Onsdag skiftede Minkkommissionen fokus til politiets actioncards: Det skal de prøve at finde svar på

Granskningen af regeringens beslutning i november 2020 om at aflive alle mink bevægede sig onsdag ind i en ny fase.

Mens efterårets afhøringer har kredset om, hvad der helt præcist skete i dagene op til og umiddelbart efter pressemødet den 4. november – og ikke mindst hvem der var bekendt med, at der ikke var hjemmel til at slå minkene ned – har kommissionen nu også taget hul på politiets såkaldte "actioncards".

Det var ellers oprindeligt slet ikke meningen, at Minkkommissionen skulle tage sig af dette spørgsmål.

For at kommissionens arbejde kunne færdiggøres inden for et år blev Rigspolitiets rolle i stedet placeret i en advokatundersøgelse, der i oktober udtrykte hård kritik af politiet og anbefalede, at ansvaret for forløbet blev undersøgt nærmere.

Det er groft sagt det, som Minkkommissionen nu er gået i gang med efter indstilling fra Folketinget. Og det giver anledning til en genopfriskning.

Altinget giver her et hurtigt overblik over, hvad sagen handler om, hvem nøglepersonerne er, og hvad der mangler svar på.

Hvad handler sagen om?

Forløbet omkring politiets actioncards udspiller sig i dagene efter, at regeringstoppen på pressemødet den 4. november 2020 fortæller, at der er truffet beslutning om at aflive alle mink – herunder også avlsdyrene.

Her fik en gruppe elever fra politiskolen fra den 6. november til opgave at ringe rundt til landets minkavlere fra et callcenter i Ejby ved Glostrup. Opgaven lød på at orientere avlerne om den beslutning, som regeringen havde truffet få dage forinden.

Ifølge advokatundersøgelsen nåede politiskoleeleverne frem til den 8. november at ringe til cirka 250 minkavlere.

Til lejligheden fik eleverne udleveret et såkaldt actioncard, der er en form for talepapir - og det er her, at det problematiske opstår.

Ud af de 250 minkavlere ønskede otte af dem nemlig ikke at indgå en frivillig aftale om at give myndighederne lov til at komme forbi og optælle minkene.

Og når de otte avlere svarede det, instruerede actioncardet politieleverne i at sige følgende:

”Det er jeg ked af at høre, men beslutningen er truffet. Manglende medvirken vil derfor betyde, at du ikke får mulighed for at opnå bonussen, og du kan forvente, at myndighederne så kommer og foretager tømning af besætningen alligevel. Jeg vil derfor høre, om dette får dig til at ændre beslutningen?”

Da Rigspolitiet ikke på daværende tidspunkt havde lovhjemmel til at aflive raske mink uden for smittezonerne, kunne de dog ikke tvinge sig adgang til farmene.

Oplysningerne i actioncardet var derfor ”vildledende”, konstaterede advokatundersøgelsen, der samtidig konkluderede, at der er sket ”forsømmelse”, fordi politiets retningslinjer for legalitets- og kvalitetskontrol ”ikke er fulgt”.

I sin undersøgelse afdækkede advokat Claus Guldager også, at politiet den 7. november blev anmeldt for grundlovsbrud af en minkavler. En ansat i politiet tog i den forbindelse fat i Fødevarestyrelsen, der svarede, at der ikke var hjemmel til at tvinge sig adgang til raske minkfarme uden for smittezonerne.

Alligevel stoppede politiet ikke med den generelle indsats eller anvendelsen af actioncardet før den 8. november.

Hvad mangler vi svar på?

I advokatundersøgelsen fra oktober nåede advokat Claus Guldager frem til, at fejlen med actioncardet blev begået af en ”underordnet medarbejdet i politiet”, men han havde ikke mulighed for at identificere, hvem det helt præcist var.

Guldager anbefalede derudover helt konkret at undersøge nærmere ”om og i hvilket omfang myndigheder eller embedsværket kan drages til ansvar for det samlede forløb”.

Folketinget har på den baggrund bedt Minkkommissionen om:  

• "at undersøge på hvilket grundlag, af hvem og hvorfor det blev besluttet, at politiet skulle kontakte minkavlerne uden for smittezonerne”
• at ”redegøre for, hvem der traf beslutningen om at udarbejde actioncardet, hvornår beslutningen blev truffet, samt om actioncardet blev kvalitetssikret, og i givet fald hvorfor ikke”.

På baggrund af undersøgelsen og redegørelsen skal kommissionen også ”foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar”.

Det er også kommet frem både under efterårets afhøringer og i regeringens egen redegørelse over forløbet, at Rigspolitiet allerede den 6. november fik besked om, at der ikke var hjemmel til at aflive mink uden for smittezonerne.

Kommissionen vil derfor formentlig også forsøge at få svar på, hvorfor Rigspolitiet blev ved med at give minkavlerne oplysninger, der ikke var rigtige, når de godt vidste, at der var en hastelov på vej.  

Hvem er de involverede personer og myndigheder?

De vigtigste aktører i sagen er særligt Rigspolitiet og Justitsministeriet.

Politiets arbejde med minkene bestod i at bistå Fødevarestyrelsen med aflivningerne, så Fødevarestyrelsen er formentlig også en relevant aktør. Det samme er repræsentanterne for minkavlerne.

Det bliver især interessant at høre, hvor meget topfolkene fra de forskellige myndigheder kendte til de omtalte actionscards - herunder særligt rigspolitichef Thorkild Fogde.

