genkender følelsen fra dengang, da jeg i 1992 – efter fire utroligt spændende og lærerige år som generalsekretær for Det Konservative Folkeparti, som jeg aldrig har villet være foruden – meddelte min formand, statsminister Poul Schlüter, min afgang.

Jeg var også træt – træt af Tamilsagens underminering af alt, hvad Schlüter havde skabt, træt af opslidende processer, mistænkeliggørelse og personager, der følte sig større end partiet, selvom de kunne takke partiet for alt.

Får vi på den lange bane de bedste organisationsledere og politiske beslutningstagere, hvis det også arbejdsmæssigt, fysisk og psykisk, er et maraton-udskilningsløb?

John Wagner

Og så bare træt efter fire år med ansvar for partiorganisationen fra tidlig morgen til natmad med en vælgerforeningsbestyrelse silde aften, weekendkurser for kandidater og bagland fredag-lørdag og oprydning i papirbunkerne om søndagen før den næste uge af samme slags – ofte forstyrret af en ny meningsmåling i en af søndagsaviserne med ny tilbagegang for partiet.

Alt sammen krydret med konstant dårlig samvittighed over for familien, for lidt motion og til tider også dårlige madvaner på farten.

Derfor har Hüttemeier min fulde forståelse. Partisekretærer kommer og går i alle partier. Mere eller mindre slidt op. Flygtet i tide eller fyret.

Sådan er det – og skal det vel også være, ligesom deres folkevalgte står til ansvar over for vælgerne i hvert fald hver fjerde år og mellem valgene deler arbejdsmæssig skæbne i dagligdagen med partisekretærerne. I hvert fald nogle af dem.

Men skal det nødvendigvis være sådan? Og får vi på den lange bane de bedste organisationsledere og politiske beslutningstagere, hvis det også arbejdsmæssigt, fysisk og psykisk, er et maraton-udskilningsløb?

Jeg tror ikke på store forandringer af vores politiske system, hvad enten det handler om grundlovsændringer, valglovsændringer, vedtægtsændringer i politiske partier eller en lovmæssig regulering af forholdet mellem politikerne og lobbyister og politikerne og medier. Men måske skulle alle aktører spørge sig selv, om skomageren skulle blive ved sin læst.

Læs også

Forholdet mellem de folkevalgte og partiorganisationerne, der er blevet "professionaliseret" på bekostning af de menige folketingsmedlemmers indflydelse, er skævvredet i modstrid med tankegangen bag et folkestyre.

Meningsmålinger, fokusgrupper og studier af vælger- og partiadfærd i andre lande styrer den politiske proces mere end de holdninger, som kommer til udtryk i en direkte dialog mellem folketingsmedlemmerne og partiernes medlemmer og vælgere.

Forholdet mellem de folkevalgte og magtfulde organisationer er i stigende grad usundt som følge af ulige ressourcer. Og her er partistøtte det mindste problem.

Det er et langt større problem, at stort set ingen partier i deres politikformulering kan matche indspark fra interesseorganisationer, og hvis de alligevel kan og gør det, tager disse organisationer revanche i et stigende antal "trepartsforhandlinger" forbeholdt dem, som i forvejen har størst magt.

Partierne – med regeringen i spidsen – bruger flere og flere midler på enten at selviscenesætte politiske tiltag på egne præmisser og via sociale medier komme uden om kritisk presse.

John Wagner

Også forholdet mellem de folkevalgte og medierne har udviklet sig særdeles diskutabelt. Partierne – med regeringen i spidsen – bruger flere og flere midler på enten at selviscenesætte politiske tiltag på egne præmisser og via sociale medier komme uden om kritisk presse.

Og dele af den tidligere tilstræbte neutrale journalistik er blevet til politisk aktivisme med ikke bare stærke ideologiske holdninger og dyrkelse af meningsdannere med kant til det yderste, men også med den klare hensigt at fremkalde nyt lederskab af både regering og partier.

Med andre ord: Alle blander sig i alt, med og mod alle og altid.

I denne daglige kamp for overlevelse er der partisekretærer, som bliver trætte, hvad alle kan leve med. Nyvalgte politikere fortryder deres indtog på den politiske scene. En gruppeformand tager "et skridt ned"… for at beskæftige sig mere med… politik.

Ministre – fungerende eller forhenværende – forlader politik for at få en mere normal tilværelse – og større indflydelse? – som organisationsledere. Sådan er det bare, som Margrethe Vestager udtrykte det i en helt anden sammenhæng. Men skal det bare blive endnu værre?

Læs også

År tilbage forsøgte den dengang radikale leder Niels Helveg Petersen (som desværre aldrig opnåede, hvad der sikkert var hans drømmejob, nemlig at blive formand for Folketinget) at rejse en debat om behovet for en grundlovsændring.

På dagsordenen var ikke bare en sproglig modernisering og begrebsmæssig præcisering, men også at indskrive menneskerettighederne i Grundloven, udvide mulighederne for folkeafstemninger og tage højde for medlemskabet af EU. Forsøget mislykkedes som alle tidligere og senere forsøg siden 1953-revisionen.

Senest har forhenværende skatteminister Karsten Lauritzen (V) i sin bog, "Lad det gå langsomt – Et opgør med en usund politisk kultur", forsøgt at adressere de problemer, som også Hüttemeiers afgang er udtryk for: Arbejdspresset i det politiske system.

Måske skulle man i stedet hente inspiration i det over 20 år lange, fortløbende arbejde med god selskabsledelse i Danmark.

John Wagner

Blandt Lauritzens forslag er blandt andet faste valgperioder, højere spærregrænse, færre journalister på Christiansborg med mere. Men også den debat forstummede hurtigt. Traditionen tro, når vi taler om ændringer af grundlov og valglov og såmænd også Folketingets forretningsorden.

Måske skulle man i stedet hente inspiration i det over 20 år lange, fortløbende arbejde med god selskabsledelse i Danmark.

Her blev der for snart 25 år siden nedsat det såkaldte Nørby-udvalg og efterfølgende etableret en Komité for god Selskabsledelse (under Erhvervsministeriet), som med års mellemrum opdaterer de anbefalinger til værdiskabende og ansvarlig ledelse, som virksomhederne bør følge – alternativt forklare, hvorfor de ikke gør.

Tilsvarende kunne Folketingets formand, Søren Gade (V), nedsætte en komité, som med års mellemrum kunne komme med forslag til god partiledelse, herunder forholdet mellem de folkevalgte og partiorganisationen, håndtering af lobbyister og medier med mere – alt sammen med det formål at inspirere til en sundere politisk kultur. Følg eller forklar.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

John Wagner

Politisk kommentator og bestyrelsesmedlem
journalist (DJH 1979)

Christian Hüttemeier

Fhv. partisekretær, Venstre
journalist (DJH 2003)

0:000:00