Lars Løkke vil for tredje gang nedlægge regionerne – og det vil for tredje gang næppe lykkes

En sådan neokorporativ styringsmodel ses sjældent i Danmark, men genfindes i de trepartsaftaler, som er blevet populære i de seneste år. I neokorporative strukturer samles politikere med partsinteressenter og faglige eksperter og træffer beslutninger sammen.

Det afvigende i Løkkes model er de meget få politikere, som gør modellen teknokratisk og topstyret, billedligt talt med en minister for bordenden. Ideen var formentlig tænkt som en vindersag til valget, hvilket den slet ikke blev.

Stort set alle eksperter var skeptiske, og nogle udtrykte sig usædvanligt skarpt; en professor på SDU sagde bramfrit, at forslaget var "dumhed ud over alle grænser".

Selv Cepos var ikke imponeret over forslaget om nedlæggelse af regionerne. Det var vælgerne heller ikke. En meningsmåling viste, at 37 procent støttede ideen om nedlæggelse, mens 46 procent af borgerne var imod. Og så hørtes der ikke meget mere til dét forslag den næste måned frem mod folketingsvalget 15. september 2011. Et valg, som kostede Venstre statsministerposten.

Vreden internt i Venstre var så enorm, at regionsrådsformand Stephanie Lose havde meget svært ved at anbefale at stemme på Venstre ved folketingsvalget 2019.

Roger Buch

I januar 2019 – starten på det sidste halve år af valgperioden – kom VLAK-regeringen med et forslag om at nedlægge regionsrådene, som skulle erstattes med fem sundhedsforvaltninger. De var en højst mærkværdig neokorporatistisk konstruktion bestående af en formand fra den nationale bestyrelse, et medlem indstillet fra kommunerne, et medlem fra patientforeningerne, og tre medlemmer med sundhedsfaglig, drift- og it-/anlægskompetencer.

Den nationale bestyrelse skulle på samme måde bestå af en bestyrelsesformand udpeget af sundhedsministeren, de fem formænd for de regionale sundhedsforvaltninger, et patientforeningsmedlem og fire medlemmer med særlige kompetencer.

Systemet bestod i bunden af 21 sundhedsfællesskaber bygget op omkring de lokale akutsygehuse, med repræsentanter for sygehuset, psykiatrien og alle kommuner samt to repræsentanter fra de praktiserende læger. Forvirret?

Ja, modellen er kompliceret og et styringsmæssigt rod, som i praksis dog nok reelt ville skabe styring fra det statslige niveau. Og ligesom i 2011 en styring, som primært ville ske gennem embedsmænd og eksperter i stedet for folkevalgte politikere.

Eksperternes dom var endnu engang hård. En anden professor fra SDU og landets førende sundhedsøkonom sagde denne gang om planens forudsætninger: "Det er febertanker, fordi vi ikke har set nogle eksempler på, at det kan lade sig gøre," og "På sundhedsområdet skal man passe på med tro, håb og kærlighed... Man kunne da godt ønske sig, at vand kunne løbe opad uden pumpekraft, men det er ønsketænkning."

Internt i Venstre rejste sig en storm imod de neokorporatistiske ideer om at give stor magt til blandingsorganer af kommunalpolitikere, regeringsudpegede bestyrelsesmedlemmer, fagfolk og repræsentanter for fag- og patientforeninger.

En ledende skikkelse i Venstre, Søren Gade sagde det på denne jyske måde: "...min anke går på: At man fjerner det folkevalgte led. De mennesker, som står til ansvar ude hos patienter og borgere, hvert fjerde år. Jeg har simpelthen svært ved at forstå, at en embedsmand er bedre til at varetage patienternes tarv end folkevalgte politikere, der skal ud og stilles til ansvar for deres handlinger."

Vreden internt i Venstre var så enorm, at regionsrådsformand for Venstre Stephanie Lose havde meget svært ved at anbefale at stemme på Venstre ved folketingsvalget 2019. I et interview på TV2 Fyn, blev hun spurgt: "Synes du, at man skal stemme på rød eller blå blok til det valg, der er på trapperne?"

Stephanie Loses svar var: "Det synes jeg, at man skal gøre helt op med sig selv. Det er det, demokratiet er. Og så er det jo sådan, at så må vi se, hvordan vælgerne har stemt, når valgdagen har været der."

På det opfølgende spørgsmål, om hun virkelig ikke vil opfordre til at stemme på blå blok, svarede hun: "Der er ingen tvivl om, at jeg er medlem af Venstre, og selvom vi ikke er enige om alting i det her tilfælde, så vil jeg hellere true med at blive end med at gå. Derfor håber jeg stadigvæk på, at vi får en borgerlig regering. Også fordi der er andre ting end sundhed. Handlede det kun om sundhed, så ønsker jeg mig ikke, at alt det, der ligger på bordet nu, det bliver gennemført."

Borgernes dom var også hård. En meningsmåling kort efter offentliggørelsen af forslaget viste, at 26 procent kunne se fordelen i at nedlægge regioner, mens 46 procent stadig var imod nedlæggelsen, altså samme modstandertal som i 2011.