I de kommende uger har Minkkommissionen programsat afhøringer med blandt andet syv personer fra Rigspolitiet og tre personer fra Justitsministeriet. Få overblik over afhøringerne her.

Nøglevidnerne må dog især forventes at skulle findes i Rigspolitiet, der jo netop er den myndighed, der fik kritik i advokatundersøgelsen.

Her er det værd at bemærke, at advokat Claus Guldager ikke fandt grund til ”at antage, at personer i politiets øverste ledelse, og heller ikke i ledelseslaget derunder, har instrueret nogen om at udarbejde et actioncard”, og at ledelsen i politiet i øvrigt ikke vurderes at være ”involveret i processen med formulering af actioncardet”.

Justitsministeriets top kendte ikke til actioncard

Afhøringerne om politiets actioncard startede onsdag, hvor to af Justitsministeriets absolutte topembedsmænd vidnede i Retten på Frederiksberg.

Nærmere bestemt departementschef Johan Kristian Legarth og afdelingschef Anne-Mette Lyhne Jensen, der også begge blev afhørt i efteråret om hjemmelsspørgsmålet.

Især to nedslag var værd at hæfte sig ved.

For det første gjorde begge vidner det meget tydeligt klart, at de ikke havde været involveret i udarbejdelsen af de omtalte actioncards, og at de først blev orienteret om dem, efter at Politiet var stoppet med at bruge dem.

Legarth forklarede, at han først blev bekendt med kortene om formiddagen den 10. november, da rigspolitichef Thorkild Fogde oplyste det til ham i en SMS, som også blev vist frem under afhøringen.

”Vi bliver enige om, at oplysningen skal korrigeres. Der er ingen slinger i valsen,” sagde Legarth om samtalen med Fogde om indholdet i de uhensigtsmæssige actioncards.

Vi bliver enige om, at oplysningen skal korrigeres. Der er ingen slinger i valsen.

Johan Kristian Legarth
Departementschef, Justitsministeriet

Landsdommer og kommissionsformand Michael Kistrup spurgte efterfølgende ind til, om idéen til politiets talepapir kunne tænkes at komme fra et sted i Justitsministeriet.

Det havde Johan Kristian Legarth svært ved at forestille sig.

”Det er bestemt noget som anses for at være et rent operativt redskab. Det er der en klar forståelse af, og politiet har desuden lavet mange actioncards i forbindelse med corona,” svarede departementschefen.

Også Anne-Mette Lyhne Jensen forklarede, at hun først blev først orienteret om de uhensigtsmæssige actioncards den 10. november af politidirektør Lykke Sørensen.

Her ønskede Michael Kistrup endnu engang at vide, om det var helt utænkeligt, at idéen til talepapirerne kunne være kommet fra Justitsministeriet.

Lyhne Jensen forklarede, at det ville være ”usædvanligt”, hvortil Kistrup bemærkede, at denne sag jo netop også er usædvanlig, og at Justitsministeriet generelt har været en styrende og central myndighed i forløbet med minkaflivningerne.

Gav det slet ikke anledning til at orientere og inddrage Justitsministeriet, ville kommissionsformanden vide.

”Nej, det gjorde det ikke. Man kunne selvfølgelig godt forestille sig, at de ville have rækket ud, hvis de havde et ’issue’ med noget konkret, som de var i tvivl om. Men det havde de jo ikke,” svarede afdelingschefen.

For det andet kom det frem, at rigspolitichef Thorkild Fogde i første omgang reagerede helt roligt, da han og den brede offentlighed den 8. november blev bekendt med den manglende lovhjemmel til at aflive raske mink uden for smittezonerne, og igen da han den 9. november hørte om det problematiske brev til minkavlerne.

Fogde betryggede nemlig departementschef i Justitsministeriet Johan Kristian Legarth i, at Rigspolitiet på daværende tidspunkt havde rigeligt at gøre med at håndtere de smittede minkfarme, som der var hjemmel til at slå ned, forklarede Legarth under sin afhøring.

Har politiet (eller forsvaret) haft ringet til minkavlerne udenfor zonerne i dagene siden udmelding om krav om slagtning mv.?

Johan Kristian Legarth i SMS til rigspolitichefen den 9. november 2020
Departementschef, Justitsministeriet

Legarth havde endda i en SMS den 9. november spurgt Thorkild Fogde direkte om følgende:

”Har politiet (eller forsvaret) haft ringet til minkavlerne udenfor zonerne i dagene siden udmelding om krav om slagtning mv.?”

Fogde svarede ved igen at berolige Legarth med, at Politiet ikke havde ”givet sådanne ordrer”, da der ifølge rigspolitichefen kun var foretaget politimæssigt arbejde inden for smittezonerne.

Men allerede dagen efter, den 10. november, skrev Thorkild Fogde så til Johan Kristian Legarth igen.

Her kunne han meddele, at han gerne ville tale med departementschefen, fordi han havde fået ”nye oplysninger ind om kommunikationen med minkavlerne”.

”Han kunne konstatere, at der var en problematisk og uhensigtsmæssig formulering,” sagde Legarth om samtalen.

Det var – som det fremgår tidligere i artiklen – også her, at departementschefen blev orienteret om politiets actioncards.

Afhøringerne i Minkkommissionen fortsætter torsdag, hvor Pelle Pape fra Statsministeriet og Bo Samson fra Rigspolitiet skal vidne. Få det vigtigste fra afhøringerne hver dag her.