Debat

Kommunal chef: Frisættelsen frisætter politikerne, men lader medarbejderne i stikken

Jeg ser med frygt på regeringens frisættelse af ældreplejen. Den svære og grundlæggende politiske opgave med at prioritere ressourcerne risikerer at ende hos medarbejderne og den økonomiske styring kan blive skyllet ud med badevandet, skriver forvaltningschef Bjarne Ipsen.

"Forestil dig, når den enkelte hjemmehjælper står i hjemmet, og ud fra egen opfattelse må konstatere og stå på mål for, at i dag kan jeg altså ikke nå at tilbyde fru Olsen at komme i bad, men jeg kan tilbyde at lave morgenmad," skriver forvaltningschef Bjarne Ipsen (<i>Arkivfoto</i>)<br><br>
"Forestil dig, når den enkelte hjemmehjælper står i hjemmet, og ud fra egen opfattelse må konstatere og stå på mål for, at i dag kan jeg altså ikke nå at tilbyde fru Olsen at komme i bad, men jeg kan tilbyde at lave morgenmad," skriver forvaltningschef Bjarne Ipsen (Arkivfoto)

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Bjarne Ipsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I forbindelse med igangværende arbejde for en frisættelse af ældreområdet hører vi forskellige tendenser om, hvordan frisættelse skal foregå ved blandt andet at nedlægge visitatorer, indføre rammestyring og give mere frihed til den enkelte borger og medarbejder.

Det er spændende nye tanker, men der er brug for også at have fokus på og gøre opmærksom på, hvad disse tanker kan have af konsekvenser for vores velfærdssamfund.

Jeg er en af de gamle tilhængere af Bestiller, Udfører og modtager-modellen (BUM-modellen), hvor ansvaret tydeligt lå mellem politikerne, myndigheden og udføreren for at levere den bedst mulige service ud fra de ressourcer, der er til rådighed.

Et styringsredskab der efter min optik er med til at sikre den nødvendige forventningsafstemning imellem borger, medarbejder og politiker.

BUM-modellen har eksempelvis i hjemmeplejen været med til at sikre overensstemmelse imellem økonomi og serviceniveau.

I opstarten var der retfærdig kritik af en for høj detaljeorientering som for eksempel tid til hårvask, tid til bad, tid til anretning af mad. Det er vi dog længe kommet videre med, blandt andet fordi vi nu har et klart overblik over, hvad de forskellige indsatser koster.

Frygter for medarbejderne

I de foreløbige forarbejder mod frisættelse ser jeg frygtsomt til, at det ser ud til at fremtidige prioriteringer bliver en opgave for kommunale hjemmehjælpere og driftsledere, og ikke en reel politisk stillingtagen.

Det leder mig til særligt to bekymringer, som man bør være opmærksom på, inden man frisætter ældreplejen helt.  

Når medarbejderen i fremtidens frisatte velfærdssamfund møder ind for at løse dagens opgaver, vil der mangle de nødvendige hænder til at løse opgaverne i forhold til, hvad borgerne egentlig er blevet stillet i udsigt af politikerne.

Det vil lede til dilemmaet, hvem skal modtage min tid og med hvad?

Forestil dig, når den enkelte hjemmehjælper står i hjemmet, og ud fra egen opfattelse må konstatere og stå på mål for, at i dag kan jeg altså ikke nå at tilbyde fru Olsen at komme i bad, men jeg kan tilbyde at lave morgenmad. 

Prioritering af ressourcer er en politisk opgave

En prioritering der vil blive utrolig svær for den enkelte medarbejder at skulle tage flere gange hver eneste dag, og som samtidig bliver svær at forklare borgeren, når politikerne ansvarsfrit kan sige, at nu skal der være mere tid til kortspil.  

Uagtet at man nu sætter servicen mere fri, ændrer det ikke på, at fremtidens velfærd bliver fuld af hårde prioriteringer, som vi ikke kan være bekendte at pålægge den enkelte medarbejder.

Bjarne Ipsen
Chef for Visitation og Understøttelse i Aabenraa Kommune

Det bør, efter min opfattelse være en politisk opgave, at definere serviceniveauet ud fra de økonomiske, faglige og medarbejdermæssige ressourcer, som vi har. For uagtet at man nu sætter servicen mere fri, ændrer det ikke på, at fremtidens velfærd bliver fuld af hårde prioriteringer, som vi ikke kan være bekendte at pålægge den enkelte medarbejder.

Den anden ting jeg frygter, er den økonomiske styring.

Jeg har som myndighedschef ansvaret for et ydelsesbaseret budget, hvor jeg gennem mine mange års erfaringer stort set altid har oplevet, at efterspørgslen har været stor og budgettet for lille, men vi er ved prioriteringer kommet i mål.

I de perioder hvor økonomien ikke har slået til, har det været en politisk prioritering, hvad der skulle gøres. Mens man i gode tider kunne flytte penge fra budgettet til at dække andre eventuelle huller eller til at hæve velfærden på andre politisk prioriterede område.

Økonomistyring kan tabe

I en rammestyret verden er opgaven at få ydelserne til at passe med rammen, og det betyder, at hvis rammen ikke udnyttes, kan enkelte indsatser pludselig forbedres, men det vil ske uden, at man tager hensyn til, om det nu er politisk ønskværdigt at netop dette område opprioriteres, for rammen er jo sat.

Samlet set er jeg bange for, at vi i højere grad frisætter politikkerne og lader medarbejderne i stikken.

Bjarne Ipsen
Chef for Visitation og Understøttelse i Aabenraa Kommune

Frisættelsen og rammestyring vil fjerne ansvaret, men også muligheden for at politikerne kan forvalte velfærdsområdet hensigtsmæssigt ud fra det, som de vurderer vigtigst.

Samlet set er jeg bange for, at vi i højere grad frisætter politikkerne og lader medarbejderne i stikken.

Samtidig  får vi etableret et misforhold imellem forventninger til serviceniveau, og det der er penge til, da det pludselig ikke er politikerne, der tager beslutningerne for serviceniveauet. De kan så bare sende hensigtserklæringer ud til pressen, der uretmæssigt hæver forventningerne for borgerne uden, at rammen kan levere.

Med andre ord: Jeg hører meget lidt om prioriteringer i et stadigt mere presset velfærdsområde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00