Og så døde reformforslaget, der ikke spillede nogen særlig rolle i valgkampen op til Folketingsvalget 5. juni 2019.

Som formand i sit eget nye parti Moderaterne prøver Løkke nu fem år senere for tredje gang at nedlægge regionerne.

Roger Buch

Reformforslaget kostede næppe Venstre mange stemmer, og faktisk fik Venstre et godt valgresultat, gik næsten fire procentpoint frem og vandt ni mandater. Men massiv vælgerflugt fra DF og Liberal Alliance kostede Venstre statsministerposten.

Utilfredsheden med Lars Løkke nåede trods det gode valg nye højder, blandt andet fordi Løkke op til valget kom med forslaget om en regering hen over midten, som ikke var clearet med baglandet i Venstre. Resultatet blev Løkkes exit som venstreformand og venstremedlem.

Som formand i sit eget nye parti Moderaterne prøver Løkke nu fem år senere for tredje gang at nedlægge regionerne. Løkke sagde på landsmødet, at når Sundhedsstrukturkommissionen kommer med sin rapport før sommerferien, så vil han personligt stille sig i spidsen af Moderaternes indsats i forhandlingerne.

På Moderaternes hjemmeside er retorikken højstemt: "Hvordan vi forholder os politisk til dem, bliver Moderaternes svendestykke. Vi gik til valg på at forbedre vores sundhedsvæsen, og det kommer vi til."

Mere konkret møder Moderaterne frem til svendeprøven med samme grundmodel som Venstres forslag fra 2019. Moderaterne vil i 2024: "nedlægge regionerne og drive landets sygehuse under én professionel ledet sundhedsforvaltning – 'SundhedsvæsenDK' – organiseret i tre søjler: 'akutberedskab', 'hospital' og 'det nære sundhedsvæsen'."

Moderaterne forventer også – lige som Venstre gjorde i 2019 – at der vil være økonomiske besparelser ved nedlæggelsen af regionerne, som kan bruges til mere sundhed. Den teori ville ingen eksperter skrive under på i 2019, blandt andet fordi de opgaver, som de ansatte i regionerne løser i dag, i stort omfang vil flytte med over i en ny struktur.

Moderaternes største udfordring bliver formentlig, at rapporten fra Sundhedsstrukturkommissionen næppe kommer med en model, som ligger i nærheden af Løkkes kongstanke om en såkaldt "professionel ledet sundhedsforvaltning", som jo reelt er en statslig model, men med den praktiske forvaltning løftet væk fra Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og regeringen.

Kommissionen kan ifølge sit kommissorium godt lægge op til en nedlæggelse af regionerne, men det er tvivlsomt, om der kan samles enighed i kommissionen om det, fordi kommissionen indeholder en række eksperter, som efter min vurdering næppe vil skrive under på fornuften i netop dét.

Og i forhold til "professionel ledelse" er det vigtigt at bemærke, at der er et norsk medlem af kommissionen – Norge har prøvet professionel ledelse – med ringe resultater. Så det er meget usandsynligt, at kommissionen kommer med et forslag, der passer som hånd i handske med Moderaternes ideer.

Oveni i det kan lægges, at Stephanie Lose ikke længere er regionsrådsformand eller formand for danske regioner, men derimod næstformand i Venstre, økonomiminister og med i regeringens inderste cirkler.

Det meste tyder altså på, at Løkke heller ikke får held i sit tredje forsøg på at nedlægge regionerne.

Roger Buch

Søren Gade er endnu mere magtfuld i Venstre, og Troels Lund Poulsen er tæt på græsrødderne i Venstre, som ikke vil have meget til overs for et sundhedsvæsen styret fra København.

Den anden regeringspartner, Socialdemokratiet, har siden 2018 og udspillet "Nærheden tilbage" haft en klar decentraliseringsstrategi, netop for at undergrave og skabe politisk kant til Lars Løkke Rasmussens centraliseringsiver.

Socialdemokratiet ville rette op på mange af de uheldige følger af Lars Løkke Rasmussens kommunalreform i 2007. Moderaterne kommer til at stå helt alene i regeringen, og med magtfulde regeringspolitikere imod sig. Det meste tyder altså på, at Løkke heller ikke får held i sit tredje forsøg på at nedlægge regionerne. Moderaterne må nøjes med på andre måder at forbedre sundhedsvæsenet.

Det vil sikkert ærgre Løkke meget, også fordi vælgerne faktisk er blevet mere positive overfor ideen. En måling i Altinget fra marts 2023 viste, at 35 procent af vælgerne støtter nedlæggelse af regionerne, mens 33 procent er imod – og den sidste tredjedel er i tvivl.

Regionernes skæbne minder mere og mere om amternes, som også fra deres fødsel i 1970 fik sat spørgsmålstegn ved deres berettigelse, men alligevel overlevede amterne i næsten fem årtier – sådan går det formentlig også for regionerne.

Mon Løkke så får et fjerde forsøg? Tja, det havde han faktisk allerede i sit politiske svendestykke: Kommunalreformen i 2007. Heller ikke der lykkedes det. Løkkes vedholdenhed må i hvert fald beundres. Så et femte forsøg om et valg eller to kan ikke udelukkes!