Lykketoft: Per Stig Møller giver unikt indblik i sin tid som udenrigsminister

ANMELDELSE: Per Stig Møllers erindringsbog er rig på vigtig information og beskriver med stor åbenhed tiden som udenrigsminister, der blandt andet bød på krigene i Afghanistan og Irak. Det skriver Mogens Lykketoft.

Altingets vurdering: 5/6

 Af Mogens Lykketoft
MF (S) og forhenværende udenrigsminister

Per Stig Møller var udenrigsminister i godt otte år. Han har oplevet meget, og nu beskriver han med stor åbenhed samspil og samtaler med partnere og modparter.

Bogen er rig på vigtig information, selv om mængden af detaljer nok for nogle kan skygge for overblikket. Der er sjove rejseberetninger og gode betragtninger om historien og om den vanskelige afvejning mellem idealisme og pragmatisme.

Man får et levende indtryk af en udenrigsminister, der altid havde travlt, og man efterlades ikke med tvivl om, at Per Stig Møller har været en statsmand, de store tog med på råd. Når han endelig en sjælden gang har taget badebukser på, så ringer USA’s udenrigsminister Condoleezza Rice!

Fremsynet udenrigsminister
Jeg har kendt Per siden gymnasietiden og ved, at han husker sig selv som en af de første, der så, hvordan verden ville udvikle sig. Helt forkert er det ikke. Han var f.eks. meget tidligt ude med at påpege den demografiske bombe, der driver migrationsbølgen fra Afrika. Han var tidligt opmærksom på den ekstreme risiko for, at terrororganisationer får fat i masseødelæggelsesvåben.

EU’s og NATOs udvidelse mod øst var vældige historiske forandringer, som naturligvis var en enestående oplevelse at være med til.

Per mener, at det var en fejl, man ikke også gav Ukraine og Georgien perspektiv til NATO-medlemskab i 2008. Men fra hans samtaler med Ruslands udenrigsminister hører vi også, hvordan hele udvidelsen mod øst i Moskva opfattes som et brud med en forståelse, der var efter Murens fald – og jo har udløst den ny aggressive russiske udenrigspolitik.

Hvor langt skal man følge sin allierede?
Afghanistan og Irak får indlysende nok meget plads i bogen. Men eftertanken om, hvordan og hvor langt vi skal følge vore amerikanske allierede, folder sig kun langsomt ud:

Det var tidligt klart, at folkeret og konventioner blev krænket med Guantanamo, de hemmelige fængsler og torturen af fanger. Men frem til udgangen af 2005 troede den danske udenrigsminister på Condoleezza Rices forsikringer om, at det ikke fandt sted.

Det var også tidligt klart, at krigen i Afghanistan ville fortsætte ubestemt længe, fordi meget af Vestens opmærksomhed blev sørgeligt afledt til Irak, og fordi Pakistan eller Saudi-Arabien vedblev at hjælpe Taliban.

På billedet ses daværende udenrigsminister Per Stig Møller sammen med statsminister Anders Fogh Rasmussen ved første pressemøde, efter Irak-krigen gik i gang i 2003 (ritzau/Thomas Borberg).

Den danske beslutning i 2007 om at øge vort militære bidrag og rykke det til en egentlig krigszone, Helmand-provinsen, var drevet af Fogh-regeringens ønske om velvilje i Washington, selv om vi trak os ud af Irak. Vi vidste meget lidt om Helmand dengang. Det blev en meget tragisk og blodig affære. Og i dag er Helmand igen halvvejs tabt til Taliban.

Per Stig har svært ved at forklare og forsvare indsats i Irak
Vi var i 2001 enige om, at Danmark skulle deltage i indsatsen i Afghanistan, fordi de ansvarlige for 11. september 2001 gik frit rundt derude. Vi socialdemokrater tog medansvar for hele indsatsen – om end med udtrykt tvivl om, at den borgerlige regering tog de rigtige skridt: Da vi endnu selv var regering, mente vi, at det danske militære bidrag skulle være fredsbevarende – ikke offensivt krigsførende. Det var ikke – som Per antyder – udtryk for, at vi ’rystede på hånden’, når vi – forgæves – foreslog dette til den ny borgerlige regering.

Om Irak antydes det også, at Socialdemokratiet rystede på hånden. Men sandheden er, at det netop er dette kapitel, som Per har allersværest ved at forklare og forsvare.

Bush-regeringen sigtede længe målrettet på at starte en krig mod Saddam Hussein, og vi ved nu, at krigen blev udløst på urigtige påstande om masseødelæggelsesvåben og forbindelser til 9/11-terroristerne.

Forud for marts 2003 kendte ingen af os sandheden. Colin Powell talte overbevisende i FN’s Sikkerhedsråd (men var selv blevet ført bag lyset). FN’s våbeninspektører bad om mere tid til at undersøge, om de farlige våben faktisk fandtes. Et flertal i Sikkerhedsrådet – inklusive Tyskland, Frankrig og Rusland – var energisk mod, at krigen blev startet.

I februar bekræftede Per over for Niels Helveg og mig, at Danmark ikke skulle gå i krig uden ny FN-resolution. Udenrigsministeren argumenterede – forgæves – over for statsministeren herom. Bagefter mente han, at der kom juridisk grønt lys for at skifte mening, da Udenrigsministeriets folkeretskontor ved Taksøe-Jensen udkom med en opportun fortolkning om, at en ny resolution alligevel ikke var nødvendig. Noget, andre kalder folkeretsfusk.

Kloge efterrationaliseringer
I tilbageblikket om hvad der gik blodigt galt efter invasionen i Irak, peger Per rigtigt på den første amerikanske Irak-guvernørs fatale beslutning om at fyre hele hæren og politiet. Han refererer USA’s forsvarsminister Gates for erkendelsen af, at USA ikke vidste hvad man gjorde, da man tog Irak i besiddelse med alle de lurende interne konflikter – især mellem sunni og shia. Han påpeger den manglende respekt for mindretallene hos de nye herskere, der har gødet jorden for IS.

Med Syrien som efterfølgende oplevelse konstaterer han, at du er fordømt, hvis du intervenerer, og fordømt, hvis du ikke gør det.

Det danske medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd 2005-2006 gav Per en ganske særlig ekstra indgang til stormagterne. Særligt hans bestræbelser for fred i Mellemøsten fyldte meget. Han påtog sig den interessante mission gang på gang at opsøge Bashar Al-Assad i Damaskus i forsøg på at få Syrien med på fredssporet. Samtalerne efterlader indtrykket – som vi også var andre, der fik – af en hersker, der dengang på vej i rigtig retning.

Israels regerings hovedansvar for at fredsprocessen aldrig kom i gang, bekræftes af fortrolige citater fra USA-udenrigsministrene Colin Powell og Condoleezza Rice. Dét kunne de aldrig have sagt offentligt uden at blive slået ned af Israel-lobbyen i Kongressen.

Per læser Israel – og ikke mindst Sharon – mere positivt. Han nævner dog bosætterbevægelsen som blokerende for fred med palæstinenserne. Han er meget engageret om resolutionstekster under den første grusomme Gaza-krig i 2008-09. Men han har kun lidt opmærksomhed på den grumme skæbne for de 1,8 mio. palæstinensere, der er fanger i dette Gaza – verdens største fængselsruin.

Per refererer korrekt, at han og jeg har forhandlet godt og ofte er blevet enige. Alligevel stikker han til mig som ’anti-amerikansk’. Forkert. Jeg deler værdier og synspunkter på amerikansk udenrigspolitik (Vietnam, Irak mv.) med Kerry og Obama, men ikke med George W. Bush. Og med Trump tror jeg alle kan se, at det ikke er anti-amerikansk at være uenig med præsidenten!

 

Per Stig Møller

"Udenrigsminister i krig og fred".

500 sider.

Pris: 349,95 kr.

Forlag: Gyldendal

Forrige artikel Fem statsministre kæmper for eftermælet i ny tv-serie Fem statsministre kæmper for eftermælet i ny tv-serie Næste artikel Anna Libak: Vi vil så nødigt sige nej til russerne Anna Libak: Vi vil så nødigt sige nej til russerne
Sundhedsudspil uden psykiatere vækker kritik

Sundhedsudspil uden psykiatere vækker kritik

SUNDHEDSUDSPIL: Trods stor psykiatermangel er rekrutteringsudspil blottet for nye initiativer. Det har ikke været i fokus, siger sundhedsministeren og sundhedsordfører Liselott Blixt (DF